Det var ingen perfekt debut, The Smiths første album. Husker faktisk mest at de tårnhøje forventninger følte sig lidt svigtet. Savnede som bæredygtig helhed tilstedeværelsen af gennembrudssangen ‘This Charming Man’. Og fandt at der i modsætning til niveauet på de tre allerede udsendte singler – både A- samt B-sider – fandtes venstrehåndsfyld her, der gik i jodleri og indimellem var klædt ud som tomgang. Bedre blev det heller ikke af John Porter’s produktion, som overordnet stod for steril og flad. Og alligevel var der meget at begejstres over. Som Morrissey’s overlegent personlige popbrug af seriøse ord. Og Johnny Marr’s udsøgte guitarspil, af en helt anden og aldrig før opfundet verden. Og to-tre nye sange der lovede endnu mere for The Smiths’ fremtid. Som ‘Still Ill’, der med sit uptempo-melodiske og uimodståelige ‘England is mine, it owes me a living’-manifest uforståeligt nok aldrig blev udsendt som single. Og ‘Reel Around The Fountain’, der viste et ungt band der turde og kunne spille tilbageholdent med stor effekt. Samt afslutningssangen ‘Suffer Littke Children’, hjemsøgt af en så hjerteskærende smuk Johnny Marr guitar-figur, man umiddelbart ikke skulle tro sangen kunne handle om de berygtede børnemord, der blev udført på og omkring Saddleworth Moor udenfor Manchester i start-60’erne. Men det gjorde den, på nærmest hjemsøgt vis. The Smiths blev udsendt i dag for 30 år siden.