I 90’erne var Morrissey’s faste band, hvis medlemmer hovedsageligt kom fra rockabilly, berygtet for sin skarphed og musikalske swagger. Det spillede en maskulin guitarrock, der baseret på britisk arbejderklassetradition nok var meget melodisk enkel, men netop derfor også en velgørende kontrast til Morrissey’s så heftige og ofte sarte følelsesunivers. I 2014 var sagen en anden. Folk i Moz-bandet var kommet og blevet gået, kun Boz Boorer var tilbage fra dets vel bedste plader, og rødderne til én bestemt genre som musikalsk udgangspunkt var efterhånden helt skåret over.
Så istedet for at have et band der ikke bredte sig voldsomt meget, men var blandt de allerbedste i dets selvvalgte ringhjørne, havde Morrissey nu et orkester, som stilmæssigt kunne røre ved det meste, men sjældent lød hjemme i noget af det. Morrissey, tyrannen ingen af de kontraktansatte musikere turde sige imod, havde fremdyrket en ‘jeg bestemmer alt’-kultur, der ultimativt affødte et band blottet for egen identitet. Det kunne man opleve live, hvor gamle The Smiths- og Moz-classics blev spillet fornærmende fladt og tungfodet, og man kunne høre det på studiealbummet World Peace Is None of Your Business, som i dets berøring undervejs med ikke så få stilarter, spillet på guderne må vide hvor mange finurlige instrumenter, fatalt manglede rød tråd, og endnu mere jordens salt, de gode sange.
For Morrissey’s bedste sangskriver Alain Whyte var nu borte, formodentlig i endnu et skabt fjendebillede på Martyren af Manchester’s lange krigeriske karrierevej. I hans frafald skulle guitaristerne Boz Boorer og Jesse Tobias, samt den gennemordinære og i Moz-musik aldrig integrerede keyboardspiller Gustavo Manzur, støbe kuglerne, en tung opgave de aldrig kom i nærheden af at løfte. For albummets numre lyder mere af en musicals pænt stiliserede genreforsøg, end som musikken til en toneangivende stor engelsk sangers nye album, så skidt og tandløst står det til. Et par enkelte gode Boorer-sange – titelnummeret og ‘Istanbul’ – viser dog hvad Morrissey stadig kan præstere når oplægget når hans egen høje standard. Hvilket gør forbløffelsen over denne halvhjertede som i alt for uforpligtende musikalske legeplads endnu større.
Her titelnummeret, der i sit anderledes melodiske og tekstskarpe fokus viser hvad kunne have været. Så måske det var en rigtig skidt idé nu også at at støde Alain Whyte fra sig? The story is old, I know, but it goes on…
Okay så, her en personlig Top-5 i tracks fra World Peace Is None of Your Business:
1. World Peace Is None of Your Business
2. Istanbul
3. Art Hounds (ekstratrack på deluxe-udgaven)
4.
5.
Ja, det har været en ganske fornøjelig gennemgang! Her et bud på en rangering :
1. Vauxhall
2. Arsenal
3. World Peace
4. Quarry
5. Southpaw
6. Viva Hate
7. Refusal
8. Maldadjusted
9. Kill Uncle
10. Tormentors
Jeg kan slet ikke med den plade og vil undlade her. Prøvede og prøvede før min niende Morrissey koncert i November 2014, men den var lige så slap….. Hørte den igår igen, men nej:-)
Tusinde tak Jens og alle jer andre for de sidste to ugers gennemgang. Fantastisk læsning og lister – og selv om man føler alt kendes og elskes fra musikken og bøger kom nye og spændende ting til. Maladjusted og Ringleaders står slet ikke så gode som huskes og Southpaw og Years of Refusal endnu bedre……..
Fantastisk læsning, Thomas. Tak for link. Skuffende lidt Marr har præsteret post-Smiths og hans bog lyder da også som en tynd kop te.
@1888, har ikke selv læst Marrs bog men faldt over denne underholdende dobbeltanmeldelse af Morrissey og Marrs selvbiografier – skrevet af Simon Goddard, der selv har skrevet to bøger om Smiths/Morrissey. Han har ikke meget til overs for Marrs bog, for at sige det mildt, men det er underholdende læsning 🙂
http://pitchfork.com/thepitch/1381-smith-vs-smith-reading-the-morrissey-and-marr-memoirs/
Godt, Jens… Så mangler vi kun én sang mere… Så kan du udfylde resten af din top 5 🙂
Nogen her der har læst Johnny Marrs bog “Set the Boy Free” ?
