Isaac and the Bunnymen

Det er 12 år siden Echo and the Bunnymen senest udsendte en ny plade, den undervældende Metorites, men i dag brydes den metodiske kreative inaktivitet med albummet Apples to Isaac. Her et af de mere lovende indslag fra udgivelsen, der umiddelbart synes en blandet pose bolcher med skarpe kanter. Klart bedst kommer førstesinglen ‘Brussels Is Haunted’, men et illusionsløst rockridt som dette har også en sært seværdig blygrå himmel at give sig lidt hen til på behørig afstand. Titlen på nummeret er ‘Asimov’, Asimov var navnet på den kendte amerikanske science fiction-forfatter hvis fornavn var Isaac, det nye Bunnymen-album hedder som nævnt Apples to Isaac. Det hele hænger åbenbart sammen…

Friday, bloody Friday

En speciel plade glemt et sted i sen-80’erne dukkede op til overfladen i går. Gavin Friday, Bono’s nære ungdomsven fra Dublin, der først havde sine Virgin Prunes, udsendte senere et dengang noget bemærkelsesværdigt album sammen med komponisten Man Seezer. Hørte Each Man Kills the Things He Loves (1989) igen nu og tiden har ikke været helt nådig mod mange af de cabaret-flirtende indslag fra albummet, som Friday’s tonestøvede og næsten demonstrativt teatralske levering ikke hjælper godt på vej. Dog står et par numre derfra heldigvis stadig stærkt kommunikerende og høreværdige. Som nu den sorgsejlende ‘Another Blow On The Bruise’ – ligheden i stemning med U2’s ‘Love Is Blindness’ er til at få øje på – der formodentlig også blev udlevet da Gavin Friday dengang gav koncert i Huset i Magstræde…

000 Falch

Første gang vi mødte Michael Falch, på Viborg Katedralskole lige omkring Vindueskigger (1981), spurgte han straks, om vi kendte et ungt band fra byen der hed Næste Uges TV. For sådan var og er han, altid med antenner ude, atypisk for en rockstjerne klar til at lade sit lys brænde på andre end sig selv. Ikke længe efter stod han blandt publikum – punks og Hells Angels-rockere – en forårsaften i Kostalden i Brumleby på Østerbro, hvor vi spillede med tre andre postpunk-bands til et Bagtropper-arrangement. I Love Shop har han ligeledes altid været en generøs støtte, både på afstand og helt tæt på, samtidig med at han har haft travlt med sin egen løbebane, denne evigt aktive, rastløse ener. Kunne nemt som markering af hans 70-års fødselsdag i dag have valgt en sang fra den Springsteen’ske frihedsdrøm Vindueskigger, som betød alverden her da den udkom, men har istedet fundet en favorit et andet sted fra. ‘Nu Rider Vi Stormen Af’ fra 2011 er ovenikøbet et samarbejde med Sune Wagner, der producerer og giver Falch en helt anden sonisk ramme et ret fortryllende sted mellem prime-Glasvegas og Twin Peaks-Phil Spector. Men selve sangen, den er umiskendeligt 000 Falch. Stort tillykke, Michael – evig ungdom!

And he stole our hearts away…

Chrissie Hynde’s 75-års blev fejret behørigt forleden. Men ikke mere end at Pretenders-divaen allerede er på parade her igen, nu sammen med mindst ligeså vilde Cat Power, det på en ret anderledes interessant af version af Morrissey’s ‘First Of The Gang To Die’, sangen om Hector fra Manc-Mussolini’s comeback-album You Are The Quarry (2004). To voldsomt personlige kvindestemmer, men så sandelig også en mandlig sangleverandør der dengang havde helt anderledes styr på sit musikalske game, som her sat op på en fornem musikalsk serv af guitarist Alain Whyte…

Editors i fuld galop

Dagens nye singlepost fra engelske Birmingham er måske mere speciel end den umiddelbart giver indtryk af. De akustiske guitarer på ‘Seriously’ bliver spændt ud som et netværk af flimrende anslag a la Morrissey’s ‘Why Don’t You Find Out For Yourself’, marchtempoet har travlt som et let eksprestog og sangen ovenpå det bør egentlig slet ikke kunne udstå sin fire minutter, men det gør den og undervejs vokser noget andet frem i lydlandskabet, måske tilskyndet af den længselsfuldt melodiske krog der gentages op til omkvædene. Da nummeret begyndte kunne jeg næsten ikke vente på at det skulle slutte, nu det er forbi vil jeg hen til starten igen. Musik kan.

