Beklager endnu en negativ fodboldpost her. Ovenpå al den presseballade mellem Benitez og de nye LFC-ejere, Mr. Gillett (good cop) & Mr. Hicks (bad cop), kommer det i fredags frem af omveje i flere engelske aviser, at Bayern München’s nyudnævnte manager Jürgen Klinsmann har været til decideret jobsamtale-middag hos de to amerikanere i efteråret.
Larmende stilhed weekenden over fra officiel side i Liverpool. Men historien forsvinder ikke og damage control-forsøget kommer mandag i form af et kort Mr. Hicks-interview i Liverpool Echo. Klinsmann har godtnok været på besøg, men kun fordi man ønskede en ‘forsikring’ såfremt Rafael Benitez pludselig ‘skulle forsvinde’ til Real Madrid. Og så ville Mr. Hicks/Mr. Gillett iøvrigt også gerne møde Klinsmann for at ‘lære så meget som muligt om engelsk og europæisk fodbold.’
Selvom Mr. Hicks endvidere erklærer, Liverpool’s nuværende manager siden den Klinsmann-middag har genvundet både hans og Mr. Gillett’s fulde støtte, kan afsløringen af mødet kun gøre Benitez’ position i Liverpool endnu mere skrøbelig. Måske der er tale om et kultursammenstød mellem måderne, topsport fungerer og conductes på i USA og Europa, men at behandle sin egen fungerende manager som skidt, og så ovenikøbet give ham en så halvhjertet officiel opbakning, synes brutalt og utilstedeligt, ialfald efter engelsk standard.
Situationen synes nu uholdbar. Enten må amerikanerne afskedige Benitez straks, eller også bør man sætte handling bag lunkne støtteord, gennem et officielt tilbud om forlængelse af samarbejdet. Det første sker ikke, for er der noget, den seneste tids kontroverser har malet op, er det hvilken massiv opbakning Rafael Benitez har i og omkring Liverpool. En fyring nu vil gøre det meget svært for amerikanerne at se en fælles fremtid på Merseyside, hvor den lokale mistro til dem er vokset støt siden sidste sommer.
Men en kontraktforlængelse er ligeså udelukket, da Benitez helt åbenbart ikke nyder sine to ‘ejeres’ tillid. Så Mr. Hicks/Mr. Gillett må istedet spille the waiting game og håbe på skuffende LFC-resultater, nok det eneste redskab, som kan få stemningen til at vende sig lidt mod Benitez, og derved gøre en udskiftning til sommer mere spiselig. Det er sådan klaveret spiller lige nu i Verdens Bedste Klub, der slet ikke er vant til den slags rævekager og dobbeltspil. Hvis åbenbare tilstedeværelse viser man måske har givet køb på den til de helt forkerte personer.
Og så taler vi ikke engang om de mange kontrameldinger vedrørende det nye stadionbyggeri i Stanley Park, eller de financielle dealings, som efter sigende snart pålægger Liverpool en mægtig millardgæld, for det Royal Bank of Scotland-lån de to amerikanere erhvervede klubben for. En frygtet postering, man på Anfield blev forsikret om aldrig ville ske.
Det er i den tumult, der i aften på højdedraget over byen er FA-cup-omkamp mod Luton. Mon holdet i rødt og dets hårdtprøvede træner kan koncentrere sig om noget så simpelt som lidt fodbold…?
Liverpool – Luton, i aften, kl. 21.00, TV2 Sport
Hej stær!
Syret, du har da vist ret! Det var ellers deres store projekt derovre og har haft stor succes (heldigt sammenfald med at thaierne er lige så vilde med elefanter som de selv er :-)) – men de præsenterer i hvert fald ikke længere Chang som Carlsbergprodukt…
Jens, var det ikke noget med, at bystyret i Madrid købte Reals træningsfaciliteter for 4 mia. og nu lejer det ud til dem for en krone om året (eller noget i den stil)?
Mht opkøb så er et pudsigt fænomen jo opstået i England. Nogle racerkørere eller en milliardær køber en klub med det formål at bringe den til tops i Europa i løbet af en overskuelig fremtid. Hvilken mon bliver den næste? Port Vale? Købt af Robbie Williams?
Tak, belmondo / Erling K
Smølle > Det er ikke verdensfirmaet Carlsberg der ejer Chang Beer – så den kan umuligt falde tilbage på LFC 🙂
Godt spørgsmål. Man ved som tilhænger af en engelsk klub, at enten bliver den en del af den nye ejerstuktur, eller også venter nedgang, usynlighed, obskuritet og en dag måske endeløse fixtures mod hold a la Doncaster Rovers, Leyton Orient og Tranmere.
