En efter sigende skuffende, nærmest pinlig koncert fredag aften på Statens Museum for Kunst i København – og jo, denne optagelse gør kun glad for man ikke var der. Men hvad end de præsterer nuomdage, skal det ikke tages fra den myteomspundne NYC-duo Suicide, at de engang havde dét, en bizar skarp blanding af uptight socio-realisme, Taxi Driver, nervøse synths og neuro New Yorker-lowlife, som fremstillet perfekt her i et amerikansk TV-klip fra 1979…
5 tanker om “Suicide”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
er helt enig med mikkelsen.
godt nok havde Alan Vega fysiske og mentale problemer, men det hindrede ham ikke i at komme helt ud og rører publikum dybt i hjertekulen. at det ikke mindede om de utallige superprof og slicke koncerter med yngre bands, hvor udtrykket godt må være lidt beskidt, men absolut uden grus i maskineriet, ser jeg kun som positivt.
og at Alan Vega badede sig i publikums gunst, kan jeg virkelig godt unde ham.
og Martin Rev er en fandens cool dude!
også en begejstret tilskuer her: http://damijwh.blogspot.com/2010/08/martin-rev-setup-synth-punk-rock.html
er helt vildt uenig i de dårlige anmeldelser!!! (godt Gaffa, gamle dreng)
Det var en mageløs intens oplevelse og nærmest uhyggelig oplevelse – var det sådan at være i Vietnam?? – okay det er nogle gamle drenge og Alan Vega lignede da også en hjælpeløs Ozzy tilsidst – men vis mig lige det band der kan skide så højt og flot på lyd og kontekst og jeg skal nok være der!!
Men kvaliteten ved Suicide tror jeg og som fænger også de helt unge er netop enkeltheden i udtrykket og ikke som i meget techno hvor alt er overlæsset med effekter. Men det er en meget speciel oplevelse af gå til koncert med Suicide – kan ikke sidestille det med noget andet – måske lige Einstürzende Neubauten – men Suicide virker bare mere ægte. Den bedste koncert jeg har været til? Nej, men noget der rystede helt ind til benet på en underlig særegen måde.
“I don’t know how it’s gonna come out tonight. It doesn’t matter…”
Puha, hvis klippet fra Statens Museum for Kunst er sigende for koncertens niveau, må man have villet det meget for at ende på hele fem stjerner, som en enkelt anmelder gør. Det lyder til gengæld meget rigtigt, at Vega “nok var i et Prozac-mildt lune”, som Krogsgaard på Berlingske skriver.
Hall må sende dem noget af sin eliksir.
http://norlund.com/2010/08/mad-og-musik/
Der er desværre ikke designer-sushi på menuen… 😉