Jeg har netop købt The Seldom Seen Kid , det nye album med Elbow.
Jeg rippede cd’en i iTunes og lagde det ind på min iPod, sådan som jeg har for vane. Første lyt på iPod’en ramte mig med vantro: Musikken var ikke nær så høj som den plejer.
Derefter blev jeg igen urolig. Der er jo ikke noget i vejen med lydkvaliteten! Også jeg er blevet vænnet til at musik først og fremmest skal lyde højt. Elbow har protesteret mod udviklingen ved at lade være med at booste musikken og dermed komprimere den. Når der bliver skruet op for volumen under mix og mastering, bliver alle passager oplevet som høje, og dynamikken forsvinder. Med andre ord: Musikken opleves som komprimeret. Hvis man derudover komprimerer yderligere, bliver det endnu mere udtalt. Et tredje problem med høj volumen skyldes, at man i dag anvender digital optagelse, mix og mastering. Overstyret digital lyd fører til fænomenet clipping, der er en forvrængning, mange oplever som ubehagelig. (Analog overstyring kan, hvis den bruges rigtigt, derimod give en fornemmelse af øget “varme”.)
The Seldom Seen Kid er en delikat sag med strygere, messinginstrumenter og en del ballader med mindelser om Robert Wyatt. Det er ikke Mötörhead, det her. Så jeg forstår det så godt. (Lemmy & Co. lavede et livealbum med titlen Everything Louder Than Everything Else – en forudanelse?)
Den debat, vi har fat i her, er blevet kaldt The Loudness War. Læs mere på turnmeup.org og bemærk at Vagrant Records, der er pladeselskab for bl.a. Paul Westerberg, er medinitiativtager.
Det er korrekt, at der er alt for megen musik, der komprimeres til døde. Jeg er glad for at jeg ikke er den eneste, der synes at The Arctic Monkeys har forfærdelig lydkvalitet. Og for nylig hørte jeg Music Of The Spheres, det nye album med gamle Mike Oldfield, et værk han har skrevet for symfoniorkester – helt uden rockinstrumenter eller elektronik. Et symfoniorkester har en helt fantastisk dynamik (prøv at høre Gustav Mahler, der udnytter denne spændvidde til det yderste) – men her var bare fladt. Alt var blevet lige højt.
En stillingtagen er naturligvis på sin plads. Jeg deler bekymringerne, men årsagerne til de ændrede øre-mønstre er komplicerede. Det er sikkert for mit vedkommende en kombination af alle erfaringerne fra live-koncerter kombineret med behovet for at kunne spille op mod trafikken, når jeg er ude at cykle. Ironisk nok syntes jeg i min ungdom, at musikken på spillesteder var alt, alt for høj.
Det bedste, jeg ved, er at høre musikken ved ikke alt for lav volumen hjemme på det “rigtige” musikanlæg – ikke high-end, men hæderlige kasser fra Denon og veltjente britiske højttalere fra Ruark. En iPod eller computerhøjttalere er hyppige nødløsninger, for resten af husstanden er ikke altid i humør til at høre musik.
FLAC er loss-free. Dvs. at man kan dekomprimere tilbage til CD-formatet. Præcis ligesom zip.filer: Der ville man jo nok blive lidt skuffet hvis der var forsvundet data ved un-zip! Forskellen er bare at hvor zip er en komprimeringsmetode som anvendes til alle fil-typer, er FLAC specifikt udviklet til komprimering af audio. I princippet burde der vel ikke være forskel på FLAC og rigtig CD-lyd, men det kan måske være svært at sammenligne hvis man afspiller musikken på forskellige medier (pc kontra cd).
Selv er jeg kun rigtigt glad for de “rigtige” disk-formater, og min absolutte yndling er Super Audio-CD. De komprimerede formater (MP3 og AAC) går til computerhøjttalere og iPod – og kun dér.
Apple Lossless har jeg ikke mange erfaringer med.
Meget interessant med en diskussion af lyd, som jo unægtelig er noget der optager os alle en del !!
Personligt synes jeg det er en gru, når digitale formater som mp3/aac/wma køres ud over stue højtalere, også i 320 kbit/s version.
Flac giver en udmærket oplevelse, men hvike andre formater har I gode erfaringer med ???
Al snak om teknik kastet til side, så vidner de foreløbigt 3 gennemlytninger af The Seldom Kid, jeg har haft tid til, om en plade, der vil blive ved med at voksne og modnes i et godt stykke tid endnu. Højt/lavt/whatever – jeg vil godt anbefale den.
Sjovt at man skal læse om mastering og lydniveauer her – beviser bare at dette er en suveræn blog!
JEg har altid syntes at Love Shops albums var virkelig “loud” i forhold til de fleste andre danske kunstnere. Er det kun mig der har den opfattelse? Og er der nogen (hint!) der be/afkræfte om det passer?
Det er ikke helt forkert observeret. Allerede i 1960’erne havde man flere årtiers erfaring med at optage analogt til et analogt medium. Den digitale optageteknik begyndte først at snige sig ind omkring 1980, og det tog lang tid for de analogt opdragede studieteknikere at finde ud af, hvordan man kunne få noget ordentligt ud af det digitale medium.
