35

Husker første gang jeg hørte den. Syntes da umiddelbart positivt som en amerikansk parallel til The Clash’s samtidige London Calling, med sine uendeligt mange sange, stilskift og rockmusikalske referencer, altsammen fanget ind og sat det altafgørende personlige fingeraftryk på. I dag er det 35 år siden The River udkom. Dobbeltalbummet der løftede noget af den alvor Darkness on the Edge of Town havde kastet to år tidligere, men som alligevel også havde mørke sange én masse, om ensomhed, disillusion og heartbreak. Savner den unge åbenbaring, at høre The River for første gang igen …

Bruce_Springsteen_-_The_River

PS – 4. december udsendes iøvrigt det The River-boxset, Springsteen-folket har drømt om i mange år. Der vil man blandt mange hidtil uudsendte tracks kunne høre hele det The River-enkeltalbum, der oprindelig skulle have været udsendt, men som blev trukket i sidste øjeblik, da Springsteen fik anderledes widescreen-omfattende ambitioner.

2 tanker om “35”

  1. Det originale album bliver også remasteret. Cd-udgaven har altid lydt flad og uden dybde. Bliver spændende at lytte til en remasteret udgave. Mærkeligt, at det ikke udsendes på vinyl. Hvem hører cd’er nu om dage?
    Jeg er lige 15 år yngre end dig, Jens, så jeg kan ikke huske, da det kom frem. Første gang, jeg hørte albummet var i slutfirserne. Jeg kendte alle numrene fra BITUSA-albummet, men pludselig en dag i min mosters lille lejlighed på Nørrebro, så jeg coveret i hendes vinylsamling. Hun forklarede, at det var et tidligere album. Vi satte det på, og resten er historie. Darkness er for mig det klart bedste album efterfulgt Born To Run. The River får tredjepladsen. Aldrig er der lavet et album som Darkness, der på ni numre beskriver USA så detaljeret og stadig den dag i dag er rammende. Måske The River skulle have været kogt ned til 12 sange, men hvad skulle så undværes? Det er lidt som Sandinista, der er et af mine yndlingsalbums, som det er. En ting er sikkert. Når nålen lægger sig ned i rillen på pladen og de første toner af “The Ties That Bind” vælter ud i stuen, så giver det energi og glæde og man er i kendte omgivelser. Lad os alle høre The River i dag og hylde, at man engang lavede disse storslåede, episke, ambitiøse albums, som ikke blev dissekeret til flyvske mp3-filer og kastet ud over vores virtuelle og fragmenterede koma, men blev nydt og bedømt ud fra helheden, historierne og budskabet. Et samlet kunstværk langt over middelmådigheden er “The River”. Ser vi mon nogensinde et stærk album på samme niveau fra Bruce igen? Håbet lever, men han har, trods fast bopæl i NJ, nok flyttet sig for langt væk fra det liv og de mennesker, der står i centrum i de ovenstående omtalte albums. Nu vil jeg gå over i vinylsamlingen og lede efter et billede af en 30-årig Bruce med det meste af sin bedste musik bag sig, men hvilken musik.

Skriv et svar