Springsteen, Wembley Arena, 1981

I disse uger, hvor strømmen af nyudgivet musik nærmest synes udtørret, kan det være både nødvendigt og givende istedet at kigge baglæns. De seneste par år er Bruce Springsteen begyndt at udsende sine liveshows. Ikke bare de nye, hvor enhver koncert færdigmixes og sættes i salg i ugerne efter dens afvikling. Nej, også mange gamle shows fra de forskellige perioder af Springsteen’s lange karriere er dengang – uvist af hvilken årsag – blevet professionelt optaget, så de nu kan blive mixet og udsendt.

Den sidste måneds tid har således budt på to ‘nye’ koncerter, begge fra centrale perioder af Springsteen & The E Street Band’s fælles løbebane. Den første af dem er en allerede yderst berømmet bootleg, nemlig den KMET-FM-liveudsendte koncert fra 7. juli 1978 fra The Roxy i Los Angeles. Darkness-touren henover 1978 bød på et band og en frontmand i skræmmende god form, hvilket til fulde eksponeres over de små fire timer showet varer. Men den aften er allerede kendt, oplevet og nydt i forvejen. Det andet ‘nye’ gamle show er derfor mere interessant og mindst ligeså høreværdigt.

I foråret 1981 kommer Bruce Springsteen & The E Street Band til Europa for gennem en lang række aftener at promovere The River, der er blevet udsendt i oktober 1980. Det efterår og den vinter har allerede budt på hele 72 nordamerikanske shows for dbl-albummet, en hektik der har udmattet Springsteen så meget, den planlagte europæiske tour må udsættes med tre uger.

Så først 7. april er der europæisk tourpremiere i Hamburg. Det er første gang siden en håndfuld koncerter i 1975, at Springsteen og hans band er i Europa, så forventninger er store og begejstrede anmeldelser løber straks som en steppebrand i de europæiske aviser og musikmagasiner. Der tales vidt og bredt om fantastiske, medrivende aftener med et band, der i spillekraft og musikalske som dramaturgiske virkemidler ikke har sit lige i Europa. 2. maj er det blevet Danmarks tur, og den myteomspundne aften i Brøndby Hallen formår stadig at tænde lysende stjerner i øjnene på de heldige asener som var der. Touren fortsætter ufortrødent i Europa en god måneds tid endnu, hvorefter 34 koncerter i USA samme efterår konkluderer The River Tour.

Der findes fremragende dokumentation på koncertsalgsstedet live.brucespringsteen.net for The River-tourens nordamerikanske første del i 1980. Et meget stærkt show fra Tempe, Arizona og et uforligneligt eksplosivt nytårsaftenmarathon fra Uniondale, New York viser, hvordan The E Street Band besejrer udfordringerne omkring at rykke musikken og nærkontakten fra Darkness-tourens mange rockklubber op til de store arenaer, Springsteen’s voksende publikum nu kan fylde overalt. Det er et mindre intimt og storsvedende band der høres her, men trods det klart bredere vingefang i lyd og bevægelse stadig en drøm af en rocknrolleksplosion.

Og her kommer så den nyudsendte koncert ind. For den giver for første gang mulighed for at høre, hvor skarpt bandet lyder på det tidspunkt, da også Brøndby Hallen bliver savet midtover. Fredag 5. juni 1981 spiller Springsteen & co. den sidste af seks udsolgte aftener på Wembley Arena, en London-kolos med plads til godt 12.000. Denne aften kan man høre nogle af de sange, der senere vil komme til at tegne Born in the USA-koncerterne i 1984. Det være sig fortolkningen af Elvis Presley’s ‘Follow That Dream’, Springsteen’s egen nye Elvis-hyldest ‘Johnny Bye-Bye’, coverversioner af ‘Can’t Help Falling In Love’ og Creedence’s ‘Who’ll Stop The Rain’, samt en indfølt adoption af Woody Guthrie’s ‘This Land Is Your Land’, der stilmæssigt allerede peger i retning af næste års usminkede soloplade Nebraska.

Endvidere viser helhjertede covers af cajun-klassikeren ‘Jole Blon’, Arthur Conley’s ‘Sweet Soul Music’ samt Sonny Curtis’ The Clash-revitaliserede outlaw-rocker ‘I Fought The Law’ den store amerikanske musiktradition frem for enhver at se. Og så er der Springsteen’s egne sange. Der vil festen, det personlige, det forslåede, det fortabte, det forbindende, det forelskede, det vitale, frem og tilbage med skiftende hastighed, aldrig i hvil. The River-sangene sidder nu på bandets rygrad, men bliver spillet med et indlevet overskud, der ikke gør dem overfladiske eller meget andet end smittende.

