Substans

nme23_7_83.jpg

Trist at høre New Order nu for anden gang er gået i opløsning og dermed igen er fortid. Comeback’et for få år siden, med pladen Get Ready, var ellers opløftende vitalt, og den samtidige optræden på Roskilde Festival viste slet heller ikke de tegn på metaltræthed og manglende skarphed, den slags band-reunions som oftest trækkes med. Det efterfølgende – og altså nu sidste – album Waiting For The Sirens Call faldt så meget desto mere som en kæmpeskuffelse, en række blege sangskitser blottet for retning og mål.

På den baggrund synes opløsningen tålelig. Hellere slet intet end flere uværdige udgivelser, som New Order’s ellers stolte historie ikke fortjener. For det var netop dette kollektiv fra Manchester som i firserne viste vejen frem i musik, med innovativ brug af ny teknologi i en traditionel rockbesætning, med en fordomsfri blanding af angst-rock og upbeat diskoteksmusik, med en æstetisk og decideret markeds-anarkistisk DIY-attitude, og med en atypisk genert sanger, hvis uskolede stemme bar lige dele eufori og fortvivlelse.

At det i det hele taget lykkedes dengang at træde ud af Joy Division’s monumentale skygge, det selvmordsramte orkester som New Order var genopstået fra, fortæller lidt om de musikalske landvindinger der blev gjort. Almene fremgange, i dag ofte fejlagtigt tilskrevet et helt andet orkester, nemlig stadionherskerne Depeche Mode. At sidstnævnte, dengang endnu lysår fra egen senere styrke, spillede fluevægts-teknopop mens New Order udsendte banebrydende state of the art-singler som ‘Everything’s Gone Green’, ‘Temptation’ og ‘Blue Monday’, er ikke en påstand men et faktum. New Order tog med stor selvfølge synthesizers, sequencers, vocoders og programmerbare trommemaskiner ind i rocknroll og demonstrerede hvordan computeralderens første instrumenter problemfrit kunne anvendes på musikkens som dens skaberes præmisser.

Det kom der en fornem række ofte meget vellykkede plader ud af. Der findes mange opsamlinger med New Order’s singler. Her en personlig top-8 over deres otte studie-longplayers:

1. Power, Corruption & Lies (1983)
2. Low-Life (1985)
3. Technique (1989)
4. Brotherhood (1986)
5. Get Ready (2001)
6. Republic (1993)
7. Movement (1981)
8. Waiting For The Sirens Call (2005)

4 tanker om “Substans”

  1. Mht Electronic….så tror jeg ligeledes at de er så godt som opløste….Marr har jo travlt med Modest Mouse….sine egne Healers…..såhhh
    Til gengæld er Peter Hook vist ved at hooke op med David Potts igen (Monaco)…..

  2. 1. Technique
    2. Get Ready
    3. Republic
    4. Power, Corruption & Lies
    5. Brotherhood
    6. Movement
    7. Low-Life
    8. Waiting For The Sirens Call

    Sådan ser min ud….dog på trods af den (naturlige) placering til WFTSC – så synes jeg faktisk ikke den er SÅ slem…….

  3. “Hellere slet intet end flere uværdige udgivelser…” sådan havde jeg det også med DM efter deres blodfattige Exciter.. De løftede sig i den grad, og jeg havde håbet, at det samme ville være tilfældet for New Order – det blev ikke tilfældet, så jeg vil i stedet lægge ører til fordums storhed…

    Er der forresten nogen, der ved, om der er nyt på vej med Electronic oder?

    1. Power, Corruption & Lies
    2. Republic
    3. Get Ready
    4. Brotherhood
    5. Technique
    6. Movement
    7. Low-Life
    8. Waiting For The Sirens Call

  4. Blandede følelser, men det var nu som om noget af den særlige New Order aura var forsvundet på det sidste album (sammen med Gillian Gilbert?)

    En top 8 kunne se således ud:

    1. Technique
    2. Low-Life
    3. Power, Corruption & Lies
    4. Brotherhood
    5. Get Ready
    6. Republic
    7. Movement
    8. Waiting For The Sirens Call

Skriv et svar