11 tanker om “Oh, joyride”

  1. Hmmm angående bedste rock foto ever synes jeg nu også, Ethan Russell’s billede af Keith Richards vist nok ml. den canadiske/amerikanske grænse er et godt bud. Det er nummer fire i række på dette link.

  2. @Jimmie Jazz: Hvis du stadig ynder at nyde en kaffepunch, så prøv med Høker Snaps – bedre end med Rød Aalborg 🙂 (ved godt det er ‘off the topic’). “Should I drink or should I go..?”

  3. For lige at vende blikket mod billedet igen. Er der nogen der ved, hvad det er, som 1920’er gangsteren, Paul Simonon, spiller på ghettoblasteren. Det kunne være Chic eller Sugarhill Gang?

  4. Det er Paul Simonons hvide favorit-Fender Precision – han havde to – som går i smadder der på coveret. Efter en dårlig dag på arbejdet, et show i New York’s Paladium, var Simonon’s nerver efter eget udsagn så tyndslidte, at han smadrede sit bedste instrument. Skulle have været ret utrøstelig bagefter. Men noget af et billede Pennie Smith fik ud af det – måske det ultimative rocknroll-snapshot…!?

  5. med fare for at lyde som ignorant, men er det ikke en BAS der bliver smadret på coveret….? (ahhh I get it – bas guitar!)

  6. Fedt billede 😀

    @Fletch: dejlig anekdote, værdsætter at du slår et slag for kaffepunch!

    @Vermouth, noget af den samme dobbelthed finder man på coveret til London Calling. Det er jo modelleret over coveret til Elvis’ debut (han er jo et symbol på linje m cadillacen) og kan dermed opfattes som en hyldest el. en vedkendelse af traditionen. Samtidig bliver der jo ikke spillet men istedet smadret guitar på coveret (og sangen “1977” havde jo tidligere vist en vilje til opgør m traditionen), der dermed får et rebelsk og destruktivt udtryk ifht Elvis og rocknroll mytologien.

    Kloge hoveder ku sikkert spinde mange flere ender om det og inddrage ideer om postmodernisme og dekonstruktion, men jeg vil stoppe min danske stil her og istedet nyde min spritnye The Raven lp (et flot picturedisc genoptryk fra 2000) m The Stranglers. Iø sært, at den ever new wave nostalgiske Hr Unmack ikke aldrig namedroppet dem her på siden?

  7. Der er en underlig dobbelthed i det billede. På den ene side kommer The Clash kørende i en åben 1956 Cadillac, indbegrebet af den amerikanske drøm. På den anden side, har Joe Strummer en mohawk ala Robert De Niro i ’Taxi Driver’. Den selvbestaltede frelser, der vil rydde op i dette land af psykopater og afskum.

  8. Der skal selvfølgelig stå: “..indtagelse af den herlige drik blandet af KAFFE (ikke snaps) og Rød Aalborg.! Bare en lille detalje i tilfælde af, at nogen måtte blive fristet til at lave en kaffepunch – enten før byturen eller blot til at varme sig på 🙂

  9. Min personlige reference til Clash er nummeret “Should I stay or should I go” – den var fast inventar i højttalerne, når vi som unge festede og drak os voldsomt fulde i kaffepunch for derefter at søge ly mod de hurtige piger på diskoteker i Vestjylland 🙂 Derfor vækker det stor glæde, når jeg hører nummeret, og volumeknappen bliver stadig drejet lidt ekstra mod højre 🙂 Der var/er bare god energi og en dejlig fandenivoldskhed i det nummer – vi hørte det ihvertfald igen og igen, og stemningen blev ihvertfald IKKE mere rolig af, at “Should I stay or should I go” akkompagnerede kroppens indtagelse af den herlige drik blandet af snaps og Rød Aalborg.! Og som vi sad der, var vi alle Clash-fans uden at vide, hvem de egentlig var 🙂 Har lige fundet nummeret på You Tube, og sidder nostalgisk her lørdag morgen og lytter med en kop kaffe – UDEN snaps 😉 Go weekend – skål og al mulig respekt for Clash..!!

Skriv et svar