Catherine Ringer RIP!

Fra Frankrig meldes Les Rita Mitsouko’s uforlignelige sangerinde ulykkeligvis død efter kort, hård sygdom. Her kan hun opleves som soloartist i en version af denne sides favorit fra hendes new wave chanson-duo med Fred Chichin, en atypisk afdæmpet Les Rita Mitsouko-sang og en glødende varm hyldest til hjembyen Paris, hvor Catherine Ringer altså sov ind i går i sit 68. år…

Elektriske hjerte

For et par måneder siden havde siden her en post med den franske new wave/synth-gruppe Taxi-Girl. Deres sanger Daniel Darc fik længe efter bandets opløsning og et hårdt liv sin anden kunstneriske opblomstring, da det franske musik-anker Frederic Lo (ja, ham der for et par år siden lavede en plade sammen med Pete Doherty) på et par albums med elegance placerede Darc i midten af en række sange, Lo selv havde skrevet og iscenesat. Daniel Darc gik bort i 2013, men glemt er han ikke i Frankrig. I 2023 stod selvsamme Frederic Lo således bag en tributeplade, hvor en række velrenommerede sangere (fra Étienne Daho over Jane Birkin til Peter Doherty) gav nye versioner af titler fra Darc’s karriere. På albummet optræder Darc selv også sammen med Lo på to hidtil uudgivne demoer med nyindspillet musik til. Denne luftige synthpop-sang er både albummets åbnings- og titelnummer…

At drømme er gratis

Denne Blondie-single kommer helt sikkert ind på en top-10 over personlige favorit-7″ere ever her. ‘Dreaming’, forløbersingle for Eat to the Beat, blev udsendt 14. september 1979. Om så det skyldes Clem Burke’s dynamit-eksplosive trommespil eller Debbie Harry’s isbjergssmeltende stemmebevægelse i front, har verden som sådan aldrig været den samme siden. Her Blondie på BBC’s Top of the Pops i England, hvor sangen nåede næstøverst op på singlehitlisten…

Cheetah Chrome RIP

Ugen her må desværre starte med et amerikansk dødsfald. Cheetah Chrome, hæsblæsende guitarist i de betydningsfulde Cleveland, Ohio-bands Rocket from the Tombs og Dead Boys, er død, 71 år gammel. Chrome med det borgerlige navn Eugene Richard O’Connor boede ved sin bortgang med sin familie i Nashville, Tennessee. Her er han ved siden af forlængst afdøde Stiv Bators på Dead Boys’ punk-klassiker ‘Sonic Reducer’, som Cheetah Chrome skrev sammen med David Thomas (fra Pere Ubu) i Rocket from the Tombs…

The Go-Betweens på vinyl

Hvis ikke man har det The Go-Betweens på vinyl der egentlig er behov for, så er der muligvis godt nyt fra Beggars Banquet, som her sidst på måneden genudsender remasterede vinyludgaver af længe utilgængelige Liberty Belle (1986), Tallulah (1987) og 16 Lovers Lane (1988), samt for første gang på vinyl dbl-livealbummet Fountains of Youth (2020). Her er det åbningssangen ‘Love Goes On’ fra 16 Lovers Lane, alles solbrændte favoritalbum fra Sydney med Brisbane-bandet…

Empires 46

En indbringende dag i pladebutikkerne, 12 september 1980. Ikke bare er David Bowie ude og afsted med Scary Monsters; de fem unge glaswegians fra Simple Minds tager et stilsikkert skridt op i øverste klasse med udsendelsen af deres tredje album Empires And Dance, der med sine hypnotisk repeterende og ofte filmisk anlagte sanglandskaber indvarsler bandets storhedstid som pioner for den nye tids elektroniske udtryk…

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.