She just didn’t know I would really go…

På en dag, hvor mange af jer, der har haft et nært livsforløb med Prince, er ramt af hans alt for tidlige bortgang, går vi stille med dørene her på siden. Så herfra en underspillet sang i stemningen af at miste, mestersangskriveren Jimmy Webb’s ‘By The Time I Get To Phoenix’ – der senere skulle blive formemt fortolket af Nick Cave and the Bad Seeds – i originalversionen fra 1967, sunget af Glen Campbell, der på sit alzheimer-plejehjem et sted i Californien i dag bliver 80 år gammel. Trist med trist på…

5 tanker om “She just didn’t know I would really go…”

  1. Tak, Thomas. Men så bliver det hele jo et definitionsspørgsmål om, hvad vi kalder følelsen? For der er jo ingen tvivl om at mange kan mærke et smerteligt tab i forbindelse med den slags hændelser, vi her taler om. At det tab måske så relaterer mere til deres egen pludseligt forstyrrede verdensorden, end til et egentligt personligt savn, er sikkert rigtigt, men følelsen af forgængelighed ved at miste er vel ens…

  2. Det forstår jeg så ikke Jens, synes det var et godt og velskrevet indlæg, du leverede.

    Men jeg forstår fuldt ud at det påvirker mennesker dybt, når store personligheder, der har været en del af deres liv i årtier, dør (det kan endda også være meget kortere tid, jeg havde vel ikke engang “kendt” Kurt Cobian i tre år i april 1994, men var særdeles ramt, da han skød sig selv). Forstår fuldt ud der kommer tomhed, og at musikken fra en bestemt kunstner, eller bøger fra en bestemt forfatter osv. kommer til at fylde ekstra meget i tiden derefter.

    Nogen ved måske kalde det ordkløveri, men jeg mener blot ikke, at sorg er den rette betegnelse, og jeg mener, at denne livssituation bliver devalueret ved at hæfte det på for eksempels Princes død af folk, der var fans af Prince uden at kende ham. For mig er og bliver sorg forbeholdt de mennesker, som jeg tæt på og kender godt personligt og er en del af mit liv som personer og ikke personligheder. Uanset hvor meget store kunstnere og personligheder har fyldt og fylder i mit liv, kan deres bortgang aldrig sammenlignes med det at miste en i min egen omgangskreds.

  3. Slettede det i et anfald af akut selvlede, da jeg genså det, så det findes ikke mere. Men du må gerne svare alligevel. 😉

  4. Hej Jens. Du skrev et flot og velformuleret svar på mit indlæg, som tilsyneladende er forsvundet. Jeg havde ellers tænkt mig at svare på det. Kan det komme på igen? Venlig hilsen Thomas

  5. Er jeg den eneste, som mener, at begrebet sorg er ved at blive devalueret? Sorg er for mig at se, når ens nærmeste familie eller venner går bort – og ikke en grædende smiley på en smartphone over en person, som man aldrig har talt med.

    Skulle vi lade familier og venner til folk til David Bowie og Prince om at føle sorg. Ikke dermed sagt at vi andre ikke kan være påvirkede, specielt dem der har fulgt deres virke meget intenst, men det er jo aldrig dem som personer, vi vil savne, men ærgelse over at de ikke kan levere mere til os. Og så kan man naturligvis være empatisk over for de efterladte, men sorg, nej vel?

Skriv et svar