Tre år efter, da Born in the USA blev udsendt, var meget anderledes. Springsteen’s løjtnant og ven Miami Steve var smerteligt ude af bandet, erstattet af den anderledes sjælløse Nils Lofgren, og målet syntes nu at blive verdens største rockband, med alt hvad den slags må medføre af overdrev, endimensionalitet og kompromitterende vulgariteter. Så denne dyrbare periode omkring The River er værd at fastholde og trække næring af. For når livenavnet Bruce Springsteen & The E Street Band stadig har den magi omkring sig som tilfældet er, bliver det de mægtige sceneudladninger i koncertårene fra 1975 til 1981 der ligger til grund. En liveplade som denne fortæller hele historien om hvorfor. Wembley Arena June 5. 1981 kan købes lige her som download for små 65 kr.

BORN TO RUN
PROVE IT ALL NIGHT
OUT IN THE STREET
FOLLOW THAT DREAM
DARKNESS ON THE EDGE OF TOWN
INDEPENDENCE DAY
JOHNNY BYE-BYE
TWO HEARTS
WHO’LL STOP THE RAIN
THE PROMISED LAND
THIS LAND IS YOUR LAND
THE RIVER
I FOUGHT THE LAW
BADLANDS
THUNDER ROAD
– – –
HUNGRY HEART
YOU CAN LOOK (BUT YOU BETTER NOT TOUCH)
CADILLAC RANCH
SHERRY DARLING
JOLE BLON
FIRE
BECAUSE THE NIGHT
I WANNA MARRY YOU
POINT BLANK
CANDY’S ROOM
RAMROD
ROSALITA (COME OUT TONIGHT)
+ + +
I’M A ROCKER
JUNGLELAND
CAN’T HELP FALLING IN LOVE
DETROIT MEDLEY

10 tanker om “Springsteen, Wembley Arena, 1981”

  1. Jens, endnu en pointe, jeg må give dig ret i… og 1888, tæt på korrekt. Rygtet siger at Prince hørte nummeret første gang, samme dag som live-versionen… men den mand kom ikke fra denne planet, så det er nok sandt:-)

  2. Hvis man vil kaldes ‘The Boss’ duer det bare heller ikke kun at være tredjebedste guitarist i sit eget band. 😉

  3. Point taken, bøjer mig i støvet. Teknisk er Lofgren vel stadig bedre, og da jeg er stor fan af Little Stevens 80’er soloplade “freedom, no compromise” mangler jeg nok noget objektivitet. Det nummer der, prove it all Night, er dog en øjenåbner, Bruce er sgutte ringe, som det vist hedder på gammel-jysk:-)

  4. Jens, du har sandsynligvis meget ret ( og i øvrigt, IT’en er med igen, så din kære webmaster ikke knokler forgæves:-)) Han er jo et multi-talent ham Little Steven, og har så vidt jeg husker for nylig spillet nogle fremragende solokoncerter (i følge anmelder Steffen Jungersen) i Amager Bio. Måske er det ærgerligt, at Bruce selv har taget en del af soloerne live i stedet for Steven, når han vel reelt kun er 3. bedste guitarist i det band:-)

  5. Lofgren’s tekniske guitarevner fejler intet, på mange måde er han jo teknisk en langt bedre guitarist en Miami Steve. Men han oser slet ikke af New Jersey’s rendesten og hustlerliv på samme player-facon, og han synger ikke samme fremragende loose korstemmer, så derfor bliver han ‘kun’ den musikalsk tilfredsstillende løsning.

    Lofgren’s trampolin-tricks på scenen med Springsteen vil jeg slet ikke nævne her…!

  6. Little Steven er fantastisk, og selvom Lofgren måske ikke har samme stage presence (vides ikke herfra, da jeg ikke har oplevet nogen af dem live), så ved han nu godt hvor strengene sidder på en guitar (jf. nedenstående), så jeg synes nu det er et godt scoop af Bruce, at få ham med… https://www.youtube.com/watch?v=s6_B1AB9nu8

Skriv et svar