En ny mandag i 2016 er ingen god mandag i 2016 uden selskab af David Bowie. I dag er det en måned siden det var hans fødselsdag og Blackstar udkom. Glad for man nåede at høre den inden dødsfaldet, så det ikke var Bowie’s bortgang, der skulle farve oplevelsen af musikken først den blev hørt. Og heldigvis lød Blackstar jo allerede som et mesterværk af en plade før de overvældende nyheder dén mandag morgen. Noget andet var så, at mange af os helt havde misset de nu så obvious personlige dødsreferencer på albummets sange. Vel ikke mindst fordi netop David Bowie har opdraget sine lyttere til aldrig at tænke en-til-en når han synger. Det var også derfor ‘Where Are We Now’ var så stærk og overrumplende et comeback; den sangs ords klare personlige referencer selv hev meget atypisk enhver mulig maske af Bowie selv…
5 tanker om “Where the fuck did monday go?!”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Utrolig video, den til ‘Lazarus’. Selv med de store fede sørgerande i siden lykkedes det mig stadig ikke at gætte at han overhovedet var syg, da jeg så den. Ser han ikke næsten sløjere ud i ‘Where Are We Now?’-videoen? Og lyder skrøbeligere i sangen. DEN blev jeg urolig af …
jo det kan du have ret i Jens, men havde nu alligevel foretrukket ligesom Lars at have lydbilledet uden billederne.
Synes nu der er al ønskelig værdighed over billederne på både ‘Black Star’ og ‘Lazarus’. Der er vild styrke i at turde fremvise sig selv så sårbar, som vi med dødsfaldet fandt ud af, at han rent faktisk var.
Stadig svært tilfreds med at jeg alene har dyrket lyden af det nye Bowie album uden billedsiderne.
dyster aura fra videoer hænger stadig ved synes jeg – måske derfor gladest for Dollar Days og I can¨t give….Vil helst ikke huske billedet af en udmagret helt med bind for øjne som fremstillet i Black Star og Lazarus…der var dog og er stadig en vis værdighed over Where are we now