– Hver gang vi udgiver en ny plade, bliver vi beskyldt for at spille ligegyldig bluesrock. Også da vi for et par år siden udsendte albummet Running Man, der er en meget dyster og langsom plade, som udspiller sig i et stort univers af strygere og mærkelige blæsere. Orkestret Under Byen er det rene Abba i forhold til den plade, og alligevel bliver vi beskyld for at lave det samme. Det beviser, at flere anmeldere ikke gør sig ulejlighed med at høre musikken, inden de kritiserer den.
– De fine anmeldere kunne godt lære noget af deres kolleger, nyhedsjournalisterne. De går altid efter den største historie, mens det forholder sig omvendt hos anmelderne. Den enkelte kritiker elsker at gå efter små ukendte bands, selvom der ligger en indlysende historie i, at vi har solgt 140.000 eksemplarer af vores plade. Hvorfor sætte fokus på amerikanske Flaming Lips, som ingen kender, og skrive lange interviews med Henrik Hall? Jeg forstår det ikke. Han er tidligere mundharpespiller i Love Shop og har solgt 235 eksemplarer af sit soloalbum. Men det handler nok om, at de enkelte anmeldere sørger for at pisse deres territorium af og skrive om de rigtige ting.
Peter Viskinde, Big Fat Snake i Jyllands-Posten
