Var på Roskilde nogle få timer i går, længe nok til at opleve dette års formodentlig bedste rockkoncert på Dyrskuepladsen. For så sjældent sprøde, sultne og sprængfarlige på Avalon fremstod Fontaines D.C., der lige nu tager syvmileskridt som ungt band, der har det hele og lidt til. Her et af mange store øjeblikke fra nye Skinty Fia, det noget Pixies-lydende ‘Bloomsday’ som endnu ikke har fundet vej til Fontaines D.C.’s setlister. Nyd de to rå, perfekt afmålte guitarister, hør sangeren, der længe først helst ville råbe, men nu pludselig har fundet sin plads som stor britisk sangstemme, der ubesværet kan fange folks opmærksomhed…
Grian Chatten er født i England (hvor han tilbragte den første måned af sit liv) og bor nu i England, men han opfatter bestemt ikke sig selv som britisk. Til Irish Mirror siger han (https://www.irishmirror.ie/showbiz/irish-showbiz/fontaines-dc-frontman-grian-chatten-25930200)
“I’ve moved from that country. I’m now in a country responsible for a lot of the chaos in the country I’m from. That still kind of looks down on that country. I feel guilty for having left. I feel like I abandoned Ireland.”
Fair nok, Jens. Nogle gange leder man også bare efter suppen i håret. Jeg vil læse op på historien om Barrow-in-Furness’ berømte sønner, og i øvrigt glæde mig over, at det trods alt ikke kom dertil, at du var henvist til at prise de særlige irske kvaliteter hos Fontaines DC med henvisning til de af deres bysbørn fra Dublin, der er opkaldt efter et koldkrigsspionfly..;-)
I stand corrected. Tildels. For Fontaines D. C. spiller klart ind i en britisk tradition, og sangeren er såvidt jeg ved født i nordvestengelske og klassisk engelsk trøstesløse (har selv været der) Barrow-In-Furness (hvor Liverpool’s 70’er-kaptajn Emlyn Hughes også kom fra). Så vil dog lade ordet ‘britisk’ blive stående, selvom du har en stærk pointe.
Er de ikke irere fra Dublin? Betegnelsen “britisk” vil de derfor nok høfligt tilbagevise