Pastoren, Joe Public, LS og jeg vil gerne sige tak for 2024, dels her på siden, dels ude i det virkelige liv. Håber I alle må få det bedste år nogensinde.
Godt nytår – vi ser frem!
Vi skal videre…!
Og Paul Westerberg skal videre
(Foto: https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0/)
I dag fylder Paul Westerberg 65 år. Han har i al stilfærdighed trukket sig ganske og aldeles fra musikverdenen, og i dag er kun hans gamle makker fra The Replacements, Tommy Stinson (set i baggrunden ovenfor), stadig udøvende musiker. Tak for sangene og tillykke, Paul!
Barfodet gennem livet
NYC-punkens ypperpræstinde Patti Smith fylder 78 år i dag. Hendes ungdomsår tilhører flowerpower-æraen i 60’erne, men hun er der alligevel gennem sit udtryk og sine ord for den yngre generation omkring de centrale klubber CBGB’s og Max’s Kansas City i 70’erne, da brydningstiden indfinder sig i 1976 og noget nyt opstår. Samtidig lykkes det hende noget utippet at blive regulær rockstjerne med sit band. Ikke noget der umiddelbart ligger i kortene på den kompromisløse debutplade Horses (1975), men da Bruce Springsteen tre år efter forærer hende sit potentielle hit ‘Because The Night’ ligger den brede vej banet. Her er hun dog med en af sine adskillige egne store sange, denne fra albummet Wave (1979), hendes i første omgang sidste inden hun for en længere årrække trækker sig tilbage til et liv i Detroit som familiemor med sin mand Fred ‘Sonic’ Smith, men det er en anden historie. Tillykke til Patti Smith fra New Jersey…
Au-Pairs i Ängelholm
Fredag eftermiddag var der pludselig en hurtig time til overs i svenske Ängelholm. Og hvem skulle have troet en så forholdsvis lille by har sin egen fine second hand-pladebutik? Velassorterede Electric Mud Records ligger i tre små men vinylproppede kælderrum tæt på stationen. Kom afsted derfra igen med et par rejsevenlige 7″ere, blandt andet denne 1979-debut fra engelske Au-Pairs. Birmingham-bandet med no bullshit-kvinden Lesley Woods i forgrunden blev snart langt mere kendte for deres første album Playing with a Different Sex (1981), en siden sært overset plade, men dengang hyldet overalt som både fremsynet postpunk-klassiker og central feministisk markør. Debut-EP’ens tre numre var ikke med på albummet, men er ligeledes stærke og absolut høreværdige i dag. Her er det A-sidens ‘You’…
Rocket U.S.A.
De fleste vil nok mene det nærmer sig kommercielt selvmord, at udgive sin debutplade i dødvandet mellem jul og nytår. Så naturligvis er det lige præcis hvad New York City’s Suicide gør. 28. december 1977 udsendes den elektroniske misfit-duos banebrydende og selvbetitlede album Suicide, et minimalistisk værk vel ingen har hørt uden at huske det bagefter, enten som ubehagelig koldsveds-paranoia eller sært dragende hypnotisk, muligvis begge dele samtidig. Her et af albummets syv skarptskårne numre…
Rocket rocket USA
Shooting on down the highway
TV star riding around
Riding around in a killer’s car
It’s 1977
Whole country’s doing a fix
It’s doomsday doomsday…
I’m in distress, I need a caress…
De fjerlette Manchester-punks Buzzcocks synger jul forbi med ‘What Do I Get’. Den her tidlige version fra en John Peel-session i september 1977 er jo nærmest mere perfekt produceret end den officielle single-version, der først udkommer februar 1978 og hvis engelske cover ses her foroven…,
ÅRETS ALBUMUDGIVELSER 2024
Så blev det den tid igen. Her er vores liste over albums, vi lyttede til i året, der svinder og snart bliver “sidste år”.
