Foto & ©: Mads Ravnsbæk Sørensen

Water’s Edge
The Weeping Song
Red Right Hand
Brompton Oratory
Higgs Boson Blues
Mermaids
The Ship Song
From Her to Eternity
Stranger Than Kindness
God Is In The House
Into My Arms
West Country Girl
Tupelo
Black Hair
The Mercy Seat
Jubilee Street
+ + +
We Real Cool
People Ain’t No Good
Avalanche
Jack the Ripper
Push the Sky Away

En anderledes og langt mere løst spillet aften fra Nick Cave og hans fire Bad Seeds. Desværre med samme inviterede sceneinvasion, hvis trange interaktion med Cave – og den skamløse fotografering af ham på klods hold – igen fyldte for meget i den samlede oplevelse for os andre. Men ultraheftige udgaver af specielt ‘Higgs Boson Blues’, en meget forlænget, kulsort ‘Tupelo’ og halsbrækkende voldsomme ‘Jack The Ripper’ kunne intet forstyrre. Ligeså stod en sneaky elegant ‘Red Right Hand’, Leonard Cohen’s ‘Avalanche’ med en på aftenen hjerteknusende violin, samt ‘People Ain’t No Good’ underlagt trestemmigt chorus, ret uforglemmelige. Fantastiske Warren Ellis blev denne aften hyldet som den helt han er i Nick Cave’s univers, mens Cave selv måtte høre på for mange überkække tilråb fra feststemte promiller, der mistog hans umiddelbare imødekommenhed som invitation til at tage et gratis skud eller to. Overordnet set præsenterede disse to københavnske aftener Nick Cave i den klasse for sig, han efterhånden har bevæget sig op i, så et gensyn kan ikke komme hurtigt nok. Gerne med de rigtige Bad Seeds fyrende på alle cylindre, og forhåbentligvis på en anden scene end Koncerthusets, hvis infrakstruktur har det mere end svært med at kommunikere rockmusik.