Hele Champions League-ideen er økonomisk baseret på at gøre få hovedrige klubbere endnu rigere og de mange fattigere ukampdygtige i det store billede. Der er en massiv fødekædetankegang og Darwinisme i UEFA’s europæiske klub-setup.
Trist at hæderkronede klubber med lang historie derfor er up for grabs af nyrige formuer og deres mere eller mindre velmenende, tilfældige bagmænd.
Men hvordan lykkes det f.eks. spanske topklubber som Real Madrid og FC Barcelona at kunne konkurrere europæisk uden at skulle sælge ud af arveguldet? Flemming Østergaard og andre har talt om en systematisk ‘økonomisk doping’ i Sydeuropa, altså at skat, stadionleje/køb, kreditværdighed, samfundets økonomiske krav til en vis grad er indrettet elastisk efter storklubbernes behov. Der må være en grund til at tophold dernede ikke har de samme akutte pengeproblemer som nu dem i England, der er tvunget til at sælge sig selv, for stadig at kunne være med i toppen…?
Hvordan er det kommet så vidt at legendariske klubber havner i hænderne på den slags fyre? Og hvordan han klubbernes supportere (er vel ikke alle underfrankerede hooligans!?) acceptere det?
Nu kværulerer du, smölle;-) Jeg kan så tilsvarende sige, at ethvert problem DIC må have falder tilbage på dets ejere, Dubai Holding.
Hvad jeg mente før var: Findes der overhovedet helt rene penge i Premier League-sponsoratstørrelsen!?
Den ‘høje hest’ er såmænd ikke min, men bare en reference til The Fivers navn for Man City. Men det lyder da som om det niver lidt når man prikker til de høje herrer fra UAE, så det virker som om begejstringen ikke er entydig 😉
Skulle Chang Beer have lig i lasten, hvad jeg ikke aner om de har, så falder det jo som sædvanlig tilbage på verdensfirmaet der ejer dem. Deres navn står spøjst nok på rivalernes trøjer på Anfield 🙂
Har fundet en artikel om saudispilleren
http://www.bold.dk/nyt/?vis=78235
Vermouth, det var vist nok Richard Dunne, der gik hårdt til en saudi-arabisk “stjernespiller”, der var til prøvetræning i Man City.
Sådan havde jeg også forstået dit budskab, Jens. Snarere end at lægge folk med en politisk ukorrekt nationalitet dette til last, bør folk der har netop de tendenser IMHO tage et lidt grundigere kig på den refkleksion der møder dem fra spejlet. I første omgang har sidstnævnte selv et problem i deres anskuelse af denne verdens givetvis skæve gang – alle gode hensigter ufortalt..
Godt sagt, HazyDavy!
Henviser til det syn mange i udlandet har på vores land, som følge af folkestemningen her, der gør en i mange europæeres øjne alt for restriktiv som religions-mistænkeliggørende dansk flygtninge- og indvandringspolitik mulig.
Helt enig med dig i, at man overfor fremmede udelukkende skal repræsentere sin egen persons integritet. Ens nationale bagage – god eller dårlig – er ikke selvvalgt.
Debatten er spidset til her, og jeg vil i den anledning egentlig godt vende tilbage til en af dine tidligere poster som jeg overså i første omgang, Jens. Du refererer til hvordan du er blevet gæstfrit modtaget i Berlin, trods de politiske realiteter hertillands. Jeg er ikke sikker på om du henviser til en generel intolerant folkestemning eller den politiske magtfordeling som blev konsolideret ved det seneste valg, og derved fortsættelse af en inhuman udlændingepolitik. Jeg har afsøgt min samvittighed og kan med åbent hjerte erklære at jeg ikke mener at have åbenlyse aktier i nogen af delene – hvorvidt jeg sammen med andre ligesindede hykler en selvgodhed skal jeg lade være op til andre vurdere.
Men jeg vil i sammenhængen gerne sige at jeg finder det trist hvis holdningen både her som der er, at vi på rejser til steder der står vore hjerter nær skal gå rundt med nakken bøjet i skam og frygte fordømmelse fra medlemmer af mere oplyste samfund. Jeg ville ikke have forventet andet end en venlig modtagelse af dig selv i Berlin – du repræsenterer vel netop dig selv og de værdier du står inde for? Ydermere er jeg er sikker på at du i en diskussion af det betændte emne er mere end kompetent til at argumentere for dine synspunkter.
