Ja, for 44 år er vel set i det store billede bag tidens flygtige rasen ingen alder? Du kom til verden 12. september 1980, helt forskånet for det åbenlyse besvær og de fødselskomplikationer, din kun 16 måneder ældre storesøster Lodger måtte gennemgå. Du var fra første dag et særegent, indtagende barn, og du er gået nærmest legende gennem din ungdom og blevet voksen af år med en ubesværet ynde, der kun er de færreste forundt. Vi fejrer dig her i dag med et spolebånds-scannet foster-lydbillede fra før du blev til, hvor man alligevel klart fornemmer den store betydning af, hvad der snart er på vej…
Læste en svensk anmeldelse af den nye Thåström-single, hvor anmelderen mener, Thåström’s store kvalitet er, at han “manar oss till frihet och tröstar oss till att tro på något större, att änglar och helgon, eller musik, människor eller platser man älskat men glömt bort, finns där för oss när ingenting annat ter sig verkligt eller värt att satsa på”. Tankevækkende; at genfinde tidens – og måske sin egen – trængte sjæl gennem selektivt fokus og en proaktiv eskapisme. Så her et skud Ramones…
Vi starter den nye uge med lidt død omkring øjnene. For op til weekenden gik den engelske session-bassist Herbie Flowers bort, 86 år gammel. Ikke mange kender måske hans navn, men han er blevet hørt af de fleste, nok specielt for den signatur-bassgang – der er faktisk to instrumenter i den; den dybe tone er en kontrabas, den lyse en elektrisk bass – han fandt på og spillede så fornemt til Lou Reed’s Lou Reed-klassiske ‘Walk On The Wild Side’. RIP Herbie Flowers!
I dag udkommer Thåström endelig med sin første nye musik i tre år. Og albumforløberen ‘Solen I Den Vänstra’ lyder straks som en smuk vinder, der i association her denne hede nat umiddelbart kaster pile tilbage til så forskellige tidligere Thåström-fakler som ‘Beväpna Dig Med Vinger’, ‘Die Mauer’ og ‘Aldrig Av Med Varandra’. Men egentlig er det forkert at skrive den slags, for først og fremmest smager denne nye ubeskrevne sang jo heldigvis af noget nyt og ukendt; altid på vej. Enjoy!
Beatles-coverversioner er nitten ud af ti gange noget man bør holde sig meget langt fra. Er der da overhovedet undtagelser? Jo, i 1976 udsender brødrene Mael – bedre kendt som Sparks – en enkeltstående single, hvor de backet af et mægtigt orkester giver en overdådig fortolkning af The Beatles’ ‘I Want To Hold Your Hand’. På deres cover rykkes sangens etablerede grundstemning fra purung, regelret Merseybeat helt over til et voksent sommertids-USA af summende græsplæne-vandere, cocktailshakers og den fjerne lyd af Burt Bacharach-plader spillet ned gennem dalen…
En uannonceret, sjælden offentlig fremkomst af Thåström i aftes, hvor han dukkede op og sang med på et par sange, da det hæderkronede svenske rockband Eldkvarn spillede en af de usminkede intimkoncerter, der hver sommer er blevet tradition for på den lille udendørsscene Mosebackterassen på Söder i Stockholm. Mester T sang først med på Eldkvarn’s ‘Ingen Bra För Mig Själv’ og derefter sin egen og Ebba Grön’s ‘Flyktsoda’, et nummer han vel aldrig før har rørt ved som soloartist…
Her samme ‘Flyktsoda’ med Eldkvarn og Thåström for 36 år siden, da der var en helt anderledes brændbar benzin på Norrköping-bandets motor…
Al den snak om Oasis har også afstedkommet gode ting. F.eks. har den sat gang i en diskussion om hvad Britpop-æraen var og betød, ikke blot kulturelt men også musikalsk. Og her står det hurtigt klart at Beatles-fanbrødrene fra Burnage med deres effektive Slade-boogie måske ikke ligefrem repræsenterer den progressive ende af spektret. En sang der lige nu i den forbindelse cirkulerer på SoMe er følgende optagelse fra BBC’s Later, hvor Bernard Butler og David McAlmont fremfører en mageløs version af duoens egen ‘Yes’. Bare starten, hvor en storstøjende Butler demonstrerer hvorfor Suede altid vil savne ham, er hele indgangsprisen værd i engelske £. Og derefter kommer så den himmelske sangstemme ind, der både er Brett A med englevinger og klassisk soul og helt sin egen. Britpop kunne.
Her er en forsinket note om Cat Powers koncert i DRs koncerthus i København den 31. august, hvor Chan Marshall (som hun jo rigtigt hedder) fortolkede Bob Dylan. Sætlisten var præcis den samme som på hendes album fra sidste år. Og dén er identisk med sætlisten fra Bob Dylans koncert i Manchester i 1966 – ét sæt med stille, akustiske numre efterfulgt af et sæt med et rock-ensemble af den slags, Bob senere blev vant til at optræde med.
Dette var min første koncert med Cat Power, og jeg har kunnet læse mig til hvordan hun gennem årene har været præget af psykisk sårbarhed og sceneskræk. Foran Chan Marshall stod et nodestativ med teksterne til alle sangene og et bord med flasker med vand, et krus te (eller kaffe) og nogle små håndklæder og servietter. Meget af det er formodentlig forsøg på at håndtere netop denne sceneskræk. Det er selvfølgelig ikke rationelt – hun har sunget disse sange masser af gange – men angst er aldrig rationel. Jeg forstod ikke helt hendes ønske om at gå med høje stilethæle – ofte virkede de mest til at være til besvær, og til sidst smed hun da også skoene en overgang. Samtidig med at udtrykket blev mere rocket, fornemmede jeg tydeligt, at hun begyndte at hvile i sig selv på scenen.
Var det så godt? Ja og ja. Når koncerten var bedst, var det sublimt. Bandet fra koncertens anden halvdel er særdeles tight og Chan Marshall synger jo dejligt. Hun har sådan en udtryksfuld vokal, som man på engelsk ville kalde husky, og den er i høj grad det, der gør disse Dylan-fortolkninger til noget særligt. Ligesom Bob (og vel også fordi hun har sunget disse sange så ofte) går Chan Marshall ofte i gang med at bygge om på sangene i det små med andre fraseringer. Nogle gange sidder det i skabet, andre gange ikke helt.
Al den snak om Oasis. 35 år siden i dag at deres spirituelle storebrødre The Stone Roses udsendte en forkortet studieversion af dette perfekte åbningsnummer fra debutalbummet på single. Her ‘I Wanna Be Adored’ i liveversionen fra den mytologiserede Blackpool-koncert fra lige da The Stone Roses brød igennem lydmuren. Rocknroll kunne.
From The Jam-bassist Bruce Foxton, der for et par uger siden blev sygemeldt for længere tid, fylder år i dag. Her er han med de rigtige The Jam en svedig aften 16. august 1977 på punk-spillestedet Electric Circus i Manchester. Tillykke og god bedring!
