Kød var mord

40 år siden i dag mange af os for første gang stiftede bekendtskab med The Smiths’ Meat Is Murder og specielt de hørt herfra tre ufejlbarlige sange, der bærer det ellers lidt ujævne album oppe. Den første er åbningssangen ‘The Headmaster Ritual’, Morrissey’s spark i tænderne på det uddannelsesystem i Manchester, der havde gjort hans teenage-år så ulidelige. Dernæst Johnny Marr’s bedste skiffle-nummer ever, den let galopperende ‘Nowhere Fast’, hvis Moz-linier om den triste lyd af tog der kører forbi ramte rent ind i alle de af os med ungdomstid afsonet i fjerne provinser. Og slutteligt følgende perfekte ballade, der kunne have været en fantastisk The Smiths-single, men istedet forblev og kun var på dette album, ikke engang på de mange opsamlinger The Smiths ellers kastede af sig. Dens regntunge dog gyldne Northern-melankoli er ellers indbegrebet af miraklet som var samarbejdet mellem Marc og Morrissey. Det var Meat is Murder, udsendt og købt for præcis 40 år siden i dag. Musik kan!

Den Morronen 10

Ovenpå Beväpna Dig Med Vingar (2012), der havde set Thåström’s band rendyrket som skandinavisk The Bad Seeds-pendant, lød efterfølgende Den Morronen som noget af et brud med egen ny-tradition. Jo, det begsorte februarmørke rullede stadig gennem Thåström’s tunge musik, men postpunk-bandet der spillede den havde haft vagtskifte og var blevet erstattet af en elektronisk kommandocentral med slæbende beats og en uigennemtrængelig armé af programmerede bass-sequencers. Umiddelbart var Den Morronen en mere svært tilgængelig plade at komme ind på livet af, selv skulle jeg bruge lang tid på rigtigt at kunne sætte pris på dens specielle kvaliteter, der dog til gengæld siden kun er vokset i statur. Den Morronen udkom i dag for 10 år siden…

Breve fra Sing Sing

En ny hård februaruge tager her sin begyndelse med en ny hård sang. Brooklyn-bandet Bambara (vistnok oprindeligt fra R.E.M.-hjembyen Athens, GA) varmer op til sit nye marts-album Birthmarks med singlen ‘Letters From Sing Sing’. Hvorvidt nummeret bærer konkrete referencer til det gamle New York-fængsel Sing Sing, berygtet for sine klaustrofobisk små celler og mange henrettelser, må for nu stå hen i det uvisse…

Från just den här positionen…

Om det er Thåström’s store hockey-interesse – han går mere op i favoritklubben Djurgården’s resultater på is end på græs – der gør sig gældende er uvist, men begge koncerter denne weekend foregik i ishockeykatedraler. Thåström sælger naturligvis slet ikke disse store haller ud, så scenen er med held placeret langt fremme på gulvet for at skubbe folk tættere sammen. Aftenen i Linköping fredag blev i den lokale avis Corren lørdag morgen lovprist med, at årets allerbedste koncert i byen nu med sikkerhed allerede havde fundet sted. Med den hæder i bagagen stillede man lørdag aften op tre timers kørsel sydpå i herfra upåagtede Växjo, der trods sine vel 70.000 indbyggere giver en ny dimension til begrebet deprim soveby. Der var dog ikke meget pulstræt hvile over aftenens show, hvor det ellers faste set havde en lille ændring, da den knitrende tunge version af ‘Gräsfläcker’ måtte vige for singlen ‘Papirstunna Väggor’. Erfaringen fra Sverige fortæller at hallerne lørdag aften gerne er lidt mere i flow og stemning end fredag, således også denne weekend, hvor Vida Arena virkelig fortabte sig. Da ikke mindst mod slutningen af settet til en syv-otte minutter extended-version af mægtige ‘Old Point Bar’, hvor Thåström freestylede sin fortælling undervejs, et sted mellem joie de vivre og eksalteret vanvid. En halv times tid senere blev loftslyset nådesløst tændt igen i den for øjet så brutale hal, hvorefter Växjö atter kunne finde tilbage sin trygge, skindøde vinterdvale, dog helt sikkert ikke uden feberdrømme om denne aften af en anden og bedre verden…

Rød Linköping

Anden weekend på Thåström-touren. Identisk setliste, men den nye guitarist Christian Kjellvander falder nu virkelig på plads, en svensk klasse-pendant til Hilmer Hassig eller Rune Kjeldsen, som giver Thåström’s dynamiske band en helt ny dimension at operere med. Mange højdepunkter over de to timer, da ikke mindst denne sang fra den mægtige og med årene stadigt voksende Den Morronen (2015), der af hovedpersonen selv – Thåström har aldrig snakket så meget på scenen som lige nu! – i Linköping’s ishockey-katedral Saab Arena blev præsenteret som “verdens bedste sang”. Måske han simpelthen bare har ret…

