Iceage får mange roser for en højelektrisk åbning onsdag af Roskilde, hvor de kvitterede ved at spille hele deres nye album kronologisk. Dagene da Roskilde-koncerter blev optaget og transmitteret af en årvågen DR-kulturredaktion er desværre blevet sparet brutalt væk, så her istedet en håndholdt entusiast-optagelse fra The George Tavern i East End fra for fire uger siden, da Iceage holdt en lignende præsentationskoncert for et lille London-publikum. Elias Rønnenfelt er en stjerne og midt i en poptid er det en befrielse at have et ungt rockband som Iceage i Danmark til at give noget andet og mere ophidsende end refrain-musik…
The Cure valgte nutid fra
27 numre på setlisten hos The Cure på Roskilde Orange i aftes. Dog ikke et eneste af dem fra forrige års så overraskende mesterlige og i superlativer bredt roste requiem Songs of a Lost World. Den slags er svært at forstå. Når et gammelt band med så sjældne udgivelsesmæssige nedslagspunkter i dette årtusinde endelig går ind og med velgørende konsekvens favner sin nutid, hvorfor så ikke spille den lyslevende ud når scenen og lejligheden er så fornem som i aftes? Her et af de nye numre, der utvivlsomt havde gjort lykke med sin bastant huggende Simon Gallup-bass i centrum…
Mary Margaret O’Hara
Ind imellem er der kunstnere, der kun udsender ét enkelt album, som man så til gengæld husker for det gode. Jens vender ofte tilbage til engelske The La’s. Jeg har selv tænkt på svenske Jakob Hellman og hans …Och stora havet– indtil han med 32 års forsinkelse omsider udsendte den svære toer i 2021.
Og så er der Mary Margaret O’Hara fra Canada, der udsendte Miss America i 1988, med et musikalsk udtryk et sted mellem country, jazz og singer-songwriter (er det egentlig en genre?) og en vokal, der minder om Billie Holiday og Patsy Cline på én og samme tid. Produceren var Michael Brook (ham med den særlige Infinite Guitar). Live-optagelser fra dengang afslører en pænt udseende dame med excentriske manerer grænsende til det søsyge. Se bare det gamle, tidstypiske klip ovenfor.
Siden dengang har Mary Margaret O’Hara ladet høre fra sig med sange til en film og med en jule-EP, men der er aldrig kommet et nyt album fra hende. Hun har ind imellem også været at finde på scener rundt omkring på uventede tidspunkter. Engang i 1999 dukkede hun op hos R.E.M., hvor Michael Stipe roste hende til skyerne. Og hun sang baggrundsvokal hos Morrissey på “November Spawned A Monster”. (Så er vi tilbage i det vante univers her hos os.)
Jeg har fundet senere live-optagelser med Mary Margaret O’Hara, og her er det desværre, som om det excentriske er kammet over og er kommet til at virke sølle, her hvor hun har passeret de 70.
Hør hellere denne gode koncertoptagelse med hende fra London fra 1989.
Once upon a time in Roskilde
Det var første aften nogensinde på Roskilde. Hvilken glæde at være der, klar til tre aftener med henholdsvis Simple Minds, Siouxsie and the Banshees og Echo and the Bunnymen. Jim Kerr’s troppers stjerne stod i absolut zenit i 1983. Bandet skulle snart blive meget større, men til gengæld – berømmelse og succes kommer aldrig uden en pris – give fatalt køb på den flimrende letheds musikalske poesi og europæiske vision, der lyste det så vitalt op indefra. Her en times sært uvirkelig TV-optagelse fra den milde sommeraften på Orange, fredag 1. juli 1983 på tour for New Gold Dream (1982)…
The Cure på Orange
The Cure spiller på Roskilde i aften, 41 år og to dage efter deres første danske optræden i 1985, som var på Orange samme sted. Men hvorfor skulle der gå så lang tid inden de kom forbi Danmark? Svaret er enkelt; The Cure var simpelthen for upopulære her på de første hovedværker – Seventeen Seconds (1980), Faith (1981) og Pornography (1982) – til at deres europæiske turnéer svingede forbi København. En koncert i Saltlageret på Gammel Kongevej blev faktisk sat op som en del af deres Faith-tour i slut-maj 1981 – mit eget postpunk-band fra Viborg (Næste Uges TV) skulle endda spille support – men det hele blev desværre aflyst få uger før. Hvorfor? Der var solgt under 40 billetter. Så der røg chancen for at opleve Robert Smith, Simon Gallup og Lol Tolhurst på tæt hold. De to førstnævnte er endnu med, når bandet i aften kl. 22 går på foran en helt sikkert tætpakket dyrskueplads. Ja, det går op og ned i showbiz. Her er singleudgaven af ‘Fascination Street’ fra Disintegration (1989). Forleden i Dublin var der pludselig hele syv numre fra det album på setlisten…
Debbie på Dragørfærgen
18. februar 1978: Blondie’s Debbie Harry fotograferet af Staffan Johansson på færgen mellem Dragør og Limhamn. Blondie skal samme aften Sverigesdebutere på Malmö City’s fashionable rockklub Dad’s. Debbie Harry er da allerede 33 år gammel. I dag bliver hun 81. Livet i rocknroll bevæger sig nådesløst hurtigt, synes det. Tillykke til kvinden den vinterdag på færgen fra Dragør.
