Onsdag, torsdag og fredag er der i Odense (Posten), Aarhus (Voxhall) og Aalborg (Studenterhuset) mulighed for at opleve Jenny Wilson, kvinden bag en af årets stærkeste svenske plader. Den internationalt roste Excorcism, der udkom i marts, er Wilson’s bearbejdelse af en konkret voldtægt, et personligt smertearbejde mejslet i vintage electronica, der fremstår grumt, hårdt og sårbart, men også sært forløsende i sin fuck you-knejsende selvstændige styrke. Har oplevet Wilson live to gange i Sverige i år, og hendes shows er særpræget insisterende affærer, der ikke tager nogen gidsler. I slotsparken på Sofiero, nord for Helsingborg, hvor hun spillede for-support for Thåström, fik Jenny Wilson således Sveriges nok største sommerskovtur til, at få rosévinen helt galt i halsen over den radikale tilgang og ditto lyd. Ja, der var faktisk usminket væmmelse malet i ansigterne på ikke så få af de mange, der var kommet for næste forband, de helt modsat feel good-harmløse og musikalsk velfriserede First Aid Kit. Den slags tager vi hatten af for. Her et skarpt track fra Excorcism…
