Et af de stærkeste amerikanske TV-klip fra 1960’erne, helt deroppe med JFK-henrettelsen i Dallas, Apollo-landingen på Månen og Elvis’ lædersorte comeback-special, er The Doors’ optræden i 1967 med ‘Light My Fire’ på Ed Sullivan Show; en ret uforglemmelig optræden. Sanger Jim Morrison var iøvrigt blevet tvunget til på forhånd at love showets producer, han ikke ville synge sangtekstens stof-relaterede ‘get much higher’, hvilket han naturligvis ikke kunne holde, da først musikkens kræfter tog fat i ham…
Hey Shadow
Nu er det min tur til at skrive om forgangne tiders rockmusik, og som så ofte før vender jeg tilbage til The Replacements. Denne sang kom ikke med på Pleased To Meet Me, men er at finde på bokssæt-udgivelsen, hvor der er en hel skive med demoer. En lille musikquiz er på sin plads: Hvordan adskiller denne sang sig fra de sange, der faktisk kom med på albummet?
Performance
Sensommeren byder endelig på ny longplayer med canadiske TR/ST. 13. september udsendes Performance, der bliver det femte album under den elektro-drevne Roland Alfons’ dæknavn. Og måneden efter spilles en sjælden europæisk tour. Her et af albummets ni nye tracks…
- Soon
- Regret
- All At Once
- The Shore
- Boys of LA
- Clowned
- Dark Day
- Performance
- Warp
Sometimes it snows in August?
København gæstes i aften af virtuose Blonde Redhead, der blandt sange fra en efterhånden lang karriere spiller numre fra sidste års nye album Sit Down for Dinner, der har ‘Snowman’ som sin åbning…
No surprises
Pastorinden og jeg er lige kommet hjem fra Way Out West, den store årlige musikfestival i Slotsskogen 2024. Det skriver jeg mere om i et andet indlæg.
Der var mange gode oplevelser, men for mig var det suverænt mest gribende øjeblik James Blakes udgave af “No Surprise” fra Radioheads OK Computer. Sidst, vi var til Way Out West, var i 2019, et halvt år inden pandemien. I de fem år, der er gået, er der sket ganske meget i mit arbejdsliv, meget af det desværre ikke så rart – og netop denne sang beskriver en følelse og nogle overvejelser, jeg har kendt lidt for godt. Jeg fældede en tåre, faktisk flere, da sangen kom.
Og så er det også som om netop denne sang, som blev tilegnet Jonny Greenwood, passer usædvanligt godt til netop James Blake. Her er en publikumsoptagelse af den.
Way Out West 2024

