Blur udsender i dag The Ballad of Darren, London-bandets første album siden forunderligt vellykkede The Magic Whip udkom for otte år siden. Hvor den plade uventet lykkeligt lød som gode gamle Blur sammen igen, så tegner det nye album umiddelbart i lyd og tonesprog mere Damon Albarn’s egen verden. Det er hans svimle melankoli der løber som rød tråd gennem ti flygtige, ofte afdæmpede tracks, der i sine undrende betragtninger og et lettere forslået livssyn rammer tættere på den seneste The Good, The Bad & The Queen end klassisk Blur. En fin musik under alle omstændigheder, her repræsenteret af den ene sang på albummet, der kommunikerer ligeså enkelt og åbent som de to allerede udsendte singler…
Albarn sætter ganske meget sit eget præg på Blurs fremtoning, nok også mere end tidligere. Alene hans sangstemme er dog tilstrækkelig til at det er umiskendeligt Blur. Denne gang meget afvekslende med stille ballader og mere kraftfuldtonet rock. Jeg synes det er et aldeles fortræffeligt album, der slet ikke bærer præg af de halvgamle mænd, de jo er.