Forbliv i lys

planes2.jpg

For 25 år siden i dag tog Talking Heads deres Remain In Light-tour ud på en regnplaget græsmark ved Tourhout i Belgien. Support var Tom Tom Club og U2. Irerne havde dagen før haft vigtig gennembrudskoncert på Roskilde, den famøse med Bono oppe i TV-kranen. Så han var hæs i Belgien nu, denne sene eftermiddag. Brugte sin showtime på besynderlig klatring højt oppe i PA-tårnet. Ikke uden grund Bunnymen’s Ian McCulloch sammenlignede Bono med en bjergged. Men headlinerne fra Talking Heads, som her var afsted med en fænomenal plade, de var anderledes skarpe i sync og fokus på dagen. Korpiger chantede ud i afrikansk polyrytmik, David Byrne stjal ethvert billede, som kunne sættes på hovedet, og så var der Adrian Belew med sin hylende verdensguitar. Et stort band på himmelflugt den sommer. Med syn og lyd derfra sent samme aften, i et nattog mod London, smagende på fremtiden.

8 tanker om “Forbliv i lys”

  1. Der er to helt afgørende forskelle på Remain In Light og True Stories, Brian Eno og Adrian Belew, som på RIL, selvom de ikke var det, fungerede som fuldgyldige medlemmer af Talking Heads. At sammenligne disse to albums er næsten som at sammenligne Joy Division og New Order. 🙂

  2. Enhver albumforside med to store alkvantorer er et hit hos mig!

    “Take a look at these hands, the hands of a government man…” mumler jeg ofte i disse tider.

    “The Overload” har forresten en usædvanligt overbevisende Joy Division-lyd.

  3. Det er vel om smag og behag. Holdningen her i huset er at både Joy Division og Talking Heads var pænt fantastiske.

    Men det er da klart, at der står en anden aura om grupper der af en eller anden standsede da de var på toppen. Remain in Light og Fear of Music bliver ikke dårligere af at Talking Heads lavede True Stories, men personlighedskulten bliver selvfølgelig større.

  4. Enig Vermouth – af en eller anden grund får kunstnere der tager livet af sig selv ofte en status i eftertiden som kvaliteten af deres kunst slet ikke berettiger til … andre eksempler er Nirvana og Michael Strunge …

  5. Hvordan kan det være, at det er Joy Division, der løber med al kreditten blandt upcomingbands i disse år, hvor postpunken nærmest bliver betragtet som år 0 af selvsamme orkester? Talking Heads var da ti fold federe!

  6. Det må have været stort! Remain In Light er nemlig en helt fænomenal plade og i særklasse den bedste plade fra TH.

Skriv et svar