Hvis nogen sang fanger tragedien i slavehandelen, er det “Ship Ahoy” med The O’Jays. Jeg husker at jeg hørte denne sang på P3 og senere genhørte den, da jeg i gymnasietiden så Jacob Holdts Amerikanske billeder. Det er historien om millioner af mennesker, der bliver bortført for at leve under kummerlige forhold og uden nogen som helst rettigheder i en fremstormende nation, der udadtil hylder friheden. Det er fortællingen om havet, der glemmer alt, om det ukendte på den anden side af det store vand, om alle ukendte og skræmmende indtryk, der hurtigt bliver dagligdag nede i det mørke lastrum.

Ship Ahoy var et samfundskritisk album fra dengang soulmusikken havde noget på hjerte. Otte år senere gav The O’Jays hånt om fordømmelsen af apartheid og optrådte i Sydafrika. De havde brug for pengene, sagde de senere – men smukt var det ikke. Det var da heller ikke The O’Jays, der skrev sangene på Ship Ahoy, men derimod de ikke helt ukendte Kenneth Gamble og Leon Huff. De to var derimod engagerede i samfundsforhold, især Gamble.