Sommerens rige fontæne

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-posttowire.jpg

Som nogle måske har bemærket, kan man ikke regne med at se nye daglige indlæg i bloggen i det næste stykke tid; ferien har også ramt denne blogs forfattere med nedsat aktivitet som følge.

Et enkelt lyttetip: Den amerikanske country-rock-gruppe Richmond Fontaine er omsider ved at blive opdaget af et større publikum. Deres album Post To Wire er netop blevet genudsendt, og det er værd at høre.

En tanke om “Sommerens rige fontæne”

  1. Pastoren har evigt ret.

    Lad mig tilføje nogle ord om pladen fra en artikel man kunne læse fra engang i vinters:

    Richmond Fontaine: Post to Wire

    Som man måske kan se er omslaget til denne storartede plade et billede af et smadret trailerhjem, der står alene ude i et trøstesløst ørkenlandskab med ordene ”THIS IS THE LAND OF BROKEN DREAMS” malet på siden, vægge ødelagt og ruder knust. Hvad man ikke kan her se er at i luftdelen af billedet er der indsat håndskriften fra et postkort, og resten af omslaget har malerier af postkort i 50’erstil. Og det er den ideelle måde grafisk at fremstille pladen på, for den handler helt igennem om frustrationerne over at være hvor man er, i USA’s oversete randområder, og at være på rejse søge efter noget nyt, uden at dette nødvendigvis er noget godt nyt i sig selv.

    Det er sange der bebor det samme sted som Raymond Carvers noveller, der kun giver minimale hints om hvad der er foregået inden og kommer til at ske senere. Tag den første, korte sang ’The Longer You Wait’: ”He took her on a trip / after she got suspended and put on review / down 395 in the middle of the night”. Men hvorfor blev hun sat under efterforskning? Hvor skulle de hen? Hvad var det der gjorde at deres forhold strandede som det var gjort? Og hvad skulle denne flugt fra børn og det hele ende med? Det er lytteren selv, der får lov at gætte på det. Alt hvad vi får som afrunding er ”The longer you wait, the harder it is”.

    Albummet bindes sammen af nogle korte stykker, netop nogle postkort, fra den uheldige Walter som har gjort et eller andet utilgiveligt hjemme i sin egen by, som man ikke får at vide hvad er. Men resten er også en art breve, som ’Barely Losing’, en glad beretning fra en tredages ferie, der ender med knækket ”Walking along the railroad tracks at five in the morning / Wishing we could always be like this / that we’d never have to go back”. Mens hovedpersonen i ’Montgomery Park’ er rejst for ikke at vende tilbage, og siger ”I’d never been so uncertain or scared or alone” i den nye by hvor han er mutters alene og bruger nætterne på at sidde oppe og gruble og kigge på kontorhuset Montgomery Parks store skilt – et skilt Google fortæller at man kan finde i udkanten af bandets hjemby Portland, Oregon, langt fra byens centrum.

    Det er ikke knuste drømme hele vejen, men selv når historien er håbefuld, som på countryduetten som er titelsang, er temaet den meget pragmatiske kærlighed – ”If everyone screws up, and I know that we both do / Doesn’t it make sense – me with you”. Da først vi så når frem til den tomwaitsianske ’Allison Johnson’, en drøm om en ungdomskærlighed som (tilsyneladende, med linien der får det til at ramle: ”Allison Johnson, don’t fade on me now”) bare ikke bliver til noget, er tonen blevet langt mere mørk og himlen trukket over med tordenskyer, og de brister totalt i den voldsomme ’Willamette’, der bygger op til og rammer en støjudladning og et drama Neil Young ville have været stolt af. Bagefter, over rulleteksterne, kører så den trods alt håbefulde instrumental der ender forestillingen, men da har personerne sagt deres. Eller antydet deres. Selv Walter har mødt sin skæbne – formentlig.

    Dette er i klasse med det bedste Richmond Fontaines ellers excellente samtidige har budt på – folk som Whiskeytown og Ryan Adams, Jesse Malin, Jayhawks og ikke mindst Wilco, hvis strålende Being There Post To Wire minder mest om i lyden; et band som er i stand til både at røre ens hjerte og losse ens røv med forholdsvis ortodokse virkemidler og sange af skyhøj kvalitet. Var der så nogen der kunne nappe dem her til landet og spille. Eller bare udgive pladen her.

Skriv et svar