Ok, nu har jeg hørt ‘Oboe Concerto’. Isoleret set – og production aside – er det faktisk slet ikke et dårligt stykke musik. Men det er altså i en albumhelhed svært at høre, som det kommer der efter 50 minutters kreativ dødskamp. 😉
Jeg klager nu heller ikke over World Peace. Ikke et mesterværk men har hørt den med glæde – og gør det stadig. Jeg følte også at de forskellige stilarter signalerede en sund nysgerrighed – og at melodierne kunne bære det.
1. Earth Is the Loneliest Planet
2. World Peace Is None of Your Business
3. Staircase at the University
4. Kiss Me a Lot
5. I’m Not a Man
Jeg er selvfølgelig helt enig i, at nysgerrighed i form af fri musikalsk legestue ikke nødvendigvis – og da slet ikke uden godt sangmateriale – er godt. I tilfældet WPINOYB synes jeg dog, at det er fungerer fantastisk godt. Jeg synes, at de legesyge elementer får pladen til at stråle af spille- og sangskriverglæde. Under første gennemlytning sad jeg med et konstant “det var pokkers – smil” på læben og tænkte at det hele bare gav så god mening. Jeg så (og ser stadig) pladen som den nysgerrige kunstners afsøgen af nye territorier – måske efter en erkendelse af, at punk-lyden ikke længere gav så meget mening?
Men den store forskel i vores opfattelser af albummet er jo nok, at jeg bestemt ikke finder sangskrivningen slap eller forglemmelig. Jeg synes tværtimod, at der er tale om nogle af de mest innovative strukturer og opbygninger Moz nogensinde har udgivet! Lyt blot til Oboe Concerto, som er en fantastisk melodiøs og stemningsfuld sang, der personligt giver mig kuldegysninger og hensætter mig i samme stemning som That Joke Isn’t Funny Anymore… Lyt lige til den sang igen, Jens 🙂
Spændende diskussion, Boy Racer. Ingen tvivl om at musikalsk nysgerrighed som sådan er af det gode, men det du kalder nysgerrighed på WPINOYB hører jeg kun som slaphedens diversitet, som tre sangskrivere der virkelig mangler identiteskerne og derfor skriver/spiller i både øst og vest. Den problematik findes der tusindvis af bands som er strandet på, og vores Morrissey her går IMHO udelukkende fri og bliver taget seriøst fordi The Smiths-myten og hans egen etablerede sololegende baner vejen frem. Eller sagt på en anden måde, kom der et helt nyt band med disse 12 forvirrede numre, ville det meget hurtigt blive overset og gå i glemmebogen. Det absolutte udtryks nødvendighed skriger ialfald ikke ud til nogens verden, når Boorer igen igen klimprer lidt turist-flamingoguitar eller Manzur lægger døde trefingersakkorder derunder med keyboardets mest elementære grundlyd. Da virker det kun som om tempererede musikalske hokuspokusindfald skal camouflere forglemmelig sangskrivning.
Her er jeg til gengæld næsten lodret uenig! For mig står World Peace som det klart bedste album siden Quarry og jeg er efterhånden ved at synes, at det ligefrem er det bedste album siden Vauxhall!! Hvad Jens hører som musikalsk stilforvirring, hører jeg som et overflødighedshorn af kreative idéer, skæve input og en musikalsk nysgerrighed, man ikke tidligere har hørt hos Morrissey. Og hvor rockabilly-lyden passede helt perfekt til den yngre Moz, passer denne lidt kretive lydside godt til den modne Moz… Pladen blev da heldigvis også godt modtaget de fleste steder (NME 9/10) og som The Independent skrev: “Brutal, surprising, exploratory -It’s a far cry from the usual meat’n’spuds rock that has characterised most Morrissey albums; and a welcome change, suggesting perhaps that this most British of pop bards is renegotiating his own boundaries.”
Så godt som umuligt at begrænse sig til 5:
1) World Peace is None of Your Business
2) Staircase at the University
3) Kiss Me a Lot
4) Oboe Concerto
5) Istanbul