Der er et yndigt land


Ovenstående Dannebrog er indgangsbilledet på BBC’s hjemmeside i dag. Sagen om de tegninger i JP har sat fokus på landet her som aldrig før. Når alt kommer til alt handler det hele vel næppe om ytringsfrihed, men mere om en efterhånden hårdt prøvet minoritet, der endnu en gang er blevet sat på plads og latterliggjort. Normalt klarer vi den slags internt, denne gang ser hele verden på, med reaktion til følge.

For nogle år siden havde vi selv travlt med at pege fingre af Østrig, som da var på vej langt ud over overdrevet mod højre. Nu er det os man ude i Europa nærmest skammer sig over. Det lille land med den store historiske tradition for menneskeligt overskud viser sider, ingen andre finder anstændige. I en turbulent tid, hvor lette løsninger ikke gives, synes kun én ting bombesikker: Det er sgu’ ikke blevet sjovere at være dansker under Fogh/Kjærsgaard.

Den dag, musikken døde

Den 3. februar 1959 styrtede et lille fly ned i USA. I det befandt sig Buddy Holly, Ritchie Valens og The Big Bopper på vej til en koncert i Fargo i North Dakota. Waylon Jennings, der dengang var bassist for Buddy Holly, skulle have været med, men The Big Bopper overtalte ham til tage med bussen i stedet.

Anbefaling for en weekend


Sangerinden Isobel Campbell fra lyse, gennemsigtige Belle & Sebastian koblet med Mark Lanegan, mørkets egen stemme fra Queens of the Stone Age, Screaming Trees og en række dystre soloplader. På papiret ser den kombination hverken lykkelig eller holdbar ud, men virkelighed overrasker heldigvis. For de to har sammen på nye Ballad of the Broken Seas skabt et dragende kontrastfyldt univers, bygget op hovedsageligt omkring hendes enkle, skeletagtige sange.

Hun er Nancy Sinatra, han er Lee Hazlewood, uskyld møder udyr, men uden at vi behøver kalde det kitsch. Dertil stikker Lanegan som sanger alt for dybt. I en tørt blæsende udgave af Hank Williams’ evergreen “Ramblin’ Man” synger han passende ” I love to see the towns a-passin’ by / And to ride these rails ’neath god’s blue sky / Let me travel this land from the mountains to the sea / ’cause that’s the life I believe he meant for me / And when I’m gone and at my grave you stand /Just say God called home your ramblin’ man”, mens hendes stemme forgæves kalder ham, så ikke et voksent øje ønsker at forblive tørt.

Alderen trykker

Tag det roligt, jeg er ikke fan af dem. Men Jens’ indlæg om Arcade Fire og kommentarerne til det fik mig til at tænke på mit 20-års-skolejubilæum, hvor mine gamle skolekammerater insisterede på at høre Smokie o.lign. til ud på den lyse morgen. Jeg havde taget nogle cd’er med, som jeg troede ville egne sig til fest, bl.a. Afghan Whigs (1965) og – nå ja – Love Shop (bl.a. 1990, for nu at blive ved årstallene). Ingen vidste hvad det var for noget, ingen ville høre det. Det var bare for moderne og underligt for dem.

Lad os ikke ende sådan, vel?

Arcade Fire


Arcade Fire’s debut Funeral blev årets plade næsten overalt i Europa. Jeg kom ikke op på den massive hype, men efter at have set ovenstående AF-plakat, må jeg vist høre det canadiske band igen. Hvis Funeral kan levere bare halvt så meget svævende undergang som det måneskinsbelyste pariserhjul, vil jeg med…

We all live in a Robbie Fowler-house


Februar-måned begynder i dag med aftenkamp for Liverpool på Anfield mod Birmingham City, ikke i sig selv en så opsigtsvækkende begivenhed. Det er L’pool’s kampprogram for den kommende måned derimod. På små 4 uger skal hele 8 kampe spilles. En sjælden hård schedule, og når man ser modstandernavnene ser det sgu’ farligt ud. Det bliver perioden, der afgør om sæsonen i år skal gå mod succes eller nedtur.

