Så trist med Marianne Faithfull, der også meldes død her i Uppsala. Pastoren mindedes hende i går med en post; jeg vil nu her gøre det samme med en stor sang Nick Cave skrev til hende på et tidspunkt, hvor Nick Cave ellers ikke længere skrev den slags klassiske sange til sine egne plader. Marianne Faithfull dukkede først op i mit liv med pladen Broken English (1979), et stålsat comeback hvis der nogensiden var et. Og det var den kæntrede stemmes sørgmodige men lyslevende og fremtidige musik jeg holdt af, ikke hendes mange lyse, blege popforsøg fra 1960’ernes Swinging London. Men London swinger ikke mere, og Marianne Faithfull er gået bort. Må hun hvile i fred.
Interessant og slutteligt forløsende første aften ud af to på Fyrishov i Uppsala, der markerer startskuddet på den nye Thåström-tour. Christian Kjellvander er en tilføjet og befriende dygtig guitarist i bandet, setlisten en blanding af fem sange fra aktuelle Somliga Av Oss, to-tre rariteter og ellers en stærk buket fra de seneste par turnéer. Bandet og sanger vil snart blive mere sammenspillede – sådan er det på en tourpremiere! – og lydmanden vil også finde den mere dynamiske balance, som vil tilgodese de enkelte sanges detaljer og dramaturgiske behov. Thåström selv? Synger som en drøm, ligger højt i både mix og humør. Der er masser af håb.
Marianne Faithfull kom frem i 1960’erne, men tiden med bl.a. The Rolling Stones endte i en grim tid med heroinmisbrug. Ved indgangen til 1980’erne fik hun sit comeback med Broken English og blev senere også en kompetent skuespiller.
Marianne døjede med helbredet gennem mange år. I 2020 fik hun COVID-19, og man troede ikke at hun ville overleve, svækket som hun var. Men også her var hun den store overlever og udgav sit 21. album, She Walks in Beauty, et år senere. I dag ville kroppen så ikke mere. Æret være hendes minde.
Sidst Thåström spillede koncert var i juni for to år siden, da han til sin sommers eneste koncert gæstede Stockholm’s pendant til Syd For Solen, Rosendal Garden Party, i skoven ude på Djurgården. Den aften lød bl.a. sådan her…
Den fransk-amerikanske skuespiller Timothée Chalamet er lige nu aktuel i sin hovedrolle som Bob Dylan i A Complete Unknown, en biopic om Dylan’s tidlige år i New York, som netop har haft premiere i USA og snart kommer hertil. Af den grund var han lørdag aften både vært og musikalsk gæst på Saturday Night Live. Altid interessant at opleve andre stemmer synge Bob Dylan’, for uanset hvor uheldigt de måske slipper afsted med det, kan man som oftest høre den tårnhøje klasse selve sangene og deres enkle melodier besidder. Det gør sig også gældende her…
Dagens fødselsdag tilhører en af The Smiths’ eksklusive singler, der udkom 26. januar 1987. Altid værd at nyde igen, og ja, det er den unge Elvis på coveret…
Den tidligere Sods/Sort Sol-bassist og pop-mastermind, nuværende billedkunstner Knud Odde fylder 70 i dag. Herfra et stort tillykke og en sang som skrevet i en vind for at fejre al den store musik, han har beriget os med undervejs. Det er naturligvis Knud selv der synger for…
TV-station ITV Granada oppe i Manchester sendte i 1976-77 musikprogrammet So It Goes, der bragte liveoptrædender og interviews fra den nye engelske punkscene. Vært på programmet var den karismatiske Tony Wilson, der snart også skulle blive kendt for sit pladeselskab Factory Reccods. I 2014 blev der lavet en dokumentar-serie om den første engelske punk med udgangspunkt i netop dette program. Her samtlige seks hæsblæsende afsnit – iøvrigt speaket af punk-poeten John Cooper Clarke – for hvem skulle mangle to timer og 13 minutter at bruge til noget fornuftigt…
David Bowie’s mesterlige Station to Station udsendes 23. januar 1976. Her titelnummeret der åbner udgivelsen, optaget på verdenstouren der umiddelbart følger. Bowie var flyvende, men han var også døende. Lige om hjørnet ventede tiltrængt genoplivning gennem et sundere liv i Vestberlin. Dét var ikke for sent…
Hvem skulle have troet at Peter Doherty, der i så mange år dansede ude af balance på kanten af livet, er mand for at give en lidt tro på menneskeheden som sådan tilbage efter de seneste dage med amerikansk galskab på samtlige skærme? Her hans uforstillede og reflekterende væsen serveret i en ny samtale fra irsk TV med den prisværdigt underspillede vært Tommy Tiernan…
Forhistorien er at Associates-sangeren Billy Mackenzie’s mor Lily i sommeren ’96 dør af kræft. Mackenzie kommer sig aldrig over tabet af hende, der stod ham allernærmest, og et halvt år senere, efter længe forgæves at have kæmpet med depression, begår han selvmord i familiens hunde-udhus i Auchterhouse, få kilometer udenfor østskotske Dundee. Det sker for 28 år siden i dag, 22. januar 1997. Med hans utidige bortgang mister Storbritannien ikke blot en af sine førende whippet-trænere, men især den vel nok mest luksuriøse sangstemme postpunk-generationen har kunnet mønstre. Herunder kan Billy Mackenzie høres på et samarbejde med schweiziske Yello, med hvem han skrev en sang til Shirley Bassey. Heldigvis indspillede han også selv en vokal-version til 007-divaen Mrs. Bassey’s backingtrack. Naturligvis overgår den i flamboyant stjernefunklen selv James Bond-sangerindens egen og langt mere kendte. Så vild var han.
Har et svagt punkt for jamaicanske The Tamlins’ Sly & Robbie-producerede 1980-cover af amerikanske Randy Newman’s knugende ‘Baltimore’. Originalen fra tre år tidligere med ham fortjener også i den grad at blive hørt, så forfinet mørkeblå i sin resignerende stemning som den er…
Et håndspillet Liverpool-band med en kun 24-timer gammel single? Courting har to albums med korte sangtitler på samvittigheden, senest sidste års New Last Name. Denne single er helt ny…
…Well, the road is out before me And the moon is shining bright What I want you to remember As I disappear tonight Well today is grey skies Tomorrow is tears You’ll have to wait til yesterday is here…
