Dagen da Morrissey meldte sin tilbagekomst med nyt materiale, en enkelt sang afsted ud i verden som visitkort for novemberalbummet Low in High School. ‘Spent The Day In Bed’ gør desværre intet godt væsen af sig med atmosfæreforladt keyboardakkompagnement (!), nogle for Morrissey’s engang så tårnhøje standard alarmerende banale ord, samt en uskyldig men fattig og meget lille melodi. Joe Chicarelli’s produktion fremstår igen – han stod også bag seneste Morrissey-album – som et studie i forkerte valg og generelt dårlig smag. Et er, at sangens gennemsigtige substans ikke er verdens 8. vidunder, noget helt andet og mere bekymrende, at den ramme af musikalsk drama/melodrama, der altid var Morrissey’s optimale styrke at udtrykke sig i, er væk, helt borte, afløst istedet af tempereret muzak uden liv, nerve eller dynamik. Man skulle faktisk ikke tro udfra dette lunkne udspil, at Morrissey har noget fast band længere, for ‘Spent The Day In Bed’ lyder mest som uengagerede studiemusikeres sjæleløse værk. Lyt her, hvem der tør…
9 tanker om “No bus, no boss, no Moz”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Enig 1888…. også hørt for første gang i radioen idag….rimelig catchy……
Er I ikke lidt hårde i filten? Hørt i radioen, tidligt denne morgen under smøring af madpakker, lød den faktisk helt ok…
Skuffende…
Hvis resten af pladen lyder som denne single, er jeg også lidt bekymret for kvaliteten, men det ved vi jo ikke endnu. Måske er problemet for Morrissey at han ikke længere har ret meget han skal bevise. Jeg er enig i at han er blevet ret konservativ, både musikalsk og lyrisk, og på sine grædende knæ får han altid kontrakt med de store pladeselskaber til sidst. Og ja, absolut lyksaligt hvis han viser storform på pladens 11 andre sange, vi venter og håber.
Det gør vi heller ikke her, larsfred. Ville elske hvadsomhelst, det kunne være et elektronisk album, eller måske en ekskursion ind i jamaicansk musik med en messende Morrissey ovenpå de dybe beats. Nej, det eneste vi sådan set har imod dette udspil er dets halvhjertede fremtonings skrigende ligegyldighed. For ikke meget ville være mere lyksaligt, end at opleve Morrissey vende tilbage i topform og lukke munden på enhver kritik.
Var selv en smule skuffet da jeg hørte den første gang, men tilhører dog ikke en af de skrigende halse, som bare SKAL kritisere Morrissey, hvis ikke han lyder som The Smiths, eller er hårdtslående, både musikalsk og lyrisk, hver gang han kommer med nyt.
Det lyder mest af alt, som om at alt hans komiske, moraliserende snak har indtaget hans tekstunivers. Væk er de intelligente betragtninger.
Musikken er umiddelbart catchy, men hurtigt trættende. øv.
Uha-da. Ganske enkelt skrækkeligt. Ny kandidat til “årets fald”, som jeg ellers opfattede at Arcade Fire var selvskreven til. Hvorfor stopper man ikke bare, hvis man ikke har mere at byde på? Generelt væmmeligt at se tidligere storhed gå i forfald.
Alligevel vildt, at den faktisk undergår ens temmelig lave forventninger! Det lyder som en flok gymnasieelever, der har fået til opgave at skrive en Morrissey-parodi til skolerevyen. No bus, no moz, no fuss indeed!