Ubetaleligt ?

Jens har gjort det. Jeg har gjort. Vi har købt bøger og musik via Amazon. Deres udbud er nogenlunde stort, ja vel faktisk enormt. Den bog, jeg selv har skrevet (og som endnu ikke er filmatiseret), kan købes via Amazon. Jeg har købt jule- og fødselsdagsgaver til min søster i Manchester via Amazon.

Det er derfor ikke overraskende, at jeg i denne uge kan læse i The Guardian at Amazon alene i Storbritannien tjente 3 milliarder pund i 2011. Hver fjerde bog på det britiske marked købes hos Amazon.

Samtidig kan jeg læse, hvordan det går stadig værre for traditionsrige boghandlerkæder i Storbritannien og USA. Waterstones, hvor jeg ofte slog et sving forbi, da jeg boede i Edinburgh for to årtier siden, har det ikke godt. Og den engang enorme kæde Borders, der ligesom Waterstones havde afdelinger på begge sider af Atlanten, er gået konkurs.

Online-handelen ændrer forretningslivet. Men pengene fosser samtidig ud af samfundsøkonomien. Amazon betaler nemlig ikke så meget som én penny i skat i Storbritannien, thi Amazon hører meget bekvemt hjemme i Luxembourg. På den anden side har Amazon fået over 10 millioner i statstilskud til at åbne et nyt distributionscenter i Dunfermline.

Amazon giver os det, vi helst vil have. Og så alligevel.

Skriv et svar