Med forventede sejre mod mindst 3 af de mindre hold samt points mod både Chelsea og Arsenal i PL, en KO af Man U i FA-cuppen, og et godt udgangspunkt mod Benfica i CL, vil tingene se mere end rosenrøde ud. Men det er ønsketænkning. Omvendt kan det gå helt galt, hvis Chelsea slår hårdt til på søndag. For så kommer de mange følgende kampe måske for hurtigt og for svære til, at kunne nå at finde fodfæste igen. Det travle LFC-program lyder:

1. Liverpool v Birmingham
5. Chelsea v Liverpool
8. Charlton v Liverpool
11. Wigan v Liverpool
14. Liverpool v Arsenal
18. Liverpool v Man Utd (FA-cup)
21. Benfica v Liverpool (Champions League)
26. Liverpool v Man City

“We all live in a Robbie Fowler-house” er en Manchester City-sang og går til melodien af “Yellow Submarine”. Og netop Man City har iaften hjemmebane mod forarmede Newcastle United, hvor manager Souness bare ikke tåler flere nederlag, hvis han vil blive hængende i jobbet. Af andre spændende opgør, har Blackburn hjemmekamp mod Man U. Efter slagsmål i spillertunnelen forleden mellem Blackburn’s Rob Savage og United’s ligeså sympatiske Gary Neville, er der igen lagt op til kold, hadefuld fight.

Arsenal, der har haft et par katastrofale måneder, skal søge at rette op på Highbury mod West Ham. Bare på én uge er Arsenal blevet slået ud af begge engelske pokalturneringer. Wenger har ved de lejligheder sparet en del af sit førstehold, hvilket forekommer uforståeligt, da der efterhånden ikke er så meget at spare dem til. Topholdet Chelsea har som altid en på papiret overkommelig opgave, i aften er det Villa der står på menuen – velbekomme, Special One.

The boy looked at Johnny


Det kan godt være han i dag er reduceret til celebrity-shows og fame-business. Men engang, for længe siden, flyttede han de store bjerge. John Lydon, eller Johnny Rotten som han hed med Sex Pistols, bliver 50 i dag. Hvor var det trist da Pistols blev gendannet. Her en hurtig top-5 over de bedste øjeblikke med John:

1. Public Image – Public Image Ltd.
2. God Save The Queen – Sex Pistols
3. I Wanna Be Me – Sex Pistols
4. Bodies – Sex Pistols
5. Substitute – Sex Pistols

Billedet ovenfor er taget under en af Sex Pistols-koncerterne på Daddy’s Dance Hall, København, d. 13/14 juli, 1977.

Ingen Aalborg til os

Vi bliver ved med at få forespørgsler om det, så her den endelige status: Det har ikke kunnet lade sig gøre at arrangere koncert i Aalborg nu til foråret, desværre. Byens ene spillested var booket op, det andet ikke interesseret i at se os før senere. Ærgeligt, men sådan er det. Håber at I deroppe istedet har mulighed for at møde os her:

30/03/06: Odense, Magasinet
31/03/06: Kolding, Pitstop
01/04/06: Århus, Voxhall
10/05/06: Roskilde, Gimle
11/05/06: København, Store Vega

Ingen fri bar

Ved ikke hvor Pastoren får det fra, når han tror spritten flyder frit i forbindelse med de prisuddelingshows. For nej, både fadøl, drinks og Schweppes Indian Tonic kostede rigtige penge i Vega, lørdag aften. Det hjalp så lidt på det, at der i medgift til den Steppeulvspris, der heldigt kom min vej, fulgte en stor 3-4 liters flaske champagne. Den skålede vi i, Number One Rune Kjeldsen, Jesper Lind, Søren Kærgaard, Henrik Hall, Nikolaj Nørlund, Mikkel Damgaard, vores venner und Ich. Usch – det blev en lang nat på Vesterbro…

Ikke kun fri bar!

I går aftes fik Jens en Steppeulv som årets tekstforfatter. Og Nikolaj Nørlund fik en statuette af samme slags som årets producer. Herfra skal lyde et stort tillykke og en række begejstrede udråbstegn: !!!!!!!!!!!!

De andre prismodtagere blev forresten:

Årets album: Mew: ‘Mew and the Glass Handed Kites’
Årets sang: Bikstok Røgsystem feat. Erik Clausen: ‘Fabrik’
Årets orkester: Bikstok Røgsystem
Årets musiker: Tue Track
Årets komponist: Mew
Årets håb: Volbeat
Årets vokalist: L.O.C.
Årets livenavn: Kashmir
Årets initiativ: Sang og nodebogen: ‘Den Nye Sangskat’
Pionerprisen 2006: Kliché

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.