David Bowie udsender ny single i dag. Den hedder ‘Blackstar’, præcis som det til januar-kommende Bowie-album. Stykket her lyder ikke som nogetsomhelst vi har hørt fra ham før. Bowie følger derimod snarere en Scott Walker’s forunderlige pionérspor ud i en ultrafremmed, genre-udefinerbar musik, lysår væk fra radiobølger, genkendelsens tryghed og det umiddelbart sangbare. Så jo, arkiver under k som i kunst, som i et stilistisk opgør med grundelementerne i den velkendte rockmusik. Og bedøm selv efter adskillige aflytninger, hvor vi nu står.
Efter et par dages gennemlytninger er jeg tilbøjelig til at give The Boy Racer ret: Det er sgu et fantastisk godt nummer. Kræver lidt øvelse at komme ind i, men så er den der! Men trods alt for langt – og for godt – til at gå P3, som man efterhånden helt må opgive. Dermed forbliver Bowie i Danmark for fans only.
Jeg synes nu ikke at “Blackstar” er så forfærdelig kompleks – det er en A-B-A struktur, hvor det “sværeste” nok er den ca. 30 sekunder lange overgang fra A til B. Jeg har f.eks. sværere ved at finde rundt i den første halvdel af sangen “Station To Station” fra 1976. Videoen og teksten til “Blackstar” er en anden sag…
A-stykket har en mellemøstlig/arabisk klang, som måske kan sammenlignes med sangen “Yassassin” fra albummet “Lodger”. (Jeg kom også til at tænke på Jeff Buckleys sang “Dream Brother”.)
Bemærk i øvrigt saxofonsoloen omkring 1:45, der er rigtig smuk (og melodisk).
Jeg har det på samme måde med videoen! Den hjælper ikke musikoplevelsen i dette tilfælde!
Selv om den er fascinerende og smuk, følte jeg, at den distraherede mig for meget… De efterfølgende gennemlytninger med lukkede øjne var langt bedre og gav musikken et mindre stresset udtryk!!
OK, synes ikke rigtigt videoen gør noget godt for musikken her. Måske tværtimod. Men uagtet at Bowie søger nye veje (points for det), og at det jo nok ikke årets radiohit vi er vidne til, så hatten af for modet til i en slags come back ikke at gentage sig selv. Kan følge det med Scott Walker, bortset fra percussions og den trods alt moderne lyd. Skal nok lige have lidt mere tid før vi fælder en endelig dom.
Jeg blev godt nok overrasket, da jeg hørte den første gang. Og efter en del gennemlytninger synes jeg at den er bedst der ca. over midten, hvor musikken bliver mere sangbar. Jeg synes måske den første halvdel er lidt for “flippet” i mangel på bedre ord. Men det kan være det ændre sig med tiden. Sue endte jeg faktisk med at blive ret glad for, selvom jeg synes det var noget atonalt jazz markværk, de første gange jeg lyttede til den.
Fuldstændig mindblowing fantastisk nummer….
Årets udgivelse indtil videre… og den bliver godt nok svær at slå!
Blev i første omgang en smule distraheret af videoen… Men med lukkede øjne på sofaen – med et glas i hånden….. Helt forrygende!!
Der hersker ingen tvivl om at kvaliteten er høj men den er søreme svær at synge med på… dog er de sidste par minutter mere tilgængelige. Måske man kommer til at holde af den med tiden?