I begyndelsen af 1990’erne begyndte man at få styr på det. Nevermind og Achtung Baby er vellykkede cd’er. Men så…
Nogle vil hævde at (What’s The Story) Morning Glory er begyndelsen til enden – et album, der tilsyneladende er indspillet til at trænge igennem snakken på en pub. (Jeg taler ikke her om kvaliteten af sangene, men om lydkvaliteten!)
The Seldom Seen Kid lyder til gengæld godt. Der er masser af dynamik på dette album fra 2008! (Og vellykkede sange.)
Synes en hel del af de vinylsingler jeg har fra 1960’erne brager ud – selv når spillet lavt – på en helt anderledes kapow-måde end nogen CD endnu har formået.
Raw Power hævdes at være “the loudest rock cd released”. I denne sammenhæng er det ingen ros. Iggy Pop var selv med til remastering. Og det er heller ingen ros i denne sammenhæng. Jeg kan forestille mig, at hans hørelse efter mange år ikke er helt, hvad den har været.
Nick Southall har skrevet en del om emnet for Stylus Magazine. Se bl.a. her:
http://www.stylusmagazine.com/articles/weekly_article/imperfect-sound-forever.htm
Dynamikken går tabt og mange moderne cd-ere giver “trætte” ører. Det gælder desværre også ved remastering af gamle klassikere, f.eks. Stooges Raw Power.
Overstyring er en veldefineret størrelse; vi taler ikke om vage, kunstneriske begreber, og der findes ikke hemmelige studieteknikker, der hverken er analoge eller digitale.
Man kan kun indspille op til det volumenniveau, som udstyret tillader. (Men man kan, givet at man kan finde vilkårligt godt afspille-udstyr, afspille uforvrænget ved lige så høj volumen, det skal være.) En indspilning, der er foretaget ved et niveau højere end dette, kalder man for overstyret.
Arten af forvrængning på en overstyret indspilning er bestemt af den underliggende teknologi.
Kan du huske, når du optog fra radioen eller din pladespiller med din gamle kassettebåndoptager og skulle sætte indspilningsvolume? Hvis du satte den for lavt, var resultatet for lavt, måske endda så lavt, at båndsus dominerede. Hvis du satte indspilningsvolumen for højt, var resultatet “uldent”. Kunsten var at ramme den indspilningsvolumen, som gjorde, at de kraftigste passager ikke blev “uldne”, men blot “mættede”. I indspilning af live-musik er nogle faktisk glade for en let “uldenhed” og overstyrer bevidst en lille smule til “overmætning”.
Når man optager på et digitalt medium og sætter indspilningsvolumen for højt, bliver resultatet ikke uldent; de kraftigste passager bliver “klippet”, og det kan høres som “klik”. Jeg tvivler på at nogen bevidst vil gå efter “clipping”; hvis det bliver meget udpræget, vil resultatet lyde som regulært bæ.
Måske er Lust Lust Lust (som jeg endnu ikke har hørt) digitalt optaget og analogt mixet? ( DK er en sådan DAD-optagelse.) Eller også har teknikerne simuleret den let overmættede analoge lyd med software (det kan man nemlig også).
Du kan læse mere om de tekniske aspekter på
http://en.wikipedia.org/wiki/Loudness_war
Den seneste Raveonettes-disc, Lust Lust Lust, har en fantastisk lyd, som hele det endelige mix i mastering bevidst er blevet lettere overstyret. Lyder hverken analog-varmt eller digital-‘clippet’, men noget helt tredje og vildt.
PS – Det Elbow-cover er godtnok uheldigt!
Du har ret; jeg var upræcis. Der er tre problemer, der er indbyrdes relateret:
1. Problemet med kompression er, at man vælger at komprimere op til niveauet for passagerne med højest volumen. Hermed forsvinder dynamikken. Man kan godt komprimere uden at komprimere op til højeste niveau; man hører det bare ikke så ofte i vore dage.
2. Problemet med højere volumen er man vælger at øge volumen i det færdige mix. Dette betyder igen en mindsket dynamik – alle passager opleves som høje.
3. Problemet med digital overstyring, der opstår, når man øger volumen. Analog overstyring kan, når den bruges rigtigt, få klangen til at virke varm. Digital overstyring fører til det, man kalder clipping, der er en forvrængning, som mange oplever som ubehagelig.
Jeg har rettet i mit oprindelige indlæg for at gøre dette klart.
Bemærk: Jeg siger ikke, at musik ikke må være høj. Men det er bedre at man selv skruer op, end at andre har skruet op på forhånd.
Nu er der vel forskel på kompression og volume.
Det ligger i tiden at ultra-komprimere i mix – specielt ét meget kendt århusiansk band og deres producer/mixer har nærmest gjort det til en stil i sig selv.
Men det modsatte af ‘komprimeret’ behøver vel ikke være ‘lav lydstyrke’!? ‘Almindelig’ musik har dynamik uanset om afspillet højt eller lavt, hvorimod en meget komprimeret musik er uden dynamik uanset afspilningsvolume.
Men der er mange plader uden voldkomprimeret lyd, som ikke lyder som stilleleg, så forstår ikke helt Elbow’s ærinde.
Hovedsinglen fra deres forrige album – ‘Leaders Of The World’ – var da iøvrigt superkomprimeret OG lød fantastisk godt.
PS – Enig omkring Arctic Monkeys. Deres lyd arbejder effektivt, men hvor er den tarvelig!