Det er os en glæde her at kunne meddele, Love Shop vil være at finde på årets Record Store Day med en såkaldt REDUX-udgivelse af det tredje LS-album BILLEDER AF VERDEN, det eneste studiealbum som endnu ikke har været tilgængeligt på vinyl. Det bliver der rådet bod på 12. april, hvor det udgives som BILLEDER AF VERDEN REDUX. Jens Unmack har kurateret LP’en, så den nu i komprimeret indhold og sequence fremstår præcis som LS i årene efter udsendelsen selv ønskede, at den oprindelig havde gjort. Vi ser frem!
Har fået hørt en del The Jam siden Rick Butler’s triste død i forgårs. De første to albums lyder hørt nu overraskende gammeldags og af en helt anden fjern fortidsverden end samtidige albums fra deres konkurrenter i punk-bølgen, taler om The Clash, Pistols, The Stranglers, Buzzcocks, Wire, etc. Det kan vel næsten kun skyldes, at The Jam var langt mere traditionalistiske, qua deres udtalte mod-rødder, end de ‘rigtige’ punk-bands og derfor tog langt mere musikalsk næring af 60’erne? Anyways, de store Paul Weller-sange begynder først at ske på tredjealbummet All Mod Cons (1978) og fremefter, men da til gengæld i rigt mål. Her er det den overlegne demo-udgave af ‘That’s Entertainment’, der i sin endelige form er at finde som en af singlerne fra Sound Affects (1980). Historien går, at Paul Weller skrev sangen fra start til slut på få minutter en sen nat, da han kom fuld hjem fra byen. Hvis det er sandt, så er han godtnok skarp..
The Jam, som udsendte deres plader fra tre dage efter min 13. fødselsdag til nogle måneder efter jeg var blevet 18, var – sammen med The Clash – mit gennemgående engelske teenage-soundtrack. Hørte og har stadig med glæde samtlige deres singler, ventede med utålmodighed på The Jam”s kradse albums, der næsten altid udkom hvert år i november. Paul Weller var som sangskriver, guitarist og sanger omdrejningspunktet i trioen, der lidt forvirrende var mere mods end de var punks, selvom det var punk-bølgens første angrebsbølge de kom ind med og red afsted på. Bassist Bruce Foxton skrev og sang også enkelte numre, han sang endda A-siden på ‘News Of The World’, den første Jam-single det lykkedes mig at finde og købe dengang. Rick Buckler stod både som bandmedlem og person mere anonymt i baggrunden, hvor hans stramt energiske trommespil dog ragede op og var det perfekte lokomotiv for den ofte indignerede The Jam-musik, der startede med punk-energi, kulminerede længe i en ærkebritisk, Ray Davies-socialrealistisk new wave-rock, for tilsidst at opløses i den soulinfluerede stil, Paul Weller siden skulle fortsætte mindre heldigt med på egen hånd i The Style Council. Her en salut med honnør til den stærke holdspiller bag trommerne, det med den første sang jeg nogensinde hørte med hans band, The Jam. Tak som fanden for al musikken, der gjorde så stor en forskel, Rick – hvil i fred!
Nogle gange er det som om man ikke kan skrive om andet end musikere, vi pludselig mister. I dag var det Rick Buckler, trommeslager i The Jam, vi måtte sige farvel til. Han blev 69. Efter The Jam gik fra hinanden, mødte han kun Paul Weller én gang mere, og det var ved et tilfælde, hvor de hilste kort på hinanden. Også på dén måde er verden ofte for sær.
