Mercury Reverie

Hvad skal vi sige til den nye Mercury Rev-plade Born Horses? Der gives næsten udelukkende storladen, ophøjet musik undervejs og usædvanligt meget sjælesøgende tale-sang. Sine steder antager den ensrettede æstetik næsten et udtryk af kitsch, så glansbillede-smukt, vægtløst og nærmest salvelsesfuldt står det hele. Her albummets afsluttende nummer, hvor Mercury Rev for en sjælden klædelig gangs skyld iklæder sig lyden af et rockband og trykker lidt på speederen…

Snapshot fra New York

Hvad er tid? I aften er det 45 år siden Pennie Smith på Palladium i New York City tog sit billede af The Clash’s Paul Simonon, der få måneder efter blev brugt som nu ikonisk coverfoto på London Calling. Pennie Smith var umiddelbart ikke glad for valget, da det gik hende på, det instinktive skud ikke stod skarpt. Senere har hun naturligvis accepteret, at der er en kraft i og omkring det billede, som er langt vigtigere end små tekniske detaljer. Her den ene sang Simonon skrev og sang til dobbeltalbummet…

Another world, another planet

Rocknroll som Lou Reed opfandt den på dagens nye single fra den tidligere The Only Ones-forsanger Peter Perrett, der for få år siden lavede et af de mest usandsynlige comebacks i britisk rock. Mirakuløst nok får Perrett igen den gamle hånddrevne lyd og de velkendte virkemidler fra til at spille friskt for sig her. Musik kan…

Stilhed i Serbien

Mens dette skrives, er jeg omkring 30 kilometer fra grænsen til Serbien. Derovre findes Sixth Sense, og her er deres nye sang “Tišina”. Det betyder “stilhed”.

En omtrentlig oversættelse af teksten er

Jeg drømte om dit navn den nat,
Jeg så himlen og fuglene i den varme ørken
Jeg tog mit bind for øjnene, så jeg kunne se ud i mørket,
at se alt det der går, vil jeg gerne vide

Stilhed kalder på mig, og den ødelægger alle drømme, og den ødelægger alle drømme

Jeg vil have slutningen, stilhed og drømme,
Jeg mener slutningen, stilhed og drømme
Jeg tog mit bind for øjnene af
at kunne se ud i mørket
at se alt det der passerer,
Jeg vil gerne vide det

Stilhed kalder på mig, og den ødelægger alle drømme, og den ødelægger alle drømme

En orm med rygrad?

Ny rablende single på en nøgen madras af rytmebox og lo-fi-intens backing fra Elias Rønnenfelt, der albumdebuterer som soloartist i slutningen af oktober. Kan godt være Elias prøver at skjule det bag produktionens ekstreme reverb, men det er altså et stort omkvæd han har gang i her…

Kunsten ikke at tabe momentum

Man taler om hurtige startere i atletikkens løbsdiscipliner. Gjorde man det samme i rockmusik, ville London’s Elastica falde ind under det begreb, for deres umiddelbare ankomst i 1994/95 stod imponerende profileret; fire stærke, identitetsklare singler, samt et krast album der levede gennem disse. Men derefter akut stagnation markeret af bandets andet album – husker intet fra det – hele fem år senere. Ja, i real time en replika af drejebogen for den kreative nedsmeltning The Stone Roses gik ned under. Var det drugs, dårlig kemi, apati, eller bare livet som sådan der tog Elastica-medlemmernes fokus væk fra deres band, der først stod så flyvefærdigt, hmm. Übercool frontfigur Justine Frischmann, der i dag er bosiddende i Californien og vistnok maler, fylder 55 i dag. Vi kvitterer her med Elastica’s første single ‘Stutter’, der stadig er en punket britpop-drøm af en debutsingle…

Keep a little Marc in your heart

Årsdagen for at Marc Bolan i 1977 omkommer i en trafikulykke på vej hjem fra en sen nat i byen i London. Bolan’s lilla Mini (der torpederer et træ) føres af hans kæreste Gloria ‘Tainted Love’ Jones, der spiller keyboard på denne optagelse af ‘New York City’, et højdepunkt blandt de senere singler i T. Rex-karrieren. Fire minutters sødmefuld larm her i respekt og kærlighed for en epokegørende glam-entertainer…

Dreaming on 45

Denne weekend er det blevet hele absurde 45 år siden Blondie fra Lower East Side i New York City udsendte en af sine allerbedste singler. ‘Dreaming’ er skrevet i fællesskab af Chris Stein og Debbie Harry, men det er Clem Burke’s vildt offensive amfetamin-trommer som driver nummeret frem til sin endestation af bemærkelsesværdig vitalitet. Passende derfor at han på scenen er placeret allerforrest på denne Top of the Pops-optræden…

Glittering prize

Den allerførste store plade der udkom og farvede tiden, da jeg kom til København var Simple Minds’ New Gold Dream (81-82-83-84). Det forfinede album, der stadig gløder af en helt speciel vægtløshed i spil, udtryk, produktion og mix, har fødselsdag i dag. Her singlen ‘Glittering Prize’ der blev udsendt allerede i midten af august som budbringer for det snartkommende mesteralbum. Det er vel først og fremmest Derek Forbes’ atypiske og innovativt melodiske bassspil, der bærer nøglen til bandets så specielle musikalske lethed på dette tidspunkt…

The name of this band is not Talking Heads

Sidste sang på side 1 på Simple Minds’ tredje album, den ny-europæiske coming of age-drømmesynsregn Empires and Dance, hedder ‘This Fear Of Gods’. Har nogle gange svært ved at høre det mageløse, langsomt udviklende stemningsnummer uden at tænke på, om samtidige Talking Heads’ musik ville have lydt ca. sådan her – transcendent, dog så anderledes rytmisk firkantet – havde de i stedet været et europæisk band. David Byrne er jo iøvrigt rent faktisk af skotsk oprindelse, født i Dumbarton, kun 20 km fra Simple Minds’ hjemby Glasgow. Empires and Dance udkom dags dato i 1980…

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.