Hey Joe
Årsdagen for Joe Strummer’s bortgang, her med en evigt aktuel sang om unge mænd der kaldes ud i krig for at slå ihjel og selv miste livet…
…Maybe I want to see the wheatfields
Over Kiev and down to the sea…
Submission
De 11 numre på Never Mind the Bollocks er næsten hvad Sex Pistols nåede at indspille og udgive med Johnny Rotten som forsanger. Plus kun yderligere tre af deres egne, samt en stædigt insisterende version af The Stooges’ ‘No Fun’, placeret som b-sider på London-bandets fire samtidige UK-singler. Men hvordan havde Sex Pistols udviklet sig, hvis ikke Johnny havde fået nok af manager Malcolm McLaren’s kreative manipulation, samt det kaos-cirkus der konstant var omkring bandet, og var skredet i januar 1978 for snart at redefinere sig selv noget så eftertrykkeligt med Public Image Ltd? Svaret ligger måske på det markante Bollocks-track ‘Submission’, der musikalsk lyder af noget ganske anderledes – er det tidlig Roxy Music…? – og mere end den her-og-nu-aggression, alle Sex Pistols’ sange med Rotten ellers brænder på. ‘Submission’ blev iøvrigt i oktober 1977 udsendt som selvstændig single med ovenstående cover, men desværre kun i Frankrig. Fandeme en heftig 7″er ellers…
Irlands fortabte søn
Så hvor meget fattigere ville december ikke være uden The Pogues’ varmt sejlende musik og punkede anarki? Læg dertil Shane MacGowan’s besjælede ord, der sender sange som band afsted på bredest tænkelige vingefang.
Shane MacGowan, der døde sidste år, er naturligvis savnet nu, som han de facto var det de sidste 20-30 år af sit liv, hvor han grundet en ekstrem livsstil ikke længere var istand til at sejle sit unikke kongeskib af et lyrisk talent. Måske den kæntrende slagside var prisen for en så anderledes speciel vision og sans for at formidle den?
Musikken står under alle omstændigheder indspillet og kan nydes nu og i morgen. Man kan så nemt ønske sig at have hørt hvilke klassikere MacGowan kunne have begået de sidste 30 år af sit liv, hvor han ikke længere kunne skrive, men det er nok at misse pointen og præmisserne for denne uregerlige ener?
Her istedet ‘Sally MacLennane’, en af de mange forbløffende store sange, han nåede at servere os. Apropos at servere, så var det først i indeværende år det gik op for denne side, at titlen på sangen ikke er nogen irsk kvinde med grønne øjne, men istedet navnet på et ølmærke. Naturligvis. Det bliver sangens liv-og-død-fortælling dog overhovedet ikke dårligere af…
Sally MacLennane
Well, Jimmy played harmonica in the pub where I was born
He played it from the night time to the peaceful early morn
He soothed the souls of psychos and the men who had the horn
And they all looked very happy in the morning
Now Jimmy didn’t like his place in this world of ours
Where the elephant man broke strong men’s necks
When he’d had too many Powers
So sad to see the grieving of the people that I’m leaving
And he took the road for God knows in the morning
We walked him to the station in the rain
We kissed him as we put him on the train
And we sang him a song of times long gone
Though we knew that we’d be seeing him again
Sad to say I must be on my way
So buy me beer and whiskey ’cause I’m going far away (far away)
I’d like to think of me returning when I can
To the greatest little boozer and to Sally MacLennane
The years passed by the times had changed I grew to be a man
I learned to love the virtues of sweet Sally MacLennane
I took the jeers and drank the beers and crawled back home at dawn
And ended up a barman in the morning
I played the pump and took the hump and watered whiskey down
I talked of whores and horses to the men who drank the brown
I heard them say that Jimmy’s making money far away
And some people left for heaven without warning
We walked him to the station in the rain
We kissed him as we put him on the train
And we sang him a song of times long gone
Though we knew that we’d be seeing him again
Sad to say I must be on my way
So buy me beer and whiskey ’cause I’m going far away (far away)
I’d like to think of me returning when I can
To the greatest little boozer and to Sally MacLennane
When Jimmy came back home, he was surprised that they were gone
He asked me all the details of the train that they went on
Some people they are scared to croak but Jimmy drank until he choked
And he took the road for heaven in the morning
We walked him to the station in the rain
And we kissed him as we put him on the train
And we sang him a song of times long gone
Though we knew that we’d be seeing him again
Sad to say I must be on my way
So buy me beer and whiskey ’cause I’m going far away (far away)
I’d like to think of me returning when I can
To the greatest little boozer and to Sally MacLennane
© Shane MacGowan/The Pogues
Så det er december
Hvem skulle have troet at NDW-fænomenet Peter Schilling’s himmelsøgende europop-omkvæd fra 1982 skulle blive en central del af 2024, da specielt i hjemlandet Tyskland, hvor dets sang ‘Völlig Losgelöst’, som fortabt romantisk fabulerer videre på skæbnen for David Bowie’s Major Tom-karakter, blev brugt centralt omkring det tyske nationalmandskabs deltagelse i egen EM-slutrunde? Fodbold kan.
