Det med de røde faner – som her set bag på The Clash’s Give ‘Em Enough Rope fra 1978 – er der vel ikke så mange der tror på længere? I 1981 spillede mit punkband Næste Uges TV til 1. maj-fest i Viborg Hallen for de lokale afdelinger af SF, DKP, VS, etc, etc. Fik den aften en på hovedet af en agiteret socialist, der ikke mente, vores larmende teenage-oprør havde nogetsomhelst med hans befrielse af verden’s arbejderklasse at gøre. Og han havde jo ret, men hvad jeg vil frem til er, at der dengang dog var en kollektiv følelse af, noget var værd at kæmpe for. Øst mod Vest, rød mod blå, socialisme mod kapitalisme, ja, endda selv flippere mod punkere åbenbart – det var en løgnagtig men dog meget simplere verden at navigere i. For der var en tro på at stå sammen med dem der var som en. På at større personlig lykke kunne opnåes gennem fælles politisk kamp. På at forandring til det bedre lå lige om hjørnet. Not anymore. I 2013 er røde faner og demonstrationer og 1. maj blevet et rent nostalgisk indslag. Et uforpligtende, ceremonielt skuespil, der fortæller historien om dengang der fandtes klassekamp. En sløj undskyldning for en halv fridag med sol og alkohol. Ved ikke om man skal grine eller græde, når socialdemokratiske politkere – og findes der pt. noget mere ufolkeligt? – i dag vil synge deres gamle, engang så stolte ‘Når jeg ser et rødt flag smælde’. Oh, the sad irony. Hvem der kunne give os troen på noget tilbage!
“Politik skal være kedelig. Så snart et politisk møde begynder at blive medrivende, når brystet svulmer og der er faner og fakler og blanke øjne, så skal man gå hjem. For så er nøgternheden på tilbagetog og noget farligt under opsejling. Er der en ting, jeg lærte af 1970’erne, så er det at man ikke skal deponere sine transcendenslængsler i det politiske, men – ville jeg sige i dag – hvor de hører hjemme, nemlig i kirken, som altså i en slags containerfunktion indkapsler det metafysiske, så vi for resten af pengene kan føre en politik, der arbejder på at mindske årsagerne til ulykke (sult og bolignød og smitsom sygdom, f.eks.) i bevidstheden om, at den dermed hverken fjerner lidelsen eller gør mennesket lykkeligt, eftersom lidelse og lykke er størrelser, vi må forholde os til i andre registre end det politiske.”
Han har jo ret, Søren Ulrik Evergreen Thomsen. Men omvendt – nøjes man med at svinge faner og tro på politik som forløsende og saliggørende den ene dag om året, så går det nok. Resten af tiden er og skal det være det benhårdt, kedeligt og kompromissøgende…
1. maj betyder noget for mindst én person, nemlig undertegnede.
Altsammen fint, men 1. maj betyder jo ikke for alvor noget for nogen længre, gør den?!? Bare en gratis fridag/ølfest i parken for de fleste, og endnu en dag at frisere image for alle politikere bare marginalt til venstre for V-højre. Paradekørsel i tom vogn, som det så smukt hedder.
1. maj er afløst af mig først…
God pointe, Jacob78. Jeg har det sådan, at så længe der er uretfærdighed i verden, er der behov for en dag som 1. maj – og det er så uafhængig af, hvordan man synes, at en given regering eller et givent parti måtte gøre det aktuelt. Julen bliver jo heller ikke kaldt utidssvarende, fordi nogle er utilfredse med den lokale pastor.
Og apropos sammenligning med jul: Jo, der er forskellige måder at holde 1. maj på. Nogle vælger det er en dag med øl og sol, andre vælger det politiske, og nogen begge dele. Og begge dele hører hjemme (tosserne foran scenen i Fælledparken bør så til gengæld holde sig langt væk),
På samme måde med jul. For nogle er det Jesu’ fødselsdag, for andre er det vintersolhvervsfest, for en tredje gruppe er det bare gaverne og maden og nogen mikser lidt af det hele.
Så er det heldigvis med traditioner som udvikler sig gennem hundreder eller tusinder af år. Vi er fælles om dem, men kan individuelt vælge til og fra, alt efter hvor vi står…
Nu kan 1. maj jo også forståes bredere end de problemer vi har at kæmpe med i vores hjemlige andedam og de politikere der har solgt ud i hobetal. Man tager bestemt ikke skade af at minde hinanden om den solidaritet vi burde have med dem der har sværere end os ude i verden. Der er en finanskrise der gør forskellen mellem rig og fattig afgrundsdyb bl.a. i Sydeuropa, krigen i Syrien og de flygtninge den skaber – nu med kemiske våben, menneskehandel og deraf den prostitution mennesker tvinges ud i osv osv.
Det er i hvert fald ikke de nuværende regeringspartiers nuværende politik, der er nøgle til nogen forandring til det bedre. Og Venstre (partiet som danskerne elsker) & Co. er slet, slet ikke.
Ak ja. Engang var der politik til…
Ja, men der findes ikke længere et stort ‘vi’, kun en masse små ‘jeg’er’. Dén værdikamp er tabt.
Og troen på politik som nøglen til forandring har vel også mistet sin styrke, ikke mindst efter halvandet år med S/SF/R?
Er klassekampen død, bare fordi diverse politikere gerne vil have den aflivet? De arbejdsløse og de ufaglærte arbejdere findes stadig. Danmark er stadig et klassesamfund.