Ovenstående Blondie-sangtitel fra Eat To The Beat-pladen måske en relevant – og for sen – konstatering omkring gamle helte The Cure, der i dag udsender 4:13 Dream, en lang karrieres 13. album. Har ikke hørt så meget som én tone derfra endnu, men en mindre tsunami af skuffede anmeldelser giver desværre kun bange anelser og ulyst. Tag nu bare begrundelsen for de kun to blå stjerner i The Times:
Portents of an impasse were detected as long as four years ago, when Robert Smith of the Cure talked about the process of sifting through his archive for the 2004 box set, Join the Dots. “Everything I’ve written for the new album, I’m discovering I’ve already sung,” said the spiritual godfather of postemo stadium fillers such as My Chemical Romance and 30 Seconds to Mars.
Sure enough, there isn’t a song on this, the Cure’s 13th album, that doesn’t sound like an inferior version of one they have already written – indeed, in the case of the 23-year-old Sleep When I’m Dead, an actual version of one they have already written.
Underneath the Stars is a sluggish variation on a theme better realised by Plainsong from the 1989 album Disintegration. Scoot to the jivey spook-pop of It’s Over and your thoughts turn to the fraught urgency of the superior From the Edge of the Deep Green Sea, from Wish (1992). And so on.
Becoming your own tribute band is, to an extent, unavoidable. And if we don’t begrudge a degree of repetition from Neil Young or AC/DC, say, there’s no point in giving the Cure a hard time for it.
But what seems doubly strange about 4:13 is the airless, joyless execution of songs such as This. Here and Now. With You and Reasons Why – a problem compounded by lyrics that appear to have been spat out by some sort of Cure lyric randomising software package, with all the conviction that that entails.
Perhaps the real problem is boredom.
At 49, Smith is beginning to sound like a man burdened by the narrow expectations of a loyal, loving fanbase. At what price a wholesale rethink? It would, if nothing else, be brave. But when creativity is reduced to a mere act of franchise maintenance, something has to give.
© Pete Paraphides/ The Times
Sorry, pastor. My bad. Jeg forstod det som et hint til at hente gratis musik på den ulovlige måde. Ikke for at lege politibetjent, men jeg syntes det var lidt mystisk med piratopfordringer på denne blog, som jo ikke just bestyres af mainstreams musik millionærer.
Jeg er TDC-abonnent.
Den er til at hente på TDC Play, så hvis vores musikmentor i det jyske er indehaver af et login dertil, så er det jo i princippet gratis.
@Pastoren
Betal dog for det musik du hører.
Syntes heller ikke at albummet er så katastrofalt som anmelderne gerne vil gøre det til, men omvendt er det hørt bedre før. det er ligesom om sangene ikke rigtigt vil bide sig fast. på den måde minder det lidt om den forrige.
jeg forstår ikke rigtigt hvorfor alle sange absolut skal være så tumpe lange.
man kan heller ikke helt lade være med at sammenligne Hr. Smith med arvefjenden fra 80´erne, nemlig Morrissey. ham er det nu gået langt bedre, og det måske fordi han vedkender sig sin alder og skriver sine tekster ud fra det, hvilket gør dem knusende vedkommende, specielt i forhold til Hr. Smith.
Den rivalisering har du sku tabt temmeligt meget Robert, men hey koncerten i forum var stadig super.
4:13 er ikke kedelig, men det er helt forrygende irriterende at høre på.. jeg blev tiltagende indestængt aggressiv mens jeg gik og lyttede til skidtet – produktion, melodier, alt er galt på den plade. Robert burde trække sig tilbage, mens han har sit gode navn nogenlunde i behold.
Jeg synes faktisk, i modsætning til jer andre, at 4:13 Dream er et rigtig godt album, ikke deres bedste, men jeg synes virkelig at de har rykket ved noget denne gang. Bevares, den lyder måske lidt som noget vi har hørt før. Men det skader i hvert fald ikke mig. Sange som Underneath The Stars, The Perfect Boy og The Real Snow White er allerede blandt mine favoritter, og The Only One er da en nyklassiker efter min mening. Så jeg har bestemt ikke så meget imod den. Dog vil jeg godt lige sige at This. Here And Now, With You og Switch kunne nemt være blevet erstattet med noget andet. Hva’ blev der egentlig af A Boy I Never Knew?
Jeg sidder og hører 4:13 Dream nu. Det er bestemt ikke noget fantastisk album, men heller ikke den totale katastrofe – det er bare kedeligt. Elementerne, der er bragt i spil, kender vi allerede, og de er hørt langt mere overbevisende før i bedre skrevne sange.
(Prøv at få fat i albummet, der hvor jeg har fået fat i mit eksemplar. Så er udgifterne lidt mindre og nemmere at leve med.)
Giro 413. Vi har samlet ind i Robert Smiths pudderdåse bla bla bla…
Jeg har hørt den, og trods adskillige gennemlytninger og et åbent sind (for jeg holder så meget af det band) må jeg erkende, at “4:13 Dream” desværre læner sig op ad den selvbetitlede forgænger som en pænt sagt middelmådig plade, men realistisk nok nærmere en halvskidt af slagsen.
Forud for udgivelsen havde Robert Smith overvejet et dobbeltalbum – hvis standarden er som her, kan man kun være glad for, at han lod være.
Med to skidte plader i træk begynder det at se sort ud for The Cure – på den dårlige måde, vel at mærke.