Pastorinden og jeg besøgte igen Way Out West-festivalen i Göteborg efter fem års pause. Det var en særdeles god oplevelse.
Way Out West er ikke en camping-festival og ligger i grønne omgivelser i Göteborgs største park, Slotsskogen. På den måde er man forskånet for en del af de udskejelser, der ofte har gjort mig træt af den ellers så velrenommerede Roskilde Festival. På Way Out West var der således ingen, der stod og ladede vandet på tilfældige steder og der var heller ikke masser af tydeligt berusede mennesker, der sejlede tilfældigt rundt på pladsen i tøj stift af støv og mudder. Priserne på drikkevarer og mad (maden er endda ofte ret god, synes jeg) er som i Danmark, bare i svenske kroner. Så med den fordelagtige valutakurs er det tilmed billigt.
Eneste skår i glæden er at festivalen måske er på vej til at blive for populær. Lørdag aften var der markant flere mennesker end torsdag og fredag, og det kunne man tydeligt fornemme.
Nogle korte observationer om musikken:
- PJ Harvey gav endnu en vellykket koncert. Det er altid en fornøjelse af se hende, og hun har efterhånden et rigt og varieret bagkatalog at tage fra – og det gjorde hun.
- Pulp var meget driftssikre. Jeg tænkte uvilkårligt at musikerne godt nok var blevet gamle, men så huskede jeg at de faktisk er på alder med mig! Jarvis Cocker er om muligt blevet endnu mere selvironisk med årene. I modsætning til PJ Harvey er der ikke nyt fra Pulp, så koncerten var en grundig tur i bagkataloget.
- Air spillede Moon Safari i sin helhed. Det er det eneste album med dem, som jeg kender godt, må jeg indrømme – og det var en helt loyal genopførelse. Airs musik er strengt taget en form for vellavet easy listening og burde derfor ikke være velegnet til en udendørs festival hvor publikum kommer og går, men publikum var der alligevel (og jeg var der også).
- Nation of Language havde jeg glædet mig til at se, og de skuffede ikke (ud over at koncerten kun var programsat til 45 minutter som andre koncerter på Höjden-scenen). Det er interessant at tre musikere, der er så unge, at et vilkårligt medlem af Pulp kunne være forælder til dem og tilmed er fra USA, kan være en så god og original inkarnation af OMD. Ian Devaney har tilmed moves, der leder tanken hen på Jens og Henrik. Se Nation of Language, hvis I kan.
- Hurray for the Riff-Raff skuffede heller ikke. Den korte koncert præsenterede næsten alle sangene fra det nye album The Past Is Still Alive.
- Arooj Aftab var også en af de kunstnere, jeg havde glædet mig til. Og selv om hun indrømmede at have tømmermænd, gik det godt. Hendes aktuelle album har sange på engelsk om (ifølge hende selv) at drikke og flirte – men jeg må indrømme at jeg synes bedst om hendes sange på urdu.
- Alvvays havde jeg ikke oplevet før, men gode var de. I sidste halvdel af koncerten opdagede jeg (lidt sent) forskelligheden i deres sangmateriale.
- Fever Ray er fra Göteborg og har et helt særegent udtryk, der kræver lidt tilvænning, men er spændende. Det er sært at tænke på at Karin Dreijer engang i begyndelsen af sin karriere spillede i band med Håkan Hellström. Jeg har svært ved at forestille mig to mere forskellige svenske musikere end de to.
- The National leverede en vellykket koncert som afslutning på hele festivalen, men det var begyndt at blæse temmelig meget op, og lyden blev desværre kastet rundt af blæsten meget af tiden. Under koncerten slog det mig, at Matt Berninger og Jarvis Cocker vel ligner hinanden i fremtoning: Midaldrende mænd med briller og jakkesæt og en rastløs energi, der efterhånden fører dem rundt på alle dele af scenen.
- Var der ingen skuffelser? Jo. André 3000 har skiftet musikalsk udtryk fra sin tid i Outkast og spiller nu en form for free jazz. Nogle er begejstrede for hans nye musikalske retning, men jeg var ikke imponeret. Og så var der den amerikanske gruppe Wednesday; jeg troede fra beskrivelsen, at de spillede alternativ country, men bortset fra et enkelt nummer var der tale om støjrock af en temmelig anonym slags.
Gik jeg glip af noget? Ja. Jeg fik ikke oplevet Slowdive, The Kills og Fred Again. Jeg var ganske enkelt for træt. Ak ja.
Blondie synger Shangri-Las
En luftig Blondie-demo fra 1975 til en søndag i tidlig august? Luksus!
I aften Holbæk…

Bankrobbers of the world, unite!

Dags dato i 1980 udsender The Clash en af sine stærke non-album singler, den Mikey Dread-producerede ‘Bankrobber’, indspillet af Ladbroke Grove-bandet i foråret under en tour-overliggerdag i Manchester. Hvis nogen her ikke skulle vide det, så gik Kent på scenen til netop denne The Clash-sang ved deres egne shows omkring Isola (1997)…
Here’s the thing…
Script of the bridge

Tal lige om den grimme ælling her, for pladecoveret er ligeså stygt som dets indhold så overraskende skulle vise sig at være det modsatte. The Chameleons kom for sent til at nå den britiske bølge med Bunnymen, Simple Minds, U2 og de andre, men burde alligevel være blevet til mere end et kultband, for så højt står kvaliteten på dette debutalbum, som blev udsendt 8. august 1983. Måske havde det hele set bedre ud for Manchester-bandet, hvis ikke dets guitarist havde malet i sin fritid og derfor fået fripas til at levere flere af The Chameleons’ dilettantiske covers. Hans ferske surrealistiske streg signalerer en 70’er-progrock, der intet har at gøre med bandets guitarsvimle postpunk, hvis ekko høres tydeligt på f.eks. de tidlige plader fra Interpol. Her en af mange stærke numre fra debuten; specielt den lange outro (fra 3:13) står lysende…
Få billetter på Cecil!

Der er lang tid til endnu, men Hotel Cecil er gået i ‘få billetter‘. Vi gør positivt opmærksom på, at det på Unmacks foranledning er en stående koncert.
2:a Augusti
Ovenpå det folkelige gennembrud med samme års Blå Himlen Blues indspiller Joakim Thåström og de andre tre i Imperiet 2. august 1985 livealbummet 2:a Augusti 1985 i Arosparken i Västerås. Sådan her lyder Bertol Brecht-sangen ‘Surubaya Johnny’ fra deres seneste album på det…
Ashes to august

1. august betyder årsdag for, at David Bowie i 1980 udsender en af sine vel fineste og mest særprægede singler, Scary Monsters-forløberen ‘Ashes To Ashes’…
Paul Simonon taler
Spandau Ballet’s Gary Kemp og 80’er-sessionmusikeren Guy Pratt har sammen webcasten Rockonteurs. Forleden havde de The Clash’s Paul Simonon på besøg…