The Avengers, langt ude i Californien, 1977.
Ja, hvad kan man lægge ind under den klassiske betegnelse? Under forrige indlæg var der uenighed. Boklund mente mange af de nye navne der dengang for godt 30 år siden kom fra USA tilhørte/tilhører andre kategorier. At Blondie er new wave, The Cramps psychobilly, The B-52’s noget helt tredje. Og Pastoren slog til lyd for, at punk-inspiratoren Patti Smith nærmere er en slags post-hippie, og ligesom Television del af en mellemgeneration, der mere eller mindre misvisende blev slået i hartkorn med punk.
Men set fra dette vindue er US-punk ikke noget spørgsmål om snæver musikstil, instrumentkunnen, udseende, social baggrund, poltisk bevidsthed eller ej. Efter midt-70’ernes som oftest ret elitære amerikanske rockmusik, repræsenterer begrebet US-punk først og fremmest den omsiggribende enkle DIY-attitude – ja, som i ‘Do It Yourself’ – der blomstrede mangfoldigt op i storbyerne fra øst til vest, centreret først omkring små klubber og mindre pladelabels, senere bragt til hele verden den slagne vej.
En rodebutik af forskellige udtryk og dagsordener, en redefinering af samtiden gennem opgør med den herskende musikklasses fastlåste rammer, en ny generations selvstændige skridt ud af skyggen. Det blev på den vitale baggrund, bands så vidt forskellige som f.eks. Ramones og B52’s, Television og Bad Brains, Talking Heads og Blondie stod, står og lyder så naturligt godt sammen.
Her nedenunder opsamlet i hæsblæsende tempo – med dertilhørende vilkårlig rækkefølge! – 20 essentielle US-punk-øjeblikke. Lad gerne se hvordan andre af jer kan få sådan en liste til at se ud!
Patti Smith – Free Money
Richard Hell & The Voidoids – Blank Generation
Television – See No Evil
The Ramones – Blitzkrieg Bop
Blondie – X Offender
The Heartbreakers – Born To Lose
Suicide – Cheree
Devo – Mongoloid
Pere Ubu – Final Solution
The Avengers – We Are The One
X – Los Angeles
The Weirdos – Life Of Crime
The Dead Kennedys – California Über Alles
Black Flag – Rise Above
Bad Brains – Pay To Cum
The Cramps – Human Fly
Gun Club – Sex Beat
Jonathan Richman & The Modern Lovers – Roadrunner
The Dead Boys – Sonic Reducer
Mission Of Burma – Academy Fight Song
WordPress har en plugin, der hedder “Disable canonical redirects”. Den har jeg nu aktiveret – og fingrene er krydset for bedre tider.
til Anders – har også været ramt af omdirrigeringsløkke og har derfor troet sitet var gået bort!! skræmmende tanke…!!
Nu vi er svævet til UK, er der også massevis af punk- og DIY-attitude i dette her http://www.youtube.com/watch?v=HjONGEeOSyQ – men punk er vel dårligt den helt korrekte betegnelse at hæfte på – også selvom 2-Tone til en vis grad udsprang af punk. 🙂
For nu at være lidt krakilsk, så kan definitioner vel godt blive så brede, at de bliver lettere meningsløse…
Hva med disko, det var da også “en redefinering af samtiden gennem opgør med den herskende musikklasses fastlåste rammer, en ny generations selvstændige skridt ud af skyggen” eller rootsreggae, men det var selvfølgelig sorte og ikke guitarbaserede genrer. Kridhvide var til gengæld de bands, der blev betegnet som NWOBHM, men dem går jeg heller ikke ud fra, at Jens vil betegne som punk (men der gælder jo måske snævrere rammer for briter?), selvom denne dejlige klassiker har alt hva man kan ønske sig af punkattitude:
http://www.youtube.com/watch?v=psTUiQzNoxw
Fair nok at se nogenlunde stort på genrer (punk/new wave/etc.) – men bliver det ikke LIGE bredt nok, hvis US-punk er fællesnævneren, og Ramones kan nævnes sammen med Minor Threat. Det synes jeg i alt fald er problematisk.
Ikke for at være alt for meget på tværs, men der er vist behov for nogle flere kriterier, hva’? 🙂
Samme problem lider “No Thanks!”-opsamlingen af, synes jeg. Den springer lige fra Heartbreakers og New York Dolls (som vel bør kaldes proto-punk) til Elvis Costello (som vel var mere punk at heart end reelt punk). Ja, ja…
—
I øvrigt, jeg får often en besynderlig fejl, når jeg vil loade roden af siden her. Firefox siger:
Cirkulær omdirrigeringsløkke
Firefox har opdaget at serveren henviser forespørgelsen for denne adresse på en måde så den aldrig vil blive færdig.