Derfor: Mener du at vi skal gå bodsgang hver gang eksempelvis tørsten og lysten til at konversere med de lokale på udebane driver os til deres hyggelige vandingshuller? I så fald må schweizisk selskab alle vegne nu være ugleset, amerikanere har været det i 7 år (eller længere alt efter temperament), og lad os ikke engang begynde på diskussionen om hvide sydafrikanere og israelere.
Min pointe er at det er udtryk for en åndsfattig holdning, hvis det virkelig forholder sig sådan at man på baggrund af passets farve og udstedelsesland skal forholde sig afmålt overfor gennemrejsende af eksempelvis ovennævnte nationaliteter som man måtte møde i Folkets København. Hvor går grænserne? Tænk eventuelt over det historiske perspektiv: Omtalte berlinere ville således af oplagte årsager have svære sociale betingelser..
Et lille sidespring. Forleden hørte eller læste jeg en historie om en arabisk fodboldspiller, der havde været til prøvetræning i en engelsk klub. Med sig havde han haft en stor supportgruppe, der hver gang han havde haft bolden i en prøvekamp, havde hujet og hyldet deres helt. Det havde irriteret en modspiller, som så var gået lidt hårdt til ham, skubbet og sat en engelsk tackling ind, hvorefter vor arabiske ven var brudt sammen i gråd. Han fik ingen kontrakt i denne omgang.
Problemet er bare, at jeg ikke kan huske navnet på araberen eller den klub han prøvetrænede i? Er der andre, der ved det?
Nå, endelig lidt oprejsning midt i de mismodige tider og stunder for spekulation. 5-0 over Luton. Det bliver heller ikke 18 år efter det seneste mesterskab, at Liverpool genvinder den vigtigste pokal (tænk at unge mennesker nu bliver voksne uden at have oplevet et Liverpool-mesterskab, de kan endda selv have fået børn, hvis de har været tidligt på den), men i verdens smukkeste pokalturnering FA-Cuppen lever de røde fortsat. Det var da altid noget.
Så må vi da håbe at LFC’s sponcor har bedre moral end deres thailandske konkurrenter. Ville være sørgeligt at se alkoholiserede underbetalte børnearbejdere i Liverpools trøjer sælge Carlsberg på gadehjørnerne i Østen.
De internationale koncerner er efterhånden så store og har spredt sig over så mange brancher så de alle er rodet ind i et eller andet skidt. Money talks!!!!!
Kom ned fra din høje hest, smölle – DIC’s takeover er indtil videre udelukkende mediespekulation.
Og mon ikke iøvrigt en vis thailandsk ølsponsor tilsvarende har flokke af underernærede børnearbejdere i lasede Everton-replicatrøjer gemt væk i en eller anden fjern provins!?
Whoa! Manchester City må vist til at vænne sig til ikke mere at kunne bære titlen Human Rights FC…
Al Maktoum-familien er under anklage for “trafficking ” (menneskehandel) med børn, der skal være kamelryttere i væddeløb. Og i Dubai er fagforeninger ulovlige; dette er et land, hvor 90 procent af arbejdsstyrken er gæstearbejdere (for størstedelens vedkommende indiske, srilankanske og pakistanske) med meget få (om nogen) rettigheder. Som andre har påpeget, er der også mange andre mindre glorværdige sider af livet i Dubai. F.eks. er homoseksuelle forhold ulovlige og straffes med dødsstraf.
Prøv at se kapitlet om Dubai i Amnesty Internationals årsrapport fra 2007:
http://thereport.amnesty.org/eng/Regions/Middle-East-and-North-Africa/United-Arab-Emirates
Kig også på
http://newleftreview.org/?view=2635
og
http://en.wikipedia.org/wiki/Human_rights_in_the_United_Arab_Emirates
og
http://hrw.org/english/docs/2003/09/19/uae6388.htm
Jeg er sikker på, hele misèren med de amerikanere skyldes, at de troede, You’ll Never Walk Alone er en Elvis-sang.
Der kan man se, hvad der kan ske, når man ikke kender sin musikhistorie.
20 milliarder US dollars til uddannelsesområdet! Der kunne Bertel Haarder sgu lære noget!
Uden at tage stilling til hvilken milliardær der er værst, så er engelsk fodbold sgu ikke helt det samme med folk som Abramovich, The Glazers, Gillett/Hicks og (måske) Sheikh Mohammed bin Rashid Al Maktoum og Alisher Usmanov ved roret. Sidstnævnte uzbekiske storaktionær i Arsenal er ifølge denne hjemmeside en specielt led satan:
http://www.craigmurray.org.uk/archives/2007/09/alisher_usmanov.html
Husker godt Maktoum fra sidst DIC var på banen – vidste dog ikke at han er eneejer.