Living in the real world

Hvilken glæde det er at støde ind i gamle Blondie-tracks rundt omkring. Fra de to første pladers Shangri-Las-dyrkende uskyldighed over hit-orkanøjet Parallel Lines (1978) til de – hørt nu – forbløffende eksperimenterende Eat to the Beat (1979) og Autoamerican (1980) er der klasse, kraft og variation hele vejen igennem. Her er det punkede ‘Living In The Real World’ fra Eat to the Beat, på et travlt tidspunkt da Blondie var blevet klodens vel største nye popband og vel egentlig ikke burde larme eller afsøge hjørner længere, men det gjorde man beundringsværdigt nok ufortrødent alligevel. Sikkert derfor står NYC-bandet og deres albums så vitalt forfriskende i dag. ‘Living In The Real World’ blev aldrig udgivet som selvstændig single, men er med som B-side på ‘Union City Blue’-singlen…

So long, Marianne

Har opsøgt Marianne Faithfull ovenpå hendes triste bortgang. En plade jeg ikke havde hørt i noget tid var hendes særegne samarbejde med David Lynch’s huskomponist Angelo Badalamenti, 1995-albummet A Secret Life, der blev til efter Faithfull var faldet for hans score-musik til Twin Peaks. På det album sænker Badalamenti paraderne en smule og konkretiserer sine mørklagte klangflader, dog hænger der stadig tungt efterårsrusk og filmiske scenarier over sangenes mol-stemning, som ligger stærkt til Faithfull’s sprukne seen-it-all-stemme. Her albummets nok mest ligefremme omkvæd, tilsat levende billeder fra 1969-dramaet The Girl on a Motorcycle, hvor den dengang endnu London-usårlige Faithfull spillede overfor Alain Delon…

End of the Ramones?

Århundredets slutning lå endnu tyve år fremme, et fjernt sted bag koldkrigens usandsynlige afslutning og opfindelsen af CD-mediet, men det hindrede ikke de geniale dilettanter fra The Ramones i at kalde deres sidste regulært sammenhængende stærke album for End of the Century. Det Phil Spector-stemplede værk, der absolut ikke havde nogen nem undfangelse under Wall of Sound-producerens vanen tro meget grundige og turbulente indspilninger i Californien, blev udsendt 4. februar 1980. Her et af End of the Century‘s deep cuts, et for den gennemarrangerede plade atypisk punket nummer, som var en af Henrik Hall’s absolutte Ramones-favoritter…

(White man) in Örebro Conventum

Første weekend på den nye Thåström-tour peakede voldsomt lørdag aften i Örebro, byen hvor manden selv i 1977 på Stora Hotellet oplevede en livsforandrende The Clash-koncert. Tankevækkende at hans eget publikum to dage tidligere i Uppsala helt sikkert havde følt sig begunstiget over at opleve en tourpremiere, for i Örebro’s Conventum, en fornemt designet moderne hal med højt til loftet, var han og hele bandet bare af en anderledes overlegen, forædlet og intens klasse. Og det er vel egentlig den tankevækkende morale her; at tre fortløbende aftener trods ens setliste kan være så markant forskellige. Musikken har sin egen sjæl og kan ikke betvinges af selv dens bedste udøvere til at komme perfekt hver gang, men er afhængig af det enkelte shows betingelser og tilstødende omstændigheder, en organisme i konstant bevægelse. Ja, måske selv The Clash’s næste shows ovenpå Örebro i efteråret 1977 (et par uger efter i Dublin) ikke gik helt så rent ind som den af Thåström myteomspundne aften på Stora Hotellet…

…Jag såg The Clash på Stora Hotellet i Örebro
Sen blev det aldrig bättre än så…

Anden aften i Uppsala

Anden aften meget bedre. Et mere afslappet publikum. Et band som med lidt træthed – og måske tømmermænd – i blodet var helt i øjenhøjde med egen musik ovenpå premierenerverne fra aftenen før. En ens setliste der med et anderledes overskud på scenen fungerede med større naturlighed i både overgange, dynamik og eksekvering. En aften så langt bedre, at den fik de lidt hysterisk positive svenske avisanmeldelser fra første aften til at fremstå hovedrystende tendentiøse. Der er masser af håb.

Broken Marianne RIP!

Så trist med Marianne Faithfull, der også meldes død her i Uppsala. Pastoren mindedes hende i går med en post; jeg vil nu her gøre det samme med en stor sang Nick Cave skrev til hende på et tidspunkt, hvor Nick Cave ellers ikke længere skrev den slags klassiske sange til sine egne plader. Marianne Faithfull dukkede først op i mit liv med pladen Broken English (1979), et stålsat comeback hvis der nogensiden var et. Og det var den kæntrede stemmes sørgmodige men lyslevende og fremtidige musik jeg holdt af, ikke hendes mange lyse, blege popforsøg fra 1960’ernes Swinging London. Men London swinger ikke mere, og Marianne Faithfull er gået bort. Må hun hvile i fred.

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.