Måske har det været nævnt før – men just in case…
Det er vi enige i, Mikkelsen. Min pointe er blot, at jo ældre man bliver, jo sværere er det at holde på førnævnte følgesvend. Og det er velsagtens derfor at forældregenerationer gennem historien har vrænget på næsen af jazz, rock’n’roll, hippie- og punkrock, techno, grunge osv. 😉
Jeg håber ikke at jeg selv ender sådan. 🙂
Boklund: Gammelhed (livserfaring!?) kan også bruges konstruktivt til at selektere i hvad man subjektivt oplever som kvalitet, og hvad som ikke er.
Surheden må naturligvis ikke tage over og forpeste ens personlighed – nysgerrighed overfor nye kulturelle udtryksformer/udtryk skal stadig være en tro følgesvend.
The Cure er nutildags garanter for en lad stemning, så det undrer mig ikke.
Gammelhed, surhed og tristhed er velsagtens en del af livets cyklus, Mikkelsen. 🙂
Et fint box-set fra Rhino der maler med den samme pensel som Jens gør. Boxen har både U.S. punk og noget fra den anden side af vandet.
http://www.allmusic.com/cg/amg.dll?p=amg&sql=10:acfyxq8aldje
Køber klart Jens’ definition ift. US-punk gående på, at genren ikke bør anses udfra en snæver musikstil/genre etc. Synes at der i de nævnte US-bands er en underliggende punk-tone/vibe/energi som er svær at sætte ord på, men som man som lytter klart kan fornemme,føle. Hvad angår den europæiske punk var denne i midten af 1970’erne mere en entydig protest fra arbejderklassen rettet mod et rigidt klasseopdelt system især i England. Herhjemme husker jeg hvordan jeg måbende overværede punks i den vildeste (nærmest voldelige) pogodans sprøjte guldøl udover hinanden i Saltlageret(og iblandet en vis rædsel for at nu går det her da helt galt). Måske var den europæiske punk et mere politisk “projekt” end den amerikanske DIY-udgave, selvom den europæiske også havde DIY-trækket – med The Clash, Joy Division in mente.
Synes at der til koncerter i dag mangler punk-attitude noget vildskab etc. Har indtrykket af at det for den yngre del af publikum mere handler om at tage til koncerter og så tage billeder af sig selv, så man kan vise overfor andre at man har været til ditten eller datten, end de handler om at skabe en intens oplevelse mens man er til stede. Tænker bl.a. på Cure-koncert i Forum i 2008, hvor stemningen var mærkelig lad og fyldt med mobiltelefonkameraer – beskæmmende – gud hvor lyder jeg gammel, sur og trist!!
Hvad der lige kunne rystes ud af hovedet i en kort pause fra statistisk analysearbejde:
Defineret så bredt, giver det anledning til følgende liste:
Talking Heads – Psycho Killer
Devo – Jocko Homo
Blondie – Call Me
Dead Kennedy’s – Forest Fire
The Ramones – Sheena is a Punk Rocker
Iggy Pop – Bulldozer
The Cramps – She Said
The Dead Boys – Sonic Reducer
Forgotten Rebels – I Left My Heart In Iran
Violent Femmes – Add It Up
Black Flag – Six Pack
Og så ser jeg frem til, at Danmarks klubfodbold-ære reddes i aften.
Er mest til cypriotiske punks i dag – her en spontan top 11:
Dionisios Xiotis
Joost Broerse
Nuno Morais
Marios Hlia
Kamil Kosowski
Constandinos Charalambides
Savvas Poursaetides
Christos Kontis
Chrysis Michael
Marcin Zewlakow
Nenad Mirosavljevic
Særligt den midterste linje er stærk
Og så er der også dem her.
Minor Threat: Filler
What happened to you? You’re not the same.
Something in your head made a
violent change.
It’s in your head. Filler.
You call it religion. You’re full of shit.
Was she really worth it? She cost you your
[ Find more Lyrics on http://www.mp3lyrics.org/8zPB ]
life. You’ll never leave her
side. She’s gonna be your wife.
You call it romance. You’re full of shit.
You’re brain is clay. What’s going on?
You picked up a bible. And now
you’re gone.
You call it religion. You’re full of shit.
Filler