Way out West

Pastorinden og jeg er i disse dage til Way Out West-festivalen i Göteborg.

Festivalen er noget mindre end Roskilde Festival med et publikum på cirka 30.000. Way Out West adskiller sig også ved ikke at være en campingfestival og ved at holde til i Slotsskogen, som er den store park i Göteborg. Jeg har aldrig været til Smukfest (musikprogrammet har desværre aldrig sagt mig så meget), så jeg kender ikke så meget til festivaler med så fine skovagtige omgivelser. Og så har festivalen i øvrigt stort fokus på at være miljøvenlig. Al mad, der bliver serveret, er vegetarisk eller vegansk. Og man har lagt et særligt modulunderlag ud, så de mange tusinde gæster ikke tramper Slotsskogens store plæner helt ned. En yderligere gevinst er at det også skåner os for de mudderorgier, man kender fra danske festivaler.

Silvana Imam er en svensk rapper med syrisk/litauisk baggrund – og åbnede i år Orange Scene på Roskilde. Hun er åben lesbisk og havde sin kæreste med på scenen i flere numre. Jeg må indrømme, at jeg ikke kendte så meget til musikken inden, men denne koncert gjorde et stort indtryk på mig og min hustru. Kombinationen af Imams på en gang konfronterende og rå tekster, det stærke feministiske budskab og et enormt nærvær på scenen var noget helt særligt.

Neneh Cherry har lavet musik i en menneskealder, og først et godt stykke tid efter at jeg stiftede bekendtskab med hendes store hit “Buffalo Stance” i 1988 opdagede jeg, at hun faktisk er svensk. Så dagens koncert var en koncert på hjemmebane. De gamle hits var med (på “Seven Seconds” manglede man tydeligt Youssou N’Dour), men der var også nye numre, der røbede at Neneh Cherry ikke gang fast i 1990’erne og at hun bestemt kan endnu.

Fra brune svenske kvinder med dans og feministiske budskaber kom turen så til hvide engelske mænd, der sad ned. 

James Blake har jeg også lyttet til længe, og hans særegne musikalske udtryk, hvor mange stilarter mødes, synes jeg er fascinerende. Det er interessant at han på mange måder er havnet samme sted som så umiddelbart væsensforskellige kolleger som Frank Ocean og Justin Vernon (Bon Iver). Ved sin introduktion til koncertens sidste nummer fortalte James Blake, at han havde lidt af angst og depression op gennem tyverne, og det satte unægtelig den sidste sang i relief.

Til allersidst Jon Hopkins, der leverede et timelangt sæt med hovedvægten lagt på sine to seneste albums. Det er ikke al hans musik, der er lige dansabel – der er på hans seneste udgivelse flere numre, der er helt tyste og faktisk minder lidt om Erik Satie (!). Men her til aften var vægten lagt på uptempo-numrene og det visuelle indtryk var der også gjort noget særligt ud af med brug af storskærm og to dansere.

3 tanker om “Way out West”

  1. Jeg har set efter nu, og familieforholdene er mere komplicerede end jeg troede, og de kan bedst beskrives med en ikke-orienteret acyklisk graf. Der er ikke nogen, der er helsøskende, og faktisk er flere af dem slet ikke i familie. Alle er brune, fordi tilfældet ville, at de alle har en far med afrikansk baggrund – men ikke den samme!

    Don Cherry var kun stedfar for Neneh og Titiyo; deres biologiske far kom fra Sierra Leone og de to kvinder har hver deres svenske mor. Til gengæld er Don Cherry biologisk far til Christian og Eagle-Eye. Christian Cherry er dansk, fordi hans mor er dansk, så strengt taget er han slet ikke bror til hverken Marianne Karlsson (som Neneh Cherry faktisk hedder) eller Titiyo Yambalu Felicia Jah. Eagle-Eye Cherrys far er Don Cherry og hans mor er Monika Karlsson, som også er Marianne Karlssons mor.

  2. Og deres far er den velrennomerede jazztrompetist Don Cherry. Vi der kommer fra rockmusik kender ham nok bedst fra de messende horn på Lou Reed’s mesterligt flossede og underkendte 1979-plade The Bells.

  3. Det gik også nogle år før det gik op for mig, at Neneh Cherry var svensk…og i sidste uge gik det op for mig, at han der vejrværten på DR der ligner Obama er hendes bror!!

    Nuvel – fortsat god festival til pastoren og pastorinden…

Skriv et svar