Californske The Dream Syndicate’s monumentale og skæbnesvangre The Medicine Show (1984) var et album, der med rette gav kraftig genlyd og burde have banet vejen for det egentlige gennembrud, der desværre aldrig blev Steve Wynn og co. forundt. Med sit heftige mix af tung Neil Young-utæmmet guitarrock og John Coltrane-inspireret (!) improvisation tog den Sandy Pearlman-producerede – ja, ham fra Blue Öyster Cult-hovedpladerne og The Clash’s Give Em Enough Rope – The Medicine Show i mørktonet musik og filmiske historier sine lyttere med ud i et ildevarslende skygge-Amerika, der til sammenligning fik Springsteen’s samtidige blockbuster Born in the USA til at fremstå som et ubekymret joyride. The Dream Syndicate er nu de senere år blevet gendannet og har netop udsendt How Did I Find Myself Here?, deres første nye studiealbum i 29 år. Det gode er, at Dream Syndicate lyder som tiden slet ikke har bevæget sig siden 1987, sidst de udgav ny lyd. Det mindre gode, at Dream Syndicate lyder som tiden slet ikke har bevæget sig siden 1987. Her pladens veldrejede åbningssang, der netop har fået levende billeder at gå med…
