En opmærksom bruger gør opmærksom på 2-årsdagen i dag for den sidste aften på Love Shop’s National-tour. Den faldt på tropevarme Rytmeposten i Odense, og gik – ifølge LS-arkiverne – således:

CARPENTERS
DET ELSKER JEG
KRÆMMER$JÆL
NORDLYS
YUGO STAR
BIN LADEN BLUES
FREMMEDLEGIONÆR
DRØMMENES KØBENHAVN
I DEN NYE BY
IDAG SÅ BEDRE UD IGÅR
BILLEDER AF VERDEN
RADIO KALUNDBORG
ALLE HAR EN DRØM AT BEFRI
WEEKENDER
FAN STAR
HVORHEN? HVORDAN? HVORNÅR?
BELLAVISTA SOL
DET TOG MIG ET ÅR
+ + +
SIG DET ALDRIG MERE
MIN ELVIS
LOVE GOES ON FOREVER
HUN ER STADIGVÆK EN LILLE PIGE
+ + +
KOMMET FOR AT GÅ

Apropos vores snak om Pete Doherty’s junkie-stardom her på siden – Playlouder.com stikker Babyshambles-kniven ind hvor det gør ondt:

http://www.playlouder.com/review/+down-in-albion/

Der er en anden verden på billedet her ovenfor, fra en tidlig forårsaften i 1981. Twin Towers (længst bagude) har stadigvæk mange år at løbe på og The Clash – et af de 1-2 bedste rockbands nogensinde – findes endnu. I dag for præcis 27 år siden, d. 10 november 1978, blev deres anden plade “Give ‘Em Enough Rope” udsendt. “Rope” er nok det svageste af de 5 Clash-albums, men indeholder alligevel nemt en håndfuld uomgængelige klassikere, som nedenstående, om Mick Jones og Joe Strummer’s akavede Jamaica-besøg:

“SAFE EUROPEAN HOME”

WELL, I JUST GOT BACK AN’ I WISH I NEVER LEAVE NOW
WHO DAT MARTIAN ARRIVAL AT THE AIRPORT?
HOW MANY LOCAL DOLLARS FOR A LOCAL ANAESTHETIC?
THE JOHNNY ON THE CORNER WAS A VERY SYMPATHETIC

I WENT TO THE PLACE WHERE EVERY WHITE FACE IS AN
INVITATION TO ROBBERY
AN’ SITTING HERE IN MY SAFE EUROPEAN HOME
I DON’T WANNA GO BACK THERE AGAIN

WASN’T I LUCKY N’ WOULDN’T IT BE LOVERLY?
SEND US ALL CARDS, AN’ HAVE A LAYING IN ON A SUNDAY
I WAS THERE FOR TWO WEEKS, SO HOW COME I NEVER TELL
THAT NATTY DREAD DRINKS AT THE SHERATON HOTEL?

NOW THEY GOT THE SUN, AN’ THEY GOT THE PALM TREES
THEY GOT THE WEED, AN’ THEY GOT THE TAXIS
WHOA, THE HARDER THEY COME, N’ THE HOME OF OL’ BLUEBEAT
YES I’D STAY AN’ BE A TOURIST BUT I CAN’T TAKE THE GUNPLAY

Yeah? Rudie come from Jamaica Rudie can’t fail
Rudie come from Jamaica Rudie can’t fail
Rudie come from Jamaica cos Rudie can’ t fail
Rudie come From Jamaica rude cant fail
Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie can’t fail
Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie can’t fail
A-Rudie loot and a-Rudie shoot and a-Rudie come up then back down
Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie *&^$&£”£%£
Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie can’t fail
Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie he can’t fail
Nice guy European home
Explosive European home
Twenty Four Track European home
Yes he come and yes he go knows what Rudie knows

© Joe Strummer

DM’s “Touring The Angel”-tour er netop begyndt i USA. Første aften i Petersburg, Florida bød på følgende set:

Intro
A Pain That I’m Used To
John The Revelator
A Question Of Time
Policy Of Truth
Precious
Walking In My Shoes
Suffer Well
Damaged People
Home (Piano-Version)
I Want It All
The Sinner In Me
I Feel You
Behind The Wheel
World In My Eyes
Personal Jesus
Enjoy The Silence
——————————–
Somebody
Just Can’t Get Enough
Everything Counts
——————————–
Never Let Me Down Again
Goodnight Lovers

Midt i dette overflødighedshorn af kongeelectro, skal det øjeblikkelige fravær af nyeste plades essentielle “Nothing’s Impossible” og Exciter’s absolutte højdepunkt “Freelove” dog beklages.

