Jeg og resten af min husstand kom hjem i går efter 20 dage sammen i Frankrig, startende med to uger i St Cyprien nær den spanske grænse og med nogle dage i hovedstaden til sidst. Vanen tro rejste vi med tog, så et par af dagene så vi mest perroner. Sidste dag i Paris ender altid som en lang vandretur rundt i storbyen med al bagagen deponeret på Gare du Nord og en lille halv time under tavlen med afgangstider på selvsamme banegård.

I år var det mest klassisk musik, jeg fik hørt i min iPod, og jeg fik genopdaget Carl Nielsen – manden der skrev “Solen er så rød, mor” og “Jens Vejmand”, men også fik lavet seks imponerende symfonier, der både rummer lydsporet til en gåtur ad en solbeskinnet strandpromenade i St Cyprien og til en ikke-eksisterende film om Clark Kents opvækst som følsom dreng på Fyn.

I FNAC fik jeg primært rodet i tilbudskasserne og ad den vej købt og genkøbt lidt af hvert. Som man kan se, er der ikke ret meget rock imellem. (Om tre uger skal jeg til Toronto, så dér tager jeg revanche.)

• XTC: Skylarking (remastered)
• The Clash: Give ‘Em Enough Rope (remastered)
• Air: Pocket Symphony
• The O’Jays: Ship Ahoy
• Feist: Let It Die
• Arabian Nights (2-CD antologi med arabisk musik)
• Arabian Masters 2 (endnu en arabisk opsamling med bl.a. Fairouz og Oum Kalsoum, der er emnet for en udstilling i Paris, jeg desværre ikke nåede at se)
• Nusrat Fateh Ali Khan: Devotional Songs

Dette var hvad jeg fik læst:

• Svend Åge Madsen: Slægten Laveran
  
• Ida Jessen: Det første, jeg tænker på
  
• John Kennedy Toole: A Confederacy of Dunces
  
• Julian Barnes: Staring At The Sun
• og de første to kapitler af Neal Koblitz: A Course in Number Theory and Cryptography

A Confederacy of Dunces havde jeg set meget frem til at få læst; mange har talt om hvor utroligt morsom dén roman er. Og ja, den er godt skruet sammen, men måske er min humoristiske sans lidt anderledes. Jeg trak på smilebåndet, men de store latterkaskader udeblev. Så er Svend Åge Madsen mere noget for mig. Ida Jessens roman er et lille mesterværk, og Staring At The Sun greb mig så meget, at jeg måtte ind i rodebutikken Shakespeare and Company for at købe Barnes’ nyeste. Koblitz’ bog er ikke nogen page-turner, men talteori er spændende og nyttig.