Things have changed

img_33

Forleden havde Webmaster Pastor et indlæg, hvori vi kunne se Sex Pistols-spydspids Johnny Rotten styre veltilpas igennem en godmodig engelsk reklame for smør. 

Men der stopper kontrasternes forunderlige verden ikke, for her endnu en hellig ko på offeralteret: Bob Dylan’s reklame for Pepsi Cola, sendt udover hele USA i søndags under Super Bowl-finalen.

Kan næsten kun gøre lidt ondt at se på, medmimdre man er Bob’s bank. På de utallige Dylan-hjemmesider diskuteres nu i borgerkrigslignende stemning, hvad hele den ideologiske arv fra 60’er-oprørets bevidsthedsgørelse er værd, når dets vel største ikon og ledestjerne har ladet sin musik sælge til at give corporate Pepsi en ansigtsløfning.

Den debat er ikke så ensidig som man måske skulle tro. Faktisk forsvarer ikke så få mesterens soft drink-eventyr. Sådan lidt på samme mekaniske måde, danske kommunister før Østeuropa’s fald stod op for enhver urimelighed begået under hammer og segl.

Dylan selv har – sin omtalte counterculture-symbolværdi til trods – aldrig villet tages til indtægt for nogen eller noget, så på den vis er et top-opportunistisk træk som denne Pepsi-alliance en perfekt måde at erklære suverænitet over egen person og samtidig få sagt ‘fuck you!’ til enhver forventning om hvem og hvad han skal være.

Vi slutter her med et enkelt web-svar på tiltale til Dylan og hans mange menige Pepsi-forsvarere, fra en tilhænger der ikke synes så imponeret:

– You ARE defending him. It has everything to do with principles, allowing a song to promote a big corporation’s product is not work, its merely greed for money, there is a difference between working to live and the greed for money, how much money does he need? The man who wrote about “advertising signs that con” and the tragedies of poverty in Hollis Brown, the man whose last album contained a song titled Workingman Blues, pretty rich (no pun intended) coming from a guy who doesn’t have to ever worry about money and yet feels the need to abuse the nature of his songs in order to make more, he has fuck all to feel blue about, big corporations are fucking the public in the ass with their overpriced products, Dylan is supporting their disgusting tactics by allowing them to use one of his songs, how much fucking money does he need? Dylan has a right to do whatever he wants but you and the rest of the so called fans have no fucking right to try and justify it which is what you are doing. End of fucking story.

10 tanker om “Things have changed”

  1. Der mistede Bob Dylan s’gu noget af min anseelse. Hvad i al verden skal det min til for?

    Andre pinligheder omfatter New Order, der skulle have £ 200.000 for at ændre teksten på deres Blue Monday fra at være en anti-Thatcher sang om Falklandskrigen til en hyldest til Sunkist saftevand. Hvordan kan nogen tage sådan et band alvorligt?

    http://www.tier8.net/ajacq/sun.mp3

    Pinligt var det også, selvom projektet er nok så sympatisk, da Yoko Ono solgte “John Lennon” til denne reklame, der vha. af computeranimation skulle fremstille Lennon, som han ville have set ud i dag.

    http://www.youtube.com/watch?v=Oz9R82vWw08

  2. Money talks eller alt kan købes, må vel være det vi snakker om her.

    Kan da måske godt forstå at der er nogle fans rundt i verden der bliver lidt sure fordi deres yndlingssang pludselig bliver relateret til et produkt som de måske ikke kan lide – men hvorfor ikke se sådan på det at kunstneren, ved de store kampagner får god betaling for brugen af sangen, altså betaling for det de faktisk har lavet.

    Uden at kende noget som helst til Bob’s økonomi eller salgstal, så mangler han nok ikke noget, men uanset om han mangler penge eller ej, så handler det vel om at få mest muligt ud af produktet(sangen).

  3. Sikkert – og det skal herfra være dem vel forundt var det tilfældet.

    Man kan sige, at hvis den Levi’s-reklame har åbnet nye øjne for bandets musik rundt omkring, har den også gjordt godt.

    Personligt er jeg bare glad for, det ikke var et vigtigt Clash-nummer, men en ret ligegyldig popsang, man herefter ikke kunne høre uden at associere til reklamebloklyd.

  4. De andre lod Mick Jones træffe beslutningen da det var “hans” sang – jeg tror dog ikke Strummer & co. gav afkald på indtægterne fra Levis reklamen og de reissues (Rock the casbah, The Story of The Clash etc.) som fulgte i kølvandet?

  5. @ 1888 🙂

    Jeg talte minutter ned til det link kom op!

    Mick Jones solgte – mod Strummer/Simonon’s udtalte vilje – sin Combat Rock-hitsang til Levi’s. Det var endda så meget et Mick Jones-projekt, at B-siden af den pga. Levi’s-reklamen genudgivne single havde et Big Audio Dynamite-nummer på.

  6. Har Dylan ikke ofte været på big business’ payroll? Bl.a Cadillac og Victoria’s Secret…

    Fandt reklamerne her:
    Cadillac (som samtidig er for theme time radio hour, dog):
    http://www.youtube.com/watch?v=rPHybJvBKeY

    Og VIctoria’s Secret:
    http://www.youtube.com/watch?v=Vq7W7icd-Fc

    husker det som om at især Victoria’s secret-reklamen blev diskuteret heftigt – fra at “nu sælger han da helt ud” til at også dette var en del af “kamæleonen Bobs” maskespil og værk…
    Skal man sælge ud så er dette dog måden at gøre det på, som youtuberen skriver 😉

  7. well, jeg er egtlg mest forarget over, at han laver noget med en kegle som will.i.am. Det sagt, så er den da meget sjov og hyggelig den der reklame, og skal man ikke være lidt af en snaderygende “his bobness”-dyrkende sutskosocialist for rigtigt at gide blive sur?

Skriv et svar