Dagens kronik i Information er af Stefan Kjerkegaard fra Århus Universitet (se http://www.information.dk/238548). Hans gennemgående eksempel er Peter Sommer (og det er i orden med mig – Peter S. er jo også en dygtig sangskriver), og nøglecitatet er
Peter Sommers sang fik mig til at tænke på, om der egentlig var nogle danske kunstnere, altså musikere, der ikke synger på dansk, men som jeg alligevel sætter højest? Svaret er nej.
Naturligvis kan jeg sagtens høre, at Kashmir til eksempel er et superfedt band, men jeg har det svært med deres tekster, også selv om de måske hører til i den mest nuancerede ende af spektret. Men den helt bevidste nuance kan jeg præcis høre, og det gør en forskel, for det er her, at jeg bl.a. mistænker dem for gerne at ville lyde som f.eks. Radiohead, og det ærgrer mig. Havde de sunget dansk, havde jeg uden tvivl været en dedikeret fan. Ligesom jeg for øvrigt er det af svenske Kent, der forsøgte sig på engelsk, men naturligvis måtte opgive, fordi forsanger Joakim Bergs vokal aldrig bliver den samme, som når han på svensk ruller med tungen eller laver de forunderlige kj-lyde i »Kevlarsjäl«. De findes kun på svensk, og der findes de godt.
Det er muligvis en falliterklæring at sige det, men jeg er enig. Der kan ske noget helt særligt, når man synger det sprog, man ellers taler. Alle jer, der besøger denne blog, har sikkert tænkt over det samme. Der er selvfølgelig ikke tale om nogen naturlov: kontrastér f.eks. den buttetskønne, Sys B. og Nik og Jay med Sort Sol, Gangway og moi Caprice. Men alligevel: når jeg hører et af de meget få numre, Sort Sol lavede på dansk (faktisk var der vel kun to), ender jeg altid med at ønske, at de havde lavet noget mere på dansk. Og jeg tænker på, hvorfor Dan Turéll – trods sine mange indslag af engelsk i de tidlige digtsamlinger – ikke ville skrive på engelsk: han var bange for at komme til at virke ordinær. Og jeg tænker på hvor underligt det er for mig at høre danskere synge på engelsk om danske byer.
@Pastoren
Tak for svaret 🙂
Start med Envy of Angels, der er det næstsidste album med hans gamle band The Mutton Birds. Don McGlashan har også lavet et par udmærkede soloalbums og er senest dukket op med sange på Neil Finns album-projekt The Sun Came Out. Ligesom Neil Finn er McGlashan fra New Zealand.
Pastoren skrev:
“Folk som Paul Westerberg, Bruce Springsteen, Don McGlashan, Ray Davies, Robert Forster og Nick Cave (listen er meget længere!) kan skrive tekster, der får mig til at høre en hel sang, ikke en melodi med ord på.”
Kan nogen anbefale en plade (eller lignende) med Don McGlashan? Han er langt mindre kendt (af mig, i hvert fald) end de øvrige på Pastorens liste.
Det gælder jo også på lyttersiden. Jeg synes, Michael Møller er dygtig, men jeg er ærligt talt ikke i stand til at bedømme, om han også i den sproglige nuance er en god sangskriver på engelsk. Det er vel egentlig lidt en fordel. Tænk, hvis jeg skulle smide mine moi Caprice-skiver ud, fordi hans ordvalg er fladt?
Jamen – helt enig i at de nævnte fyre “kan skrive tekster, der får mig til at høre en hel sang, ikke en melodi med ord på.”
Men det kan Nørlund og Møller altså også! Om de så er undtagelser der bekræfter reglen: Det kan lade sig gøre. Jeg synes ikke, man kan lave det til en regel, bare en tendens. Tager vi f.eks. Kent – guderne skal vide at deres engelske plader var kunstneriske fiaskoer. Sproget var til tider pinligt, og det har man ellers aldrig kunnet sige. Men deres samtidige, The Cardigans? Jens Lekman? Jeg savner intet fra dem sprogligt.