De døde synger livet
I går havde vi her Peter Doherty’s sang til Amy Winehouse. Og her er så den nu afdøde sangerinde selv på Glastonbury’s scene sammen med The Specials og deres Terry Hall, som selv gik bort i dag for 2 år siden, kun 63 år gammel, han er stærkt savnet. Læg iøvrigt mærke til The Specials’ keyboard-maestro og bandleader Nikolaj Torp, der få år før var med på keys på Vejen Hjem Fra Rocknroll-touren. Men det var bare en bibemærkning; posten her tilhører Amy og Terry…
Slim Dunlap er død
Slim Dunlap, der var guitarist i The Replacements, døde i går. Han blev 73. Slim Dunlap efterfulgte Bob Stinson, der i 1986 blev bedt om at forlade det turbulente band (hvor også Bobs bror, Tommy, var med). Som de andre medlemmer fik han en solokarriere, der dog desværre sluttede brat, da han i 2012 fik et alvorligt slagtilfælde. Slim kom aldrig til at spille igen. De andre genforenede The Replacements og indspillede Songs for Slim-EP’en med det mål at skaffe penge til at betale pleje- og hospitalsregninger. Sådan er sundhedsvæsenet (eller mangelen på samme) i USA.
Der er ikke så mange klip, hvor Slim Dunlap er med, men her er han med resten af The Replacements.
Egentlig hed Slim Dunlap faktisk Robert Dunlap – så den ene Bob blev erstattet af en anden Bob.
Selveste Bruce Springsteen sagde i 2014
Slim Dunlap is fantastic. He was a part of The Replacements and he made two fabulous rock records that were just really, deeply soulful and beautiful,…I hope I get a chance to cut one of his songs because he’s, it’s just, this stuff, check out the two Slim Dunlap records because they’re just so beautiful, they’re just beautiful rock ‘n’ roll records. I found them to be deeply touching and emotional.
Så det er december
Da hele pop-verdenens car crash i slow motion Amy Winehouse døde i 2011 skrev hendes nære ven – og lidelsesfælle ude på nattens overdrev – Peter Doherty denne sang. Fire år efter indspillede og udsendte han den på en single. Ingen kunne vel skrive en så veldrejet intim ballade som Doherty i de år, inden hans så utøjlede talent tog Shane MacGowan-flugtvejen ud ad bagdøren…
Så det er december
Mørk musik til en mørk tid? Hvad så med et af de hele 20 numre der er på det nye album The Cleansing fra den tidligere The Only Ones-frontfigur Peter Perrett? Sjældent har basic rocknroll i indeværende år vel lydt relevant, men her sker det uden problemer. Og så kommer hele herligheden ovenikøbet på Perrett’s beske stemmebånd med et Richard Butler fra Psychedelic Furs-værdigt skud af veldoseret verdenslede…