Ja, Pete Doherty dukkede op. Ja, Pete var ret påvirket. Ja, Carl Barat er ligegyldig som sanger/co-frontmand ved siden af ham. Ja, lyden var ikke bedre end ringe. Ja, Libertines-trommeslageren powerspillede, som var han med i en heavy-jam i 80’erne. Ja, uskarphedens flag vajede højt over scenen. Ja, settet var ufokuseret langt. Ja, ‘Music When The Lights Go Out’ stod som aftenens højdepunkt og lød faktisk mere af Babyshambles (let og underspillet). Ja, i ekstranumrene fik den på aftenen så inkompetente lydmand endelig de mega-komprimerede trommer skruet lidt ned, så bandets musik kunne løfte sig, specielt i sekvensen ‘What Became Of The Likely Lads’/’Up The Bracket/’What A Waster’. Ja, aftenen var som sådan mere vild kaos-happening end skarp koncert. Ja, det var øjensynligt det mange kom for at opleve. Freakshow som gendannet ungdomsoprør. Pengemaskine forklædt som nødvendighed. Slet ikke det The Libertines handlede om dengang de eksisterede som band og udsendte deres to plader. Det ville sådan klæde Pete Doherty og Carl Barat at have tilskrevet setlisten en tre nye sange eller fire, der med frisk luft kunne bringe The Libertines lidt af den nutid, de med største selvfølgelighed sang udfra for 10-11 år siden. Not anymore. Her er hvad blev spillet i Vega:
The Delaney
Campaign of Hate
Vertigo
Den Sømand han må lide (sunget af John Hassall)
Time for Heroes
Horrorshow
Begging
The Ha Ha Wall
Music When the Lights Go Out
What Katie Did
The Boy Looked at Johnny
Boys in the Band
Can’t Stand Me Now
Last Post on the Bugle
The Saga
Death on the Stairs
Don’t Look Back Into the Sun
Tell the King
The Good Old Days
+ + +
France
What Became of the Likely Lads
Up the Bracket
What a Waster
I Get Along
Sally Brown
Se & Hør materiale
Er også vild med hans antydende, fabulerende guitarspil. Men Vedder, hvis du synes Libertines havde styr på tingene, så prøv Babyshambles næste gang de kommer til byen. De har mere Doherty, ingen Barat og spiller, trods naturligt Doherty-kaos ombord, med langt større lydhørhed for hinanden og sangkataloget – en win-win-win-situation.
Er bestemt ikke Doherty-fan og hører ikke meget af hans musik. Mener egentlig, han er Se og Hør materiale. Men de lydmæssige svagheder til trods synes jeg egentlig koncerten var en ganske fin oplevelse. De havde egentlig mere styr på tingene, end hvad jeg umiddelbart havde tiltroet dem. Og hans guitarspil virker bare så naturligt.
Det har der, selvom indtrykket ofte er broget. Men i de øjeblikke hvor han rammer plet, er der vel næsten ingen der kan nå op på siden af ham.
Har der nogensinde været en rigtig god koncert med Peter Doherty?
Jeg er markant mere positivt stemt 🙂
Det er ikke mit indtryk, at de var “for” påvirkede – og sammenspillet var bedre end jeg havde forventet. Energien på scenen kan ingen betvivle.
Carl Barat var i mine ører mere fokuseret og velsyngende end Pete D, der dog har en enorm “charme”. Pete´s guitarspil var sjusket, men ikke på en “Pavement-overlegen” måde. Snarere dårligt/sløset håndværk.
Lyden var elendig de første 20 minutter, men heldigvis blev den betydeligt bedre.
Det mest irriterende var stilstanden mellem numrene, men jeg er alligevel på 4-5 af af stjerner.
Alt i alt en fin aften. Og hatten af for med medlevende publikum.