Michael Møller er en meget dygtig sanger, og hans tekster på engelsk er syntaktisk korrekte og ikke tilfældigt sat sammen. Nørlund er heller ikke dum. Men de kæmper en ulige kamp mod de mange dygtige britiske, amerikanske, canadiske, australske og new zealandske sangskrivere.
Folk som Paul Westerberg, Bruce Springsteen, Don McGlashan, Ray Davies, Robert Forster og Nick Cave (listen er meget længere!) kan skrive tekster, der får mig til at høre en hel sang, ikke en melodi med ord på. Mange danske sange med engelsk tekst er desværre dét – melodier med ord på.
Der er ikke ret mange forfattere, der har kunnet skrive overbevisende på et sprog, der ikke er deres modersmål. Joseph Conrad (fra Polen), Isaac Bashevis Singer (også fra Polen) og Salman Rushdie (fra Indien) er nogle af de få eksempler på det – men de flyttede trods alt alle til et engelsktalende land og skrev på engelsk. De danske sangskrivere, der udtrykker sig på engelsk, deler ikke denne emigrant-skæbne (og ja ja, jeg ved godt at Tina Dickow har boet i London…)
Sort Sol’s “Når Solen Stikker af” er i mine øre et af de mest mindeværdige numre, som bandet nogensinde udgav – bl.a. fordi der blev sunget på dansk!
For mig handler det om hvor tæt på vi kommer som lyttere.
Jeg hører både engelsksproget og dansksproget, men det danske vil altid kommer tættere på. Der er intet filter i form af at sprog, der ikke er modersmål.
For mit eget vedkommende var det først, da jeg netop begyndte at skrive på dansk for små 4 år siden, at der virkelig skete noget, der gjorde, at der kom noget på spil i sangene. De blev nødvendige. Og ærlige.
Jeg synes, man er nødt til at skelne fra tilfælde til tilfælde. Sort Sol jo skrev jo nogle engelske tekster, der til tider var utrolig pinlige, halvhjertet mystifistisk ævl, der fik lov at blive overset så længe de indspillede fremragende plader, men i bakspejlet ikke rigtig klæder nogen. Jovist det havde været spændende at høre dem på dansk – selv om det virker som en umulig målestok at lade dem konkurrere med deres cover af CV Jørgensens mesterlige ‘Indian Summer’.
Men hvem ville kunne garantere, at f.eks. Michael Møllers sange ville være lige så fortræffelige på dansk? Og et prangende eksempel på at kunne begge dele findes hos en ven af bloggen, Nikolaj Nørlund, der skriver forskelligt på engelsk – mere økonomisk, mere kortfattet, men lige så opfindsomt og kreativt som når det foregår på dansk.
Jeg tror da i øvrigt også Kashmir ville lyde hen ad Radiohead ligemeget hvilket sprog de forsøgte sig på 😉
Det er det nu ikke.
Orv, … det kunne være sjovvt at høre ….
Sh.
Love Shop har faktisk også forsøgt sig på engelsk, dels i 1987 hvor de første sange blev skrevet og indspillet på engelsk og så senere “oversat” til dansk.
“It´s time to go” (senere Til stjernerne)
“The Milktrain” (En nat bli’r det sommer)
“Eternally Yours” (Øjne jeg aldrig har set)
“From Love to love… with love” (Radio Kalundborg)”
“When somebody loves you” (aldrig lavet på dansk)
Senere gik de faktisk den anden vej og oversatte i hvertfald 3 sange til engelsk, der kom på demoen “International sampler”
The Drive (Alle har en drøm at befri)
Just like today (kræmmersjæl)
S.T.O.P. (S.T.O.P.)
Helt enig. I begyndelsen af 1990′ erne, da engelsk begyndte at blive det foretrukne tungemål for bands i DK, faldt jeg derfor for en dansk gruppe, godt nok med et engelsk navn, som leverede nuancerede danske tekster langt ud over det ordinære. De tog mig nærmest Til Stjernerne.