Dert første engelske punk rock-album blev udgivet dags dato i 1977. Må lige sige at coveret på Damned Damned Damned fremstod mere ekstremt dengang, hvor punkens trash-æstetik endnu ikke var landsat og afkodet. The Damned’s musik på debuten, en helhjertet Stooges-rock sendt afsted på et expresstog af amfetamin, kan derimod stadig slå gnister. Her repræsenteres Damned Damned Damned af ‘New Rose’, som få måneder før også var første britiske singleudgivelse fra den nye punk-generation…
Tredje Verdenskrig er forbi. Byernes farveløse ruiner ligger i nær og fjern. Resterne af forrevne atomskyer jager endnu langt ude mod horisonten. Livet skal igang igen, men vi er her ikke længere allesammen. Det afspejler sig også i musikkens verden. Måske derfor indkaldes den æteriske og engang så isolerede soloartist Kate Bush til at synge for i et synth-domineret band, hvis afstukne opgave er at afspejle tidens desillusion. De lyder sådan her…
Den amerikanske skuespiller Michael Shannon har gang i en travl, succesfuld Hollywood-karriere, men dog ikke mere end at han også kan finde tid til sammen med sin ven, musikeren Jason Narducy, at turnere i deres fælles R.E.M.-coverband, der pt. har en tour igang med fokus på Fables of the Reconstruction‘s 40-års jubilæum. Så langt, så godt, men heller ikke nødvendigvis mere, for coverbands er som regel i bedste fald hurtigt glemte. Men det her fortjener måske alligevel et par minutter af enhver R.E.M.-tilhængers tid, for Shannon formår som sanger at ramme en Stipe-tone i R.E.M.-kataloget, der er mere end karaoke. Hør selv her fra bandets optræden på Jimmy Fallon’s The Tonight Show i sidste måned…
Efter det næsten for stort anlagte show i GBG føltes det jo på sin vis som en intimkoncert en nådesløst frysende lørdag aften, da Thåström var i Halmstad Arena, hjemmebane for klubben Drott, hvor faren engang spillede sin håndbold. Et næsten for underdanigt Halmstad-publikum i den mindre sal gjorde ikke den fornemmelse mindre, og bandet skulle arbejde med den kærlige men også afdæmpede feedback fra hallen for at kunne ramme den musikalske flyvehøjde og intensitet, der nu midtvejs i denne tour er blevet vanlig standard. ‘Fan Fan Fan’ var kommet på setlisten, og ‘Papirstunna Väggor’ var med igen, ellers samme køreplan som hidtil. Den nye guitarist Christian Kjellvander, mærkbartskruet op i det samlede lydbillede denne weekend, er virkelig en attraktion i sit elegant henførte spil, der giver musikken en helt ny dimension efter fejlcastede Eddie Nyström’s exit. Denne aftens højdepunkter? For mange til at nævne, men umiddelbart huskes mageløse versioner af ‘Stora Langt Gatan’, ‘Ingen Sjunger Blues som JLP’, ‘Det Året Kallaste Kväll’, ‘Kort Biografi’ og det nye arrangement af Ebba Grön’s ‘Flyktsoda’. Tre uger til København, der er billetter endnu, det her kan jo kun anbefales.
Et andet 7″er-fund blandt et par håndfulde i Göteborg i går var en single med et ellers forglemmeligt vesttysk europopband, der i 1985 bevægede sig i samme sehnsucht-farvand som Sandra og hendes producer/kæreste Michael Cretu. Kan ikke lade være med at forestille mig, hvor stærkt denne sang ville lyde med hendes Saarbrücken-stemme på istedet. Få timer efter dette guilty pleasue-køb sang Thåström i Scandinavium iøvrigt netop sin sang med “Sandra sjöng ‘Maria Magdalena / det passar alltid så perfekt här'”, ja, alting hænger sammen. ‘Pis-disco’ er iøvrigt det ord Thåström har påhæftet Sandra og denne genre…
Fandt denne gamle northern soul-ting på 7″er i Göteborg fredag, nærmere bestemt i Skivhallen i Majorna, et stykke uden for centrum. Lærte som mange andre først dette nummer at kende i Soft Cell-versionen fra sensommeren 1982, hvor Leeds-duoen gentog sit trick fra ‘Tainted Love’ med at gøre et for de fleste ukendt northern soul-nummer til mainstream-hit. Judy Street’s ultrakorte original her er iøvrigt helt tilbage fra 1968…
Fordi det er Peter Hook’s fødselsdag her postpunkens mest originale bassist i levende live sammen med New Order i november 1981 i Ukrainian National Home i New York City’s East Village. ‘Everything’s Gone Green’ udkom på single måneden efter, en iskold og central sang af sin tid til hvad der var en iskold vinter…
En isnende februardag bringer et luftigt mexicansk postkort ind fra Grant McLennan og The Go-Betweens. Indimellem er det nemt at overse hvor særegent gode Brisbane, Queenslandet-bandet egentlig var. Denne sang optræder som ekstraspor på 12’er-versionen af ‘Was There Anything I Could Do?’, en af singlerne fra mesterpladen 16 Lovers Lane (1988). Grant McLennan er savnet, Robert Forster fortsætter heldigvis på egen hånd, Lindy Morrisson har skrevet en bog, Amanda Brown, who knows?
Fra London kommer postpunk-bandet High Vis. De udsendte i 2024 deres tredje album, Guided Tour, men dagens nummer her kommer helt tilbage fra debuten No Sense No Feeling fem år tidligere…
