Svært at leve i tanken med den alder rockmusik efterhånden når op på. Læser at det i dag er 50 år siden The Ramones spillede deres allerførste show. Det skete i Performance Studios, lige øst for Broadway på Manhattan. Selv så jeg Ramones tre gange, den første af dem var vel det man kalder en livsdefinerende oplevelse. Og det var endda hele seks år efter ovennævnte livedebut. Siden blev de en karikatur af det, som først havde stået så forfriskende enkelt og nyt. Men det behøver vi ikke at trække alt det bedste ned ved at tale om nu. Her The Ramones så sprøde som de lød i 1975, optaget en aften på deres ven Arturo Vega’s loft på Lower East Side, et helt igennem fantastisk band som de først kom og var og lød og bragede igennem fra New York City helt over til London, hvor deres betydning ikke kunne eller kan overvurderes…

Den engelske sanger, sangskriver og pianist Ed Harcourt har siden han først blev udråbt som kommende stjerne omkring årtusindeskiftets debut været begavet med en musikalitet i et overmål, der positivt har givet hans sange en næsten eksalteret aura af rastløse indfald og musikalske finter, som for at afværge den kedsomhed afsenderen tydeligvis pådrager sig ved at gøre det nemme, det forventede, det for banale. Hørt herfra står Harcourt’s 2013-album Back Into The Woods, ni sange indspillet solo i Abbey Road-studiet hovedsageligt kun med flygel og sang, som noget af et skjult mesterværk. I dag udsendes det nye album El Magnifico, som ifølge denne smagsprøve fortsætter med tilbygning til mandens så specielle og fine katalog…

PS – Sidst jeg så Harcourt på en scene var i Hamburg for et par år siden, hvor han var på tour som keyboardspiller for Cincinnati’s The Afghan Whigs. Der er mange måder at bijobbe på som eklektisk sydengelsk sangskriver.

Billy Mackenzie ville være blevet 67 i dag. Her er han med sin stemme af en anden Scott Walker-forædlet verden og som The Associates på et hollandsk TV-show i 1985. Samme år kunne han med sit band opleves på Roskilde Festival, iført samme beret og dansende på Grøn Scene som gjaldt det selve livet, hvad det formodentlig netop også gjorde for vores Billy…

Tokyo-trioen Hitsujibungaku (ifølge Google Translate: ‘Fårelitteratur’) har udsendt fire albums siden 2018. Her en helt ny single/video fra sidste års 12 Hugs (Like Butterflies). Et strømlinet og nærmest 90’er-enkelt nummer med et stykke virkelig cool guitararbejde henover udgør et skinnende sort pophit…

Brisbane, Queensland kan meget andet musikalsk end The Go-Betweens (og The Apartments). Australiens fremmeste punkband The Saints, der fik sig nogle stærke år på scenen i England, kom også fra Brisvegas, hvor de blev dannet allerede i 1973. Så tidligt ude af starthullerne er deres debut-klassiker ‘I’m Stranded’ i september 1976 den første regulære punksingle der udkommer udenfor USA, således foran Sex Pistols, The Damned, The Clash og alle andre unge vrede i England. De første tre The Saints-albums, fra før sanger Chris Bailey’s medkomponist, guitaristen Ed Kuepper udgik, er alle i den grad værd at opsøge. Her ‘Memories Are Made Of This’, et cool track fra toeren Eternally Yours (1978)…

The Jesus and Mary Chain har fredag udsendt deres nye Glasgoweyes, hvor man virkelig oplever et bevidst, forfriskende brud med bandets normalt så ekstremt dogme-smalle og fastcementerede stil. Shopping list-nummeret ‘The Eagles And The Beatles’, om et liv levet gennem rockmusik, er en af de mest umiddelbare takeaways derfra. Og ligesom ved seneste single ‘Girl 71’ er Lawrence fra Felt’s mesterlige kultplade Back in Denim (1992) en oplagt reference…

Verden er fuld af overraskelser. Hvem havde troet Elbow nogensinde igen skulle udsende en sang med skarpe kanter, brændende lysglimt og fuld kraft fremad? Dagens nye Elbow-single er fra dagens nye Elbow-album Audio Vertigo. Gad vide om resten af pladen kan mere af det her?

Hørte lige denne single med det nye Manchester-band Nightbus og blev lidt perpleks. For har trioen ikke ændret en del på ordene til deres cover af bysbørnene Joy Division’s ‘Shadowplay’ og kan man bare det? Sagen straks undersøgt viser sig at afsløre, der slet ikke er tale om Joy Division-nummeret, men istedet Nightbus’ egen ‘Mirrors’, der godtnok bærer ‘Shadowplay’-mantraet ‘To the centre of the city…’ i sin sangtekst, har ens Ian Curtis-sangmelodi, samt Peter Hook’s for Joy Division-nummeret så identitetsskabende bass-figur, men alligevel har påskrevet Nightbus selv som både komponister og tekstforfattere. Måske der findes folk derude, som aldrig har hørt ‘Shadowplay’ og vil opleve det her som andet end et ekko, der overdøver sin grundlyd?

Dagens nye nummer her en hæsblæsende rant fra Sydlondon-bandet Fat White Family. Videoen dertil løber som algiersk versionering af The Verve’s ‘Bittersweet Symphony’. Det gør dens stressende musik så til gengæld slet ikke. Emnet der rulles ud ovenpå de kaotiske sanseindtryk? Omskæring af drenge. Popmusik kan…