6 tanker om “Nede til tælling i Albion”

  1. Fsva Combat Rock: uenig, men det handler vel om smag og behag. ‘Straight to Hell’ er ganske rigtigt genial. Det samme er ‘Ghetto Defendant’. ‘Know You Rights’ er ikke langt efter, og ‘Rock the Casbah’ er et suverænt hit, omend måske mere et Duran Duran-hit end et Clash-hit. Det gør ikke noget, DD var også virkelig gode dengang 🙂 Men resten sætter jeg slet ikke pris på. Sådan noget som ‘Red Angel Dragnet’ og ‘Inoculated City’, det er et band der kører i tomgang, og funk som ‘Car Jamming’ ville selv Big Audio Dynamite have holdt sig for gode til. Og ‘Should I Stay…’ er bare irriterende. Det kunne have været en forrygende ep, dog…

    Fsva Head Music: uenig, men det handler vel om smag og behag 🙂 ‘Everything Must Flow’ er ganske rigtigt genial. ‘Down’ og ‘He’s Gone’ er ikke langt efter, og ‘Electricity’ og ‘Can’t Get Enough’ er effektive livenumre, i det mindste. Men noget som titelsangen, ‘Elephant Man’, ‘Asbestos’ og ‘Hi-fi’, det er et band der kører i tomgang, og reggae-light som ‘Savoir Faire’ er bare skidt. Og ‘Indian Strings’ er bare irriterende (sorry :-). Det kunne have været en forrygende ep, dog…

  2. Jeg står sikkert ret alene med dette synspunkt, men jeg har faktisk altid syntes ret godt om Suedes “Head Music”….selv om den almindelige antagelse er at det er det første rigtigt svage album fra Suede. Måske er den ikke på niveau med den friske debut eller storslåede Dog man Star – og måske er den ikke så spækket med pop classics som Coming Up – men den meget kølige og maskinelle lyd som mange af numrene har, passer faktisk overraskende godt til Andersons verdensfjerne vokal. Og så gør et par pinagtige tekster ikke så meget – den kolde stemning er flot sat sammen. Og så er der jo et par undervurderede ballader med på albummet i form af Everything Will Flow og Indian Strings.
    Drug album eller ej – den er bedre end sit rygte!
    (Det er A New Morning til gengæld ikke, men det er en anden historie!)

  3. Protest, Smølle!

    Combat Rock kan slet ikke regnes med i denne kategori. For bortset fra et par enkelte svipsere – yep, “Overpowered by Funk” og “Sean Flynn” stinker – er CR et sjældent ambitiøst og vellykket album. Rigtigt at guitarist/producer Mick Jones var igang med at forsvinde op i eget coke-næsebor, men efter at resten af bandet tog indspilningerne og istedet lagde dem i hænderne på Glyn Johns, blev de meget lange Mick Jones-versioner af CR’s sange skåret ned og gjort ligevægtige. Jeg mener, hør blot “Straight To Hell”………den genistreg kan ikke ligefrem kaldes sløset:-D

    Mere enig med Rytteren. Den nye Wilco-liveplade er sine steder aldeles lysende. “Via Chicago”, “Misunderstood” og “Jesus, etc.” overgår de i forvejen ret perfekte studieudgaver.

  4. Combat Rock, Yes Please, Head Music… de sløsede, selvoptagne plader uden skyggen af kvalitetskontrol, der tit bliver resultatet når pulverforbruget har taget overhånd og ingen kan håndtere forbruget. Down in Albion kan føjes til den liste. Doherty tager endnu mere pis på sine fans med den end han har klaret med sine pløkumulige forsøg på at turnere…

  5. Albummet er en stinker af halve ideer og ting, der er set, hørt og udført bedre i en række andre sammenhænge…men helt uden charme er albummet dog ikke og M. Jones’tilstedeværelse ved knapperne giver også albummet noget cred…

    Har man behov for noget helt andet – men ikke mindre autentisk – bør man seriøst overveje at investere i Wilcos nye live-album “Kicking Television: Live in Chicago”. (ja ja..jeg ved det godt, at livealbums som regel stinker..men Wilco er altså ikke progrock a’la Saga m.v.)

    Det er som om Jeff Tweedy i denne post-Uncle Tupelo sammenhæng bare ikke kan sætte en finger forkert(og her indregnes ikke mandens misbrug af painkillers) og bare vokser og vokser….

    Læs en anmeldelse her:http://www.pitchforkmedia.com/record-reviews/w/wilco/kicking-television.shtml

Skriv et svar