I dag tog jeg en tur i subway rundt til to meget forskellige og meget spændende cd-forretninger i Toronto.

Sonic Boom er stor, med rigeligt både nyt og brugt inden for cd’er og dvd’er. Nede i kælderen er der – hyldemeter efter hyldemeter af kassettebånd og LP’er i den gode, gamle slags bladre-standere, vi kendte fra forrige århundrede.

Soundscapes er meget mindre, men ufatteligt veludstyret inden for alle genrer (og jeg mener: alle genrer) og et stort udvalg af musik-dvd’er og bøger om musik. Bl.a. faldt jeg over “The Unknown Legends of Rock’n’Roll”, en bog af amerikanske Richie Unterberger med bl.a. et grundigt kapitel om Savage Rose og flere billeder af Annisette – og lige så grundige kapitler om Joe Meek og Wanda Jackson. Men jeg købte den nu ikke.

Her er til gengæld en let annoteret liste over, hvad jeg købte af musik. En ny cd koster mellem 14 og 17 canadiske dollars, og med en kurs på 4,77 er prisen bestemt til at leve med.

The Walkmen – You & Me. Sonic Boom havde det ikke, og ekspedienten vidste ikke, hvornår det kom. Hos Soundscapes vidste de hvorfor – You and Me udsendes først i næste uge her i Canada; det er allerede ude i USA. Den venlige ekspedient i Soundscapes sagde, at jeg godt kunne få ét alligevel og fik sin kollega til at hente et eksemplar ude på lageret. Albummet er slet, slet ikke dårligt – en spidskandidat til årets udgivelse, og det fortjener derfor sit helt eget indlæg, som kommer ved en senere lejlighed.

The Walkmen – “Pussy Cats” Starring The Walkmen. En slags cover-album af et cover-album, nemlig Harry Nilssons album Pussy Cats, der er produceret af John Lennon. The Walkmen er både meget trofaste og originale i deres fortolkninger; mine yndlinge er “Subterranean Homesick Blues”, “Save The Last Dance For Me” og “Loop De Loop”, der minder om E Street Band i partyhumør. En lille perle.

The National – A Skin, A Night. Købt ikke på grund af sejle-op-ad-åen-kameraføringen i filmen, men på grund af The Virginia EP,  der følger med.

Neon Neon – Stainless Style. Et samarbejde mellem Gruff Rhys fra Super Furry Animals og hiphop-musikeren Boom Bip. En lidt retro-præget elektronisk lyd skaber et album, der ofte er tæt på at kandidere til titlen som årets pop-album, men hiphop-indslagene er af og til ved at bryde helheden.

Depeche Mode – Some Great Reward. Jeg gafler genudsendelserne af Depeche Mode, når jeg kan finde dem billigt. Dette er hybrid-SACD/DVD-udgaven; videodelen er endda PAL! (Jeg har et multistandard-tv, men alligevel…)

Neko Case & Her Boyfriends – The Virginian. Dét album manglede jeg ganske enkelt. En fremragende sangerinde, som utallige mennesker fejlagtigt kalder canadisk. Men hun boede her engang og er som bekendt med i The New Pornographers. Så hun tilgiver nok sine amerikanske landsmænd deres misforståelse.

Okkervil River – Black Sheep Boy. Et andet album, der manglede. Der kommer forresten nyt fra dem i år – en slags fortsættelse af det mildt sagt slet ikke dårlige The Stage Names.

Hawksley Workman – Between The Beautifuls. Hawksley Workman er en lokal helt, der egentlig hedder Ryan Corrigan. Manden er meget produktiv og alsidig; dette album er udsendt i år, og allerede om få dage er der et nyt et af slagsen på trapperne – dagen efter, jeg er kommet hjem.

The Cowboy Junkies – The Trinity Session. En alvorlig mangel, at jeg aldrig har haft dette album, som er et af 1980ernes bedste og har hørt så mange gange uden for hjemmet . Så nu skulle det være – og hvilket bedre sted end her i deres hjemby?

Martha Wainwright – I Know You’re Married But I Have Feelings Too. Ja, hvorfor ikke købe noget mere “Canadian Content” ?

Conor Oberst – Conor Oberst. Den bævende dreng kommer fra landet nede på den anden side af søen. Han blev fundet under Bright Eyes hos Sonic Boom, der ellers har skilte for ufatteligt mange musiknavne.

Og så gik jeg hjem forbi Ontarios parlament, der ligger i Queens Park:

(Dette sidste nævnte jeg mest for at glæde de, der nu har kæmpet sig igennem et langt indlæg helt uden noget om engelsk fodbold.)