Dengang gik mange historier om Maktoum’s enorme økonomiske bidrag til udvikling af Mellemøstens arabiske nationer gennem uddannelse og forskning. Ved ikke om disse og lignende skriverier om Maktoum, som den største bidragsyder til FN’s hjælpeprojekter i regionen, var simpelt spin for at få de kulturelle forskeligheder England/Arabien til at fremstå mindre end de er.
Her et uddrag fra dagens Wikipedia:
‘Al Maktoum, his sons, and his daughters are known to be avid in the art of traditional Arabic poems, arts, taking part in projects to aid developing countries such as Jordan, Egypt, Palestine and Yemen.
Mohammed bin Rashid Al-Maktoum has been known for his vast charitable donations. On May 19, 2007, he announced plans to give $10bn USD to set up an educational foundation in the Middle East; one of the largest charitable donations in history. Sheikh Mohammed stated that the money is meant to bridge the knowledge gap between the Arab region and the developed world, improving the standard of education and research in the region, developing leadership programs for youth, and stimulating job creation. The announcement was made at the 2007 World Economic Forum in Jordan. In September 2007, he launched a campaign, Dubai Cares to raise money to educate 1 million children in poor countries. The campaign is Dubai’s contribution to the U.N. Millennium Development Goals for providing Children’s Primary Education to every child by 2015. The amount donated to this campaign has exceeded AED 240 million(Approximately US$ 65,573,770)six days after its launch.’
Skurk eller helt – svært at sige på en kvart verdens afstand, men kunne han købe amerikanerne ud, gjorde han ialfald én god gerning her i Europa…
“Dubai International Capital (DIC) is owned by Crown Prince of Dubai and United Arab Emirates Prime Minister Sheikh Mohammed bin Rashid Al Maktoum.” Cheers!
Menneskerettigheder? Udover at man fungerer udfra UAE – som ikke afholder demokratiske folkevalg, men til gengæld bl.a. accepterer både underbetalt arbejdskraft og børnearbejde, samt slår ekstremt hårdt ned på homoseksuelle – har jeg ikke hørt DIC i sig selv skulle være bad guys.
Om man så vil samarbejde med dem, alt den tid de repræsenterer et så usympatisk politisk styre, er en anden sag. For nylig i Berlin blev jeg selv vel modtaget, selvom jeg for mange folk dernede repræsenterer et fremmedfjendsk og religions-racistisk land, hvilket jeg satte stor pris på.
Hvis man har overordnede reservationer, er amerikanerne nu heller ikke de rigtige folk bag en fodboldklub. For er der et rigt og mægtigt land, der også ser stort på menneskerettigheder – og her taler vi ikke om dets spredning af ødelæggelse gennem statsterror ude i verden – er det USA.
Er Dubai-fyrene bedre? Menneskerettigheder?
Hvis jeg kunne vælge, var amerikanerne væk og borte før middag.
Jeg har det virkelig skidt i denne tid, som skrevet i en anden post, så trøstes jeg af The The.
The Yanks, da de kom til klubben – mente og sagde alle de rigtige ting – et kæmpemæssigt spin, som først nu er blevet åbenlyst. Men Liverpool FC – Mit Liverpool FC – Dit Liverpool FC – Vores Liverpool FC er blevet reduceret til et sydeuropærisk galehus, med nye off-field historier hver uge, og ingen dimenti fra vores ejere, snarre tavs bekræftigelse. Så langt fra The Liverpool Way som vi kan komme. Men hvad skal vi håbe på Jens og andre?
At Rafa bliver fyret, så der kommer ro på?
At The Yankee dollar sælger til DIC, som rygtes på banen igen?
At der kommer en kontraktforlængelse til The Rafatollah, men vi samtidig beholder vores to nuværende ejere?
Tage Skou-Hansen skriver et sted noget i retning af, at man ikke kan gøre for, hvilken klub man holder med. Det er noget medfødt iblandet tilfældigheder.
Odenseanere af min årgang havde enten Nierne eller OB at holde med. Min far slæbte mig med til OB, mens andre fædre slæbte deres stakler med til Niernes kampe lidet anende, hvilke bitre stunder det senere ville afstedkomme.
Vores engelske favoritklubber er vel mere valgt af os selv – men stadig af et bestemt temperament i en bestemt periode af vores barndom. Jeg faldt for West Ham, da de tabte Pokalvindernes Europacupfinale.
Hvad jeg ville sige: Jeg kom til at tænke på en gammel gymnasiekammerat, som har AB og Leeds som sine hold…