Vi bragte billedet ovenfor i går, i dag er det på forsiden af Politikens webavis. Anledningen er en 5-stjernet anmeldelse af den fremragende Shea-koncert, Strummer, Tory Crimes, Jones og Simonon er på vej til i åben bil. Læs lige her. Lad os gerne til inspiration få et par top-5-bud på de bedste live-albums nogensinde…
The Clash live at Shea er eksplosiv, tight og professionelt. Desværre, og det siger jeg kun fordi, jeg tror, der findes andet live-materiale fra samme turné, kan man høre, at det er en af de aftener, hvor de varmer op for The Who. Det giver begrænsninger. På from Here To Eternity-albummet er der en del numre, som er fra The Orpheum i Boston en måneds tid før Shea-koncerten. Bl.a. en eminent version af ’(White Man) In Hammersmith Palais’. Disse optagelser må stamme fra en koncert uden at The Who, skulle på bagefter. I al fald virker numrene ikke så forcerede, hvilket – for mig – giver et bedre billede af hvad bandet stod for live. Magnificent!
#1 Depeche Mode, ‘Songs of faith and devotion live’
#2 Depeche Mode, ‘101’
#3 Love Shop, ‘Copenhagen Screaming’
#4 a-ha, ‘How can I sleep with your voice in my head’
#5 Marc Almond, ’12 years of tears’
U2 – Under A Blood Red Sky
Bruce Springsteen – Live 1975-1985
Michael Falch – I Kampens Hede
Love Shop – Copenhagen Screaming!
David Bowie – David Live
Hvordan kan det være at en udgivelse kan ligge i 1-2 måneder hos Politiken før den bliver anmeldt?
kan det overhovedet betale sig for et pladeselskab at sende deres udgivelser til sådan en avis ?
Live top 5:
Clash: Live at the shea
Black Uhuru: Live 1984
Nick Cave and the bad seeds: Live seeds
Gnags: Live vol 1
Allan Olsen: Rygter fra randområderne
Townes Van Zandt-pladen er for vild – skarpere høres han ikke før eller siden!
Johnny Cash ”At San Quentin” (1969)
AC/DC “If You Want Blood, You´ve Got It” (1978)
Ramones ”It’s alive” (1979)
Townes Van Zandt “Live at The Old Quarter, Houston, Texas (1977)”
Nirvana “ Unplugged In New York” (1993)
Hammersmith-koncerten er fantastisk, men de fem amerikanske radioshows fra Darkness-touren i 1978 – bredt bootlegget, endnu mærkværdigvis aldrig officielt frigivet – når faktisk endnu højere. Ligeledes gør mindst et par af de soundboard-optagede marathonaftener på The River-touren.
Bruce Springsteen: Hammersmith Odeon, London ’75 er en af mine personlige favoritter. Her lykkedes det at fange Springsteen og E Street Band på den bedste af alle dage.
Og så er der selvfølgelig også Johnny Cash’s fængselskoncerter.
Engang var jeg meget begejstret for Stop Making Sense med Talking Heads, men det er efterhånden temmelig længe siden, jeg har hørt det album.