Thåström Europa Express

astra.jpg

Joachim Thåström har siden han flygtede fra egen rockstjernedom i slutfirsernes Stockholm mest opholdt sig udenlands. Nu er han atter tilbage i Sverige, men årene i specielt Amsterdam og København sætter sit præg på hans musik. Seneste soloalbum besang netop byen her, der specielt med ‘Sönder Boulevard’ fik en gigantisk stille sang om Vesterbro smidt sin vej. Og på sit nye debutalbum med “afvekslingsbandet” Sällskapet, fortsætter han sin kronologisering af de landflygtige år.

Vi er nu med på en afdæmpet men hvileløs rejse, uden mål, langt fra hjemlandet, gennem flere nordeuropæiske byer. Sangtitler som ‘Hauptbahnhof’, ‘Järnstaden’, ‘Nordlicht’, ‘Rum 212’, ‘Le Havre’ og ‘ Spår Overalt’ fortæller deres egen historie om et søvngængeragtigt nat-Europa med raslende sporskifter, dunkende fabrikker og alkoholvåde havnekvarterer. Det er ikke moderne tider der spiller i denne så europæiske collage-opbyggede blues-electro, men derimod et fjernt århundredes nedslidte industrisamfund på allersidste vers. Det er søgende tågehorn, lyd af trappestejle banegårde, et Astra-bryggeri i Hamburg, ustemte klaversløjfer, rum ventetid og en klar fornemmelse af ansigtsløse, nu forgangne mennesker, der allerede længtes for længe siden, på de mørkebrune knejper, hvor Thåströms dybe stemme så nemt falder i et med tapetet.

Der synges fra Amsterdam, hvor man går hen til banegården, for at se togene sitre afsted, ud i verden. Der synges fra Skt. Pauli, fra baren Nordlicht ved Elbens kaj, hvor skibsvrag er skyllet på land. Og musikkens langsomme puls knirker og værker og sukker og trækker under det hele. Dog, som tilfældet er hos Thåström, ikke af selvmedlidenhed. De der står ved Jacques Brel’s benhårde og usentimentale havneskildring ‘Amsterdam’, den som David Bowie for langt over 30 år siden også udsendte sin berettigede version af, vil straks genkende den trøstesløshed, man også her transporteres igennem på en ofte dominerende baggrund af optræk til livsskuffelse. For nej, trods et par bittesmå lyse erindringsstik af forsvundne håb undervejs, er den ikke godhjertet, denne langsomt sammenstyrtende verden. Hvilket absolut ikke gør Sällskapets udsøgte skildring af den mindre anbefalelsesværdig.

6 tanker om “Thåström Europa Express”

  1. Man behøver ikke engang indlade sig med iTunes for at checke ‘Nordlicht’ – den er lige her:

    Nu må vi se om det virker 😉 Hvis i øvrigt bloggens indehavere ikke er interesseret i at have YouTube-klip sat ind, så er der ingen protester herfra, i sagens natur.

  2. Forresten synes jeg at Sällskapets album stemningsmæssigt ligger tæt på Thåströms klassiker “Kaos-passageraren” fra Mannen Der Blev En Gris. Det er et helt uforligneligt trist nummer!

  3. Det er godt nok noget af en rejse gennem Europa, som Thåström tager lytteren med på! Det er en helt enorm plade synes jeg – næsten ikke til at rumme i al sin afdæmpede frustration. Jeg tror det er en plade, der vil vokse sig endnu større jo flere gange man lytter – men det er ikke lige en man smækker på anlægget til nogle øl i festligt lag. Så er det vist sagt!

    Der er kun sang på halvdelen af numrene på albummet, resten er nærmest industrielle lydskitser der næsten kører i ring. Men de er meget stemningsmættede og gennemførte. Thåström hvisker sig igennem de fleste af de øvrige numre, hvoraf flere kunne have passet fint ind på det seneste album.

    Et enkelt nummer synges af Nina Ramsby, men hendes vokal er på den tilhørende DVD (hvis man køber den dyre udgave) igen erstattet af Thåström selv. DVDer er med seks “musikvideoer”, som nærmest har karakter af minimalistiske kortfilm med masser af grynede billeder af togskinner, kæmpestore kranlandskaber og industri.

    HVis man overvejer at købe men er i tvivl, vil jeg nok anbefale at man starter med singlen Nordlicht, som de i hvert fald har på iTunes. Den er et meget godt billede på stemningen og lydbilledet – og den er i min karakterbog helt oppe på en 12er efter den nye skala.

    God weekend med al den gode musik vi forkæles med for tiden 😉

Skriv et svar