Droppede spontant Arsenal-Bayern München – vidste alligevel godt, hvem ville vinde kampen – og tog istedet til den her i går foromtalte koncert med frontløberne fra Die Nerven. Og det blev en koncertoplevelse udover det sædvanlige i Berlin, selvom det ikke som forudvarslet kom til optøjer. Det unge band, der mere lignede gymnasieelever, end de toneangivende tyske rockmusikere de omtales som hernede, blev vel modtaget af et proppet Monarch og kvitterede med noget af det heftigste – mest ultratighte – storstøjende postpunk hørt i meget lang tid. I et vel (undskyld, unuanceret forklaret) trekantsområde mellem Sonic Youth, Joy Division og Iceage blev der, på den overfyldte loftsklub – med sidelæns og meget berlinsk panoramaudsigt til de forbipasserende U1-tog på højbanen ved Kottbusser Tor – delt musikalske slag ud så det gjorde noget, i en skarp vekslen mellem korte, kantede hug og så lange dynamiske spiral-passager af ildevarslende stålsat men også indimellem besynderligt smuk karakter. Tysk rockmusik har – bortset fra Neubauten, Rammstein og så den evige lille håndfuld 70-er-navne fra Düsseldorf – ikke det bedste ry i Danmark, så Roskilde Festival ville gøre sig et kup ved at booke denne optimale og uventet hypnotiske støjeksplosion. To af Die Nerven’s tre medlemmer sad/lå lige efter showet i en pøl af sved på det lille scenegulv, brugt op, tømt for energi – perfekt.