Gør miserabel musik….trist? Nej, sådan er det ikke, selvom de vel må have den overbevisning rundt på landets store sødsuppeelskende lokalradioer. Ofte er det tværtom musikken indeholdende/postulerende glæde, der ikke vil lukke lytteren ind i sin solbeskinnede verden af unuanceret sjæleharmoni, og som derved afstedkommer udslet af irritation, måske endda ufuldkommenhed, hos modtageren. Hvorimod enhver kan crashe den blå sangs fortabte univers, tage del i dens nederlag, spejle alt der nogensinde er gået galt i dens ufuldkomne øjne. Hvilket man som lytter naturligvis kan blive nærmest euforisk opløftet af.
Således kan en ‘Don’t Worry, Be Happy’-opfordring kaste napalm over enhver spire til godt humør, give lyst til at gøre dens skaber alt ondt, mens en decideret stå-udenfor-sang, som lad os tage Sonic Youth’s vrede ‘Youth Against Facism’, uværgeligt bringer det helt store smil på. The Walkmen’s Peter Bauer giver her, i et fremprovokeret svar på en iøvrigt positiv Lisbon-anmeldelse fra Cokemachineglow, sit personlige bud på den miserable sangs attrraktion, det både for afsender og modtager:
A few records back, we stumbled on a few songs that I suppose were filled with “menace” or anger and all those sorts of qualities you mention, but this anger (or whatever it is) was all put forth with a desire to have a good time, to let loose, to get across some kind of experience of the world that certain types of music and songs do for us. I remember driving around Philadelphia recently with my wife and I put on a Tom Waits song “Whistle Down the Wind” and she asked me why I would play this dour depressing song on such a nice afternoon. Well, I guess it was a rather depressing song, really kind of maudlin, and I guess she was right, it was really a terrible choice. But to me and, I think, to the rest of us in this group, sometimes it’s in the most depressing types of songs, or the most angry types of songs, and so on, that you can find a whole hell of a lot of joy. It’s not necessarily that the song is sad or happy or just another song about a girl or about a night on the town, but that it’s got something behind it that’s all in the pursuit of giving a sense of a real experience which is ultimately a good feeling.
Det er underligt med The Cure – netop af de grunde. Med jævne mellemrum har det været, som om Robert Smith holdt frikvarter fra den gotiske niche for at lave en slags pop. “Friday I’m In Love” er ikke mit yndlingsnummer, men mange af de andre sange, du nævner, er da vellykkede. Om “Lovesong” og “Killing An Arab” så ikke er dybt melankolske i deres grundstemning, kan man så overveje.
Du glemmer helt The Cure som singleband, hvor solen storstråler og Robert har hovedrollen i sin egen charmerende skolekomedie. Sange som ‘The Lovecats’, ‘Inbetween Days’, ‘Let’s Go To Bed’, ‘Killing An Arab’, ‘Why Can’t I Be You’, ‘Boys Don’t Cry’, ‘Close To Me’, ‘Lovesong’, ‘Friday I’m In Love’, ‘Just Like Heaven’, ‘Jumping Someone Else’s Train’ bærer da ikke ligefrem på postuleret sortsyn…
Det er underligt med glad musik. Den postulerede glæde, som vælder frem af radioen, har jeg ligesom Jens som regel svært ved at snuppe.
Men enkelt er det ikke. Jonathan Richmans umiddelbare glæde holder jeg meget af. Den er nemlig ikke postuleret; manden holder af verden og af at leve. Omvendt kan jeg hurtigt blive træt af det lige så postulerede sortsyn som en hel del “gotisk” musik slæber rundt på. The Cure har jeg f.eks. et noget blandet forhold til, ligegyldigt hvor godt jeg ofte kan synes om Disintegration og Pornography. Robert Smith (og Morrissey) kan simpelthen ikke have det så konsekvent elendigt, som de giver udtryk for.
Ligesom Peter Bauer abonnerer jeg på den nuancerede, “realistiske” melankoli,. Leonard Cohen, Nick Cave, Johnny Cash og Nick Drake er ikke sangskrivere, der sætter mig i dårligt humør – og Darkness On The Edge Of Town og Nebraska kan jeg til enhver tid høre, mens f.eks. Human Touch samler støv.
Simonon’s vilde bassspil lytter man nu heldigvis også efter, og ens smil er uovertruffent stort, men ellers har du ret…
Det der Marstal-citat beskriver egentlig meget godt min fan boy betagelse af Paul Simonon i operaen med The Good, The Bad and The Queen for nogle år siden 🙂
Næ, om sig selv skriver han vist ikke meget andet end at han er glad for at han er lykkedes som musiker.
Hmm, han skriver vel ikke om sig selv i 3. person? 😉
Apropos citater, så vil jeg gerne bringe et uddrag fra Henrik Marstals nye bog. ”..Den bassist er virkelig en dejlig musiker. Der kommer et indre lys fra ham, når han spiller, og jeg tager mig i at betragte ham i flere minutter uden egentlig at lytte efter, og undervejs opdager jeg at jeg sidder med at lille saligt smil på læben.”