Smokers after Pink Pop
En kortfilms-montage af Justin Lockey, der veksler mellem forberedelse til sommerens første Editors-koncert (i Roubaix) og umiddelbart efter show på Pink Pop to dage efter…
Introducing…Pol!
De to hollandske brødre Ruben og Matthijs Pol udgør bandet Pol, der med egne ord er tiltrukket af – og transmitterer på – new wave-genrens frekvenser. Denne nye, lidt rå single, blot deres tredje, synes efter to minutter fanget ind og regnet ud, men så ændrer musikken pludselig karakter…
Listen to the voice of Buddha…
30. juni 1978 udsender Sheffield’s The Human League sin første single, der skal komme til at inspirere mange og meget…
Smokers outside Pink Pop
Sidste weekend var Editors på besøg på den store Pinkpop Festival i Landgraaf. Her hele deres show fra den tidlige lørdag aften på Hollands svar på Roskilde. Her setlisten…
The Racing Rats
Munich
Call It In
Sugar
A Ton of Love
Karma Climb
An End Has a Start
The Rush
Smokers Outside the Hospital Doors
The Phone Book
All the Kings
Papillon
Talk Talk i Montreux
Har indimellem behov for at genopleve denne liveoptagelse med Talk Talk. Året er 1986, englænderne er afsted på tour med da aktuelle The Colour of Spring og får en koncert TV-optaget i schweiziske Montreux ved byens traditionelle festival. Selvom der kun er gået to år siden forrige album, den identitetsstærke It’s My Life, har Mark Hollis og hans band musikalsk bevæget sig langt videre. Så det er i den nye ånd og med dens mere følelsesdirekte tilgang at titelnummeret fra It’s My Life her gives. Personligt kunne jeg virkelig godt have undværet det breakdown med percussion-solo før omkvædsfinalen, men det er svært ikke at elske alt andet omkring den storsvedende, skælvende version, Mark Hollis synger som gælder det selve livet…
Lørdagaftenspunkrock
Paris’ førstebølge-punkband Metal Urbain når aldrig at udsende et album før de er forbi. Tre singler bliver det til, de to første af dem fra 1977 – ‘Panik’ og ‘Paris Maquis’ – erklærede genre-klassikere. Her er det nummeret om Paris’ frihedskæmpere, den første single overhovedet på det engelske pladeselskab Rough Trade. Metal Urbain står karakteriseret af sine helhjertede frontalangreb ovenpå et mekanisk elektrobeat. Som det ses på optagelsen her er sanger Claude Panik – stærkt punknavn! – en sær visuel krydsning af Johnny Rotten og Sid Vicious. Musikken der fræser omkring ham, så langt mere nyskabende end Sex Pistols’, er bandets helt egen. Cool artwork med Eifeltårnet på hovedet.
Kødøksen synger
Queens of The Stone Age har været i KEXP’s session-studie og indspillet fire numre, der nu er blevet sendt i omløb. Her Josh Homme med kødøkse, strygere og blæsere i fornemt samspil…
Strokes spiller Walkmen
En bekymrende langhåret Hamilton Leithauser varmer lige nu op for The Strokes på deres USA-tour. Tirsdag i Boston inviterede Julian Casablancas ham på scenen for at synge med The Strokes, der til aftenen havde indøvet The Walkmen’s ‘Heaven’. At den sangs stive new wave-beat ligger perfekt til Strokes overrasker ingen. Men hvor er det svært at se Hamilton synge The Walkmen uden igen at blive syg af savn efter en regulær gendannelse af et band, hvis helhed var så meget større end den logiske sum af dets enkelte dele…
Chelsea webhotel #2
Anden Chelsea Wolfe-post her på kun et døgn, for siden onsdag formiddag har den vestamerikanske gothic folk-diva udgivet endnu en ny sang, der fortjener et publikum. Og den nærmest vægtløst svævende ‘The Dark’ står hørt herfra måske endnu stærkere, ialfald mere direkte kommunikerende, end gårsdagens ‘Death Is Not The End’. En koncert i Store Vega i slut-november er netop blevet annonceret. Det her kan måske blive ret interessant…