RIP

Min west highland white terrier døde igår. Blev aflivet ved dyrlægen. Fik først en bedøvelsessprøjte og siden en overdosis, så hjertet gik istå. Mig, jeg rørte hendes endnu varme hoved og styrede så ud i receptionen for at betale regningen. Bagefter afsted i solskinsdagens by, nu alene med hundesnor og halsbånd i hånd. Trist.

5 tanker om “RIP”

  1. Trist, men det er jo et at livets lod som kæledyrsejer. Ingen tvivl om at beslutningen er tung, men forhåbentlig har man en god dyrlæge der kan vejlede om hvornår livet ikke er værdigt mere. Men utroligt som kæledyr bliver et “familiemedlem” og skaber et kæmpe tomrum når de er væk, på den ene eller anden måde.

  2. Det er jeg ked af at høre. Oplevede det selv d. 10 Februar 2004 med min hund igennem 10½ år. Det er hårdt. Jo hårdere man føler det, jo mere menneskelig vidner det om at man er, synes jeg. For mit vedkommende hjalp det at vi selv begravede hunden. Det gjorde at jeg kunne sige definitivt farvel. Dermed forsvandt tvivlen og kun min barndoms positive minder om hunden forblev. Livet er en underlig størrelse. Vi forsøger at overbevise os selv om at vi er så intelligente og beviste om os selv, dog er der alligevel så meget vi ikke forstår og har svært ved at forholde os til..

  3. Det er jeg ked at høre, Jens. Mistede selv min hund for snart to år siden, så det her bringer minder frem i mit lille sind. Det var som at miste et familiemedlem. En del af livets gang… Til stjernerne, Farvel min ven…

  4. Det er meget trist. En ny hund af samme slags kan aldrig erstatte de minder, man havde med den gamle.

    Hvil i fred, lille Oslo.

Skriv et svar