Ikke noget nyt under the killing moon, men alligevel en meget fin, fritsvævende koncert i Lille Vega. Ian McCulloch sang virkelig bedre end længe hørt, bandet spillede som troede de på sangenes kraft. Det gjorde vi derude i salen så nemt. God tur videre til Amsterdam, Antwerpen, Barcelona, Madrid, Paris, USA X 16, Liverpool X 2 – kom snart igen!

Var ude en tur ved havet tidligt i morges og tog der ovenstående billede. Ligner næsten et pladecover, gør det…

Kent er tilbage! På den nye 5-sangs udgivelse “The Hjärta & Smärta EP” fremstår Berg & co. igen levende, relevante, nødvendige. Væk er det massive fæstningsværk, forårets “Du & Jag Döden” byggede op. Den plade kom med en distanceblændende stor lyd, som aldrig lukkede lytteren ind i Kent’s intime nærhed. Og på afstand var det vel kun åbningsnummeret og slutsangen, der havde arkitektonisk klarhed nok til at kunne stå ud og begå sig.

De ting står først klart nu, hvor den nye EP skærer dem ud i pap. For pludselig lyder Kent atter rørende. Siden “Hagnesta Hill” har dette kun sjældent været tilfældet. Snarere end at kommunikere, har Joakim Berg’s sange mest af alt fremstået som velgennemtænkte øvelser over, hvordan et meget populært rockband konsoliderer sin position. Eller sagt på en anden måde: Kent har virket hæmmet af egen succés.

Så meget desto mere befriende at høre den “nye” lyd på “The Hjärta & Smärta EP”. Genforenet med Nille Perned, produceren fra de første to albums, lykkes man endelig igen med at få små nuancer i musikken til at fungere. Og om det så er i børnekoret på “Dom Som Försvann”, i de luftige keyboards på “Månadens Erbjudande”, i Berg’s hviskende sang, eller i lysende Sami Sirviö’s guitarfigurer, findes der nu overalt atter en organisk tilstedeværelse af den helt specielle nordiske melankoli, vi alle oprindelig faldt for hos Kent. Disse fem sange er personlige breve – tak for dem og velkommen hjem!

Se under links til højre. Klik A:larm Music. Tryk til venstre på A:larm’s side ved “Release plan”. Scroll helt ned, og hvad står dér?

27.03.06 – Henrik Hall – “Solo”

Hey!!!

I disse dage er det 20 år siden, The Replacements udsendte albummet Tim. Dette skulle vise sig at blive det sidste album, hvor guitarist Bob Stinson var med. Han blev smidt ud af gruppen på grund af sit eskalerende stofmisbrug (jvnfr. en vis stakkel ved navn Pete Doherty). Det er Bob Stinsons ansigt, man kan se på hovedet øverst på albummets forside. Hvor meget han rent faktisk spillede på albummet, er en anden sag.

Tim er et legendarisk album; Alex Chilton var oprindelig indkaldt som producer, men Tommy Erdelyi, tidligere trommeslager i The Ramones, endte med at producere sangene. Mixet er ikke noget at råbe hurra for; sangene er derimod fine. Hør ‘Here Comes A Regular’ og kom i novemberstemning, Og der er ‘Kiss Me On The Bus’ og ‘Swinging Party’ og ‘Left Of The Dial’ og… De eneste regulært kedelige numre er garagenumrene ‘Lay It Down Clown’ og ‘Dose Of Thunder’.

Og så havde tre af gruppens medlemmer forresten nordiske aner: Brødrene Stinson (= Steensen) og forsanger og sangskriver Paul Westerberg (et svensk efternavn). De var trods alt også fra Minnesota, hvor mange nordiske indvandrere slog sig ned.

Pete Doherty interviewet i dagens The Guardian. Ikke hyggelæsning, men interessant anyway. Babyshambles-debut’en “Down in Albion” udkommer d. 14. november. Så all over the place-rodet fucked up er den, at de i forvejen kaotiske og underproducerede Libertines-plader lyder som Electric Light Orchestra ved siden af. Music hall møder væltende mikrofoner møder romantisk fortabthed møder slingrende punk rock, falder og slår sig rigtig grimt, mens en vistnok tidligere medfange fra Pentonville-fængslet kommer forbi og fremfører dopet taber-reggae. Kedeligt er det ikke – men godt??? Svært at sige umiddelbart. Musikhistorie og real life. Apati og hjerteflimmer. “There’s a lesson I have learned/ If you play with fire you’ll get burned”, mumlesynges der ufokuseret i “What Katie Did Next”. Vise ord. Hvad Pete gør herefter bliver ifølge Guardian-reportagens virkelighed ikke for børn.

http://www.guardian.co.uk/filmandmusic/